Tjenesterejsens formål: “Likvidering af jøder”

Det selvbillede rystes i sin grundvold af det næsten 900-siders lange studie "Das Amt und die Vergangenheit. Deutsche Diplomaten im Dritten Reich und in der Bundesrepublik" (på dansk: "Ministeriet og fortiden. Tyske diplomater i Det Tredje Rige og i Forbundsrepublikken") af historikerne Eckhart Conze, Norbert Frei, Peter Hayes og Moses Zimmermann, som udkom torsdag i sidste uge.

HER SLÅS DET med syvtommersøm fast, at det tyske udenrigsministeriums deltagelse i holocaust ikke blot var nogle få rådne æblers ansvar. Ministeriet var involveret på systematisk vis.

Som Eckhart Conze, der er professor ved universitetet i Marburg, udtrykker det i et interview med Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung: "Udenrigsministeriet deltog fra starten af aktivt i alle tiltag om forfølgelse, fratagelse af rettigheder, fordrivelse og udryddelse af jøder."

Conze mener, at det er sigende, at det var i netop udenrigsministeriets arkiver, at man i 1947 fandt den eneste tilbageblevne kopi af protokollen fra den såkaldte Wannsee-konference. Den konference, hvor Endlösung – udryddelsen af Europas jøder – blev besluttet i januar 1942.

Ministeriets – og Forbundsrepublikkens – vej til åbenhed om fortidens ugerninger har været lang og til tider smertefuld. Fra Auschwitz-processernes start i Frankfurt i 1964 til Willy Brandts knæfald i Warszawa i 1970 og Richard von Weizsäckers tale ved 40-året for krigens afslutning. Symbolske pejlemærker, der har udløst store, selvransagende offentlige debatter om kollektiv og individuel skyld og om, hvad den tyske nation er. Debatter, som siden krigsafslutningen har haft en retningsvisende funktion for forbundsrepublikkens indenrigs- og især udenrigspolitik. Erindringen om holocaust har, som man siger, været Vesttysklands uskrevne forfatning. Og er det i et vist omfang stadig for det forenede Tyskland.

Opgøret med fortidens forbrydelser har været en proces, hvor stadigt flere dele af eliten og samfundets institutioner har påtaget sig eller er blevet pålagt et ansvar for fortidens ugerninger. I starten af 1950?erne blev ansvaret uden synderlig diskussion lagt på kredsen omkring Hitler, SS, Gestapo og de særlige Einsatzgruppen, som stod for folkemordets beskidte arbejde.

Hæren og officerskorpset gik dengang fri – de havde blot pareret ordre, hed det sig. Det skete ikke mindst af pragmatiske grunde: Konrad Adenauers Vesttyskland havde med optagelsen i Atlantpagten, det senere Nato, igen fået brug for egne stridskræfter og især det gamle officerskorps. Også dem med blod på hænderne.

DER SKULLE FAKTISK GÅ næsten 20 år efter krigsafslutningen, inden man i den tyske historikerstand for alvor tog fat på skyldsspørgsmålet – ikke mindst under indtryk af Eichmann-processen i Jerusalem i 1961. Skiftet indebar først og fremmest et øget fokus på de ideologiske forudsætninger for nazismens opkomst. De hovedansvarlige blev hos historikeren Fritz Fischer udpeget som det preussiske aristokrati. Deres anti-demokratiske og militaristiske ideologi havde holdt Tyskland i en semifeudal struktur og forhindret den demokratisering, Tyskland som det eneste land i Europa ikke havde opnået efter industrialiseringen.

I slutningen af årtiet skete der endnu et skift i den offentlige forståelse af holocaust. Den nye generation, 68?erne, satte forældrene og bedsteforældrene på anklagebænken med spørgsmålene hvorfor og hvordan? Og leverede selv svaret: Det var den tyske nationalisme, som ledte landet lige lukt i Auschwitz? gaskamre. Den holdning rodfæstede sig i slutningen af 1970?erne, hvor mange mente, at nationalstaten og den romantiske nationalisme hørte til et ulykkeligt, men nu afsluttet kapitel i historiebøgerne. Man var blevet postnationale europæere.

DET FØRSTE FORSØG på at gøre op med den opfattelse skete under den såkaldte historikerstrid i 1986-1987. En række konservative historikere – Ernst Nolte, Michael Stürmer og Andreas Hillgruber – havde offentligt udtrykt ønske om igen at kunne være stolte af deres fædreland og forsøgte i den proces at sammenligne holocaust med andre folkemord, eksempelvis det kommunistiske.

For hvis holocaust kunne sammenlignes med andre folkemord, så var det ikke et særligt tysk fænomen, og så kunne tyskerne igen være stolte af deres fædreland. Dette faldt filosoffen Jürgen Habermas for brystet, og han lancerede et indlæg, som blev starten på en længere historikerstrid, hvor Habermas gik af med sejren.

I midten af 1990?erne var det den tyske Wehrmachts tur til at komme under luppen. I to vandreudstillinger om krigsforbrydelser begået på Østfronten forsøgte Socialforskningsinstituttet i Hamburg at gøre op med tesen om, at det alene var SS, Gestapo og de særlige Einsatzgruppen, som stod bag folkemordet, mens den tyske hær blot havde tjent fædrelandet – ikke Hitler – og var blevet tvunget ind i krigen af nationalsocialisterne. Det vakte enorm debat. Næsten alle tyskere havde en slægtning, nær eller fjern, som havde tjent som soldat under verdenskrigen. Og sandheden om grusomhederne gjorde ondt.

Siden har også den tyske industri og de tyske kirker været en tur gennem vridemaskinen. En af de sidste, hidtil urørte bastioner er det tyske udenrigsministerium. For selvom der tidligere har været historikere, der har forsket i ministeriets fortid – eksempelvis den eminente amerikanske holocaust-historiker Christopher Browning – har etaten hidtil formået at undgå at være centrum for alles øjne. Ikke længere. Og hvis værket bliver pligtlæsning for unge tyske diplomater – og det lover udenrigsminister Guido Westerwelle, at det gør – så er der gode chancer for, at erindringen om holocaust fastholdes som en fast bestanddel af tysk udenrigspolitik også i næste generation.

Jørgen Staun er tidligere Ruslands- og Østeuropa-korrespondent for Berlingske Tidende i Moskva og Prag og før det Tysklands-korrespondent for Dagbladet Information i Berlin. Han er ph.d. i statskundskab med afhandlingen "Mellem kantiansk patriotisme og politisk romantik. Det tyske stats- og nationsbegreb i to århundreder"