Miraklerne på Malta

Vand og plads er et evigt problem på middelhavsøen Malta. Regner man de omliggende øer med, hvoraf Camino og Gozo er de største, lever omkring 400.000 mennesker på 316 kvadratkilometer.

Til sammenligning har Bornholms 44.000 indbyggere næsten det dobbelte areal.

Da øerne mangler naturlige floder, var det kun dem med penge og plads, der kunne løse problemet ved at bore brønde, der er imponerende klokkeformede konstruktioner gravet ind i undergrunden, og når man står i det tørlagte kuppelrum under 74 Republic Street i Maltas hovedstad, Valletta, forstår man, hvad det må have kostet at ofre en brønd.

Det var den gamle markis af Piro, som i sin tid tørlagde to af sine tre brønde. Under disse hvælvinger fandt 200 mennesker ly, hver gang tyskernes bomber regnede over Maltas hovedstad under Anden Verdenskrig.

I dag har familiens overhoved, den 9. markis af Piro, indrettet dele af slægtspalæet, "Casa Rocca Piccola", og brøndene til museum.

Ifølge Nicholas de Piro var hans morfar en excentriker. Den gamle markis begyndte allerede i 1935 at grave under gårdhaven og selve huset. Når folk spurgte ham, hvad han lavede, svarede han, at tyskerne var på vej. Dengang rystede man på hovedet. I dag ved man, at hans forudseenhed var et af Maltas mange mirakler.

Flere af miraklerne fejres i dag, hvilket medfører fyrværkeri og festivitas næsten hver weekend.

Et af de kendteste mirakler fandt sted, da den strandede Paulus i år 60 blev bidt af en hugorm uden at tage skade. Øens guvernør blev så imponeret, at han lod sig døbe. Dermed begyndte kristningen af Malta.