Politisk dans og moralsk panik

SANDT AT SIGE bryder jeg mig meget lidt om de meningsmålinger og slige undersøgelser, som vi bliver tæppebombet med. Man kan skabe et hvilket som helst resultat, man kunne have lyst til – hvad skal man så med dem?

Så jeg gør som de fleste: glemmer hovedparten af dem, men husker kortvarigt dem, der bekræfter, hvad jeg lige går og mener.

Forleden var der en, der viste, at langt størsteparten af danskerne er lede og kede af at se deres politikere tumle rundt i manegen i underholdningsprogrammer som "Vild med dans". Det er ikke er "en genvej til vælgernes hjerte", som det hed, men snarere en genvej ud af politik.

Tidligere skatteminister Kristian Jensen (V), der netop har ført sig frem i det nævnte underholdningsprogram, udtaler i den forbindelse, at han nøje overvejede, om det kunne gavne hans politiske karriere eller ej, men han kunne ikke finde ud af det. Så gjorde han bare, hvad han havde lyst til – og han havde lyst til at danse.

Mage til ævl. Hvis han har lyst til at danse, kan han gøre det privat eller begynde på en danseskole. Sagen er, at han havde lyst til at blive kendt og foretog et fejlskøn, som forhåbentlig vil forfølge ham.

Det er ikke let at være den katolske kirke. Først får den på puklen over, at den ikke er mere åben omkring anklagerne om præsters overgreb på børn. Når den så åbner sig og sender alle anklagerne videre til politiet, så er det også galt. Så er det ikke længere mest synd for de påståede ofre, men for de anklagede præster.