Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Et snit i blinde til din ven.
Et snit i blinde
1 / 4
En operation på kommunehospitalet i Århus i 1940'erne. I midten af billedet Richard Malmros, som var en af de læger, der udførte stribevis af hjerneoperationer i Jylland.
- Foto fra bogen: Ib Søgaard.
"Det hvide snit" var exceptionelt udbredt i Danmark, hvor 4500 danskere blev opereret fra 1939 til 1983. Hjernekirurgien blev båret frem af begejstrede psykiatere, presse og politikere, der så det som en revolution i behandlingen af psykisk syge. De mange dødsfald og bivirkninger så man til gengæld stort på. Ny bog fortæller hele historien
En 63-årig portugisisk kvinde var den første. Hun var deprimeret og angst - rastløs og grædende.
I november 1935 blev hun indlagt på Santa Marta Hospitalet i Lissabon med henblik på en behandling, som var så ny, at den endnu ikke havde noget navn. Hun fik barberet håret af og fik en indsprøjtning med lokal bedøvelse samt adrenalin for at reducere blødninger. Med en skalpel blev der lagt to snit tre centimeter i hver side af kvindens isse, og her blev der boret to huller, hvor ren alkohol blev sprøjtet ind for at ødelægge udvalgte steder i den hvide substans forrest i kvindens hjerne.
To måneder efter kunne psykiaterne meddele, at kvinden tilsyneladende var blevet mindre angst, rastløs og paranoid. Men hun var stadig nedtrykt og kom aldrig til at forlade hospitalet. Alligevel konstaterede lægen Egas Moniz resultatet som en "helbredelse" og fortsatte med at operere flere patienter. Men han skiftede alkoholindsprøjtningerne ud med en spids kniv og døbte sin nye metode for "leukotomi" efter de græske ord "leukos": hvid og "tomia": snit.
Danmark endte med at blive verdens flittigste bruger af "det hvide snit" eller lobotomi, som det også kaldes.
Annonce
Fra 1939 til 1983 blev der udført over 4500 hjernekirurgiske indgreb på danske psykiatriske patienter - herunder børn helt ned til seks-årsalderen. Denne uofficielle verdensrekord er genstand for Jesper Vaczy Kraghs bog "Det hvide snit", der netop er udkommet.
I november 1935 blev hun indlagt på Santa Marta Hospitalet i Lissabon med henblik på en behandling, som var så ny, at den endnu ikke havde noget navn. Hun fik barberet håret af og fik en indsprøjtning med lokal bedøvelse samt adrenalin for at reducere blødninger. Med en skalpel blev der lagt to snit tre centimeter i hver side af kvindens isse, og her blev der boret to huller, hvor ren alkohol blev sprøjtet ind for at ødelægge udvalgte steder i den hvide substans forrest i kvindens hjerne.
To måneder efter kunne psykiaterne meddele, at kvinden tilsyneladende var blevet mindre angst, rastløs og paranoid. Men hun var stadig nedtrykt og kom aldrig til at forlade hospitalet. Alligevel konstaterede lægen Egas Moniz resultatet som en "helbredelse" og fortsatte med at operere flere patienter. Men han skiftede alkoholindsprøjtningerne ud med en spids kniv og døbte sin nye metode for "leukotomi" efter de græske ord "leukos": hvid og "tomia": snit.
Danmark endte med at blive verdens flittigste bruger af "det hvide snit" eller lobotomi, som det også kaldes.
LÆS OGSÅ: Tema: Åndssvageforsorgen 1950-1980
Bogen er dels en historisk afhandling, men også en dramatisk og medrivende fortælling om det berømte og forkætrede indgreb set med danske øjne. Samtidig er bogen et stykke samtidshistorie om behandlingen af afvigere i det danske samfund.
For der var ikke tale om samvittighedsløse forsøg i det dulgte: Brugen af det hvide snit var en statsligt godkendt behandlingsmetode, som nød stor anerkendelse i lægelige og politiske kredse samt havde medvind i pressen og befolkningen.
Jesper Vaczy Kragh er ph.d. i medicinhistorie og postdoc ved Medicinsk Museion på Københavns Universitet, og bogen bygger blandt andet på gennemgang af 600 journaler fra en række danske sindssygehospitaler. Undervejs har forskeren ikke kunnet undgå at blive påvirket af materialet:
"Journalerne kommer meget tæt på – og jeg har en gang imellem kunnet få det helt dårligt over nogle af de ting, jeg har fundet. Ikke mindst, at der var så mange børn imellem de opererede. Det var jeg ikke forberedt på. Eller de forhold, man har opereret under, hvor patienterne for eksempel indimellem vågnede op under operationen," siger Jesper Vaczy Kragh.
Portugiseren Egas Moniz var så begejstret for resultatet af sin første operation, at han fortsatte sine eksperimenter. Inden længe havde han opereret 20 patienter, og to år efter udgav han en stor bog om metoden. Herefter gik det stærkt: Læger i USA, Italien, Rumænien, Cuba og Brasilien forsøgte sig med den nye behandlingsmetode, der også kom til Danmark i 1939. Og intet andet land i verden kan altså præstere så høje tal set i forhold til befolkningsstørrelsen. Sammenlignet med lande som Schweiz og Finland med tilsvarende befolkningstal er det danske tal tre-fire gange højere. I 1949 fik behandlingen det ultimative blåstempel, da Egas Moniz fik Nobelprisen for sin opfindelse.
Hvordan kunne det ske, at en så kontroversiel behandling med så mange bivirkninger kom til at fremstå som et stort medicinsk fremskridt? Bogen hælder til flere forklaringer.
En af dem er, at psykiatrien i 1930'erne var nedslidt og havde et dårligt omdømme. Og psykiaterne hungrede efter anerkendelse af deres fag og arbejde - et område med lav prestige og meget få succeshistorier. Der var 11.000 sengepladser i Danmark, og halvdelen af patienterne var indlagt i mere end 10 år på sindssygehospitalerne, der blev betragtet som opbevaringssteder frem for helbredelsesanstalter.
Men det hvide snit var sammen med for eksempel elektrochokket, der også blev opfundet i perioden, med til at sikre psykiatrien mere anerkendelse både i offentligheden, hos politikerne og blandt de andre lægelige specialer. Og de nye terapier kom til at spille en central rolle i tilstrømningen af midler til og modernisering af området.
"Man var jo i en konkurrencesituation, hvor man skulle have bevillinger, og der betød resultater virkelig noget," siger Jesper Vaczy Kragh.
Når en patient blev indstillet til det hvide snit, var årsagen ofte uro eller aggressivitet. Operationen var med til at skabe ro på afdelingerne, som var overfyldte med meget få læger til mange patienter. Men metoden blev også brugt som sidste udvej til stærkt forpinte patienter, hvor ingen andre midler havde vist sig at nytte.
Jesper Vaczy Kraghs forskning viser, at det ikke var en bestemt gruppe patienter, der fik det hvide snit, selvom skizofrene fylder mest i statistikkerne. Men kvinder udgjorde langt den største gruppe: 7 ud af 10 patienter - nogle af dem ganske unge:
"Kvinderne blev opfattet som værre og vanskeligere, uanset at de fejlede det samme. Når en kvinde manglede føjelighed og brugte et upassende sprog, blev det anset som en større afvigelse, end når en mand gjorde det samme. Samtidig er det tydeligt, at de mandlige læger lettere kunne træffe beslutninger på kvindernes vegne - man trumfede simpelthen operationerne igennem over for kvinderne med maskulin magt," siger Jesper Vaczy Kragh.
Hjerneoperationerne lå også i nærmest logisk forlængelse af andre tiltag, som i årene forinden var blevet indført fra politisk side. Blandt andet lovgivning om tvungen sterilisering og kastration af såvel psykisk syge som åndssvage og kriminelle for at forhindre "åndelige undermålere", som man kaldte det, i at få børn og samtidig dæmme op for sædelighedsforbrydelser.
De politiske signaler om håndfast indsats over for det psykisk abnorme var med til at flytte grænserne for, hvad man kunne tillade sig over for denne gruppe, og set i det lys virkede hjerneoperationerne ikke så radikale på samtiden.
"Det hvide snit på de psykiatriske patienter er helt på linje med, hvad man samtidig gør over for andre grupper, for eksempel de åndssvage," siger Jesper Vaczy Kragh.
Lægerne havde faktisk meget ringe teoretisk viden om det, de foretog sig, når de skar i patienternes hoveder. De eksperimenterede i blinde og konstaterede alene virkningen.
"Man havde utrolig lidt viden om, hvad man rent faktisk gjorde. Man arbejdede ud fra en empirisk tradition, hvor man ikke spekulerede over, hvordan det virkede, men konstaterede blot, hvorvidt folk havde symptomer, og om de ikke havde dem længere," siger Jesper Vaczy Kragh.
Og man var allerede tidligt klar over de mange bivirkninger ved det hvide snit: inkontinens, hæmningsløshed, følelseskulde, apati og epilepsi var bare nogle af dem samt en dødelighed på omkring seks procent. Et tal, der muligvis er endnu højere, da man kun registrerede dødsfald umiddelbart i forbindelse med operationene, selvom mange først døde efterfølgende. Ydermere er dødsfald efter 1950 slet ikke opgjort.
Bivirkningerne blev faktisk refereret i både journaler og tidsskrifter. Alligevel var der ingen, der protesterede. Og samtidens presse var begejstret: Anerkendte tidsskrifter som Ugeskrift for Læger skrev rosende om lobotomier, og den danske presse priste behandlingen med vendinger som "triumftog", "mirakel" og "sejrsgang".
"Der var ingen markant opposition. Det kan være svært at forstå, men man fokuserede på de enkelte positive cases - og ikke på bivirkningerne. Og når man evaluerede, brugte man ikke den kategori, der hed "forværret", selvom man kunne observere det på hospitalerne," siger Jesper Vaczy Kragh.
Hen mod slutningen af bogen citerer Vaczy Kragh den schweiziske læge Gottlieb Burckhardt. Han lavede allerede i 1890 eksperimenter med hjerneoperationer, hvor han fjernede hjernebarken på seks psykiatriske patienter.
Hans resultater blev køligt modtaget, og metoden vandt ikke udbredelse. Men i en artikel om behandlingen skrev han: "Læger er af naturen forskellige. Den ene holder fast på grundsætningen: først og fremmest ikke gøre skade. Den anden siger: Det er bedre med en tvivlsom behandling end slet ingen. Jeg tilhører under alle omstændigheder den sidste kategori".
Og den danske linje i behandlingen var præget af samme holdning.
"I det her tilfælde valgte man i Danmark en meget aktiv kurs. Man håbede, man kunne hjælpe de syge, selvom man vidste, de betalte en pris. Det er en helt fundamental problemstilling og evigt aktuel valgsituation for læger: Hvis man ikke gør noget, kan det bliver værre. Men hvis man gør noget, risikerer man jo at gøre noget forkert," siger Jesper Vaczy Kragh.
Det hvide snit var mest udbredt frem til midten af 1950'erne, men med fremkomsten af psykofarmaka faldt antallet af operationer drastisk, men det blev stadig brugt og havde endog en opblomstring i 1970'erne. Efter en meget kritisk rapport fra en gruppe psykiatere blev det vedtaget, at psykokirurgi krævede godkendelse fra et lægeråd nedsat af Sundhedsstyrelsen, og siden 1983 er operationen ikke blevet udført i Danmark.
I kølvandet på en tv-dokumentar om emnet i 1991 lavede Sundhedsstyrelsen en kortlægning af omfanget af lobotomier i Danmark. Men yderligere undersøgelser og eventuel erstatning blev afvist modsat i for eksempel Norge, hvor en undersøgelseskommission har ledt til udbetaling af erstatning til patienterne.
"Man vurderede i Danmark, at det ikke var et eksperiment, men en anerkendt behandling, og derfor mente man ikke, man kunne føre en erstatningssag. Personligt synes jeg da, det var en fejl, at man ikke i det mindste lavede en undersøgelse. Men man har helt klart en tendens i Danmark til at lukke den slags ned frem for at se på, hvad man kan lære af fejlene og historien," siger Jesper Vaczy Kragh.
vaaben@k.dk
Det hvide snit – Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922–1983. Jesper Vaczy Kragh. Syddansk Universitetsforlag. 475 sider. Er netop udkommet.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
