Helle Sahl Madsen |
8. november 2010
Havemanden Claus Dalby har ikke så meget tid til at se skuespil og gå til koncerter, men han er glad for, at der både findes et teater og et musikhus i Århus. Han er aktuel med bogen "Mit haveliv"
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
"Det er 'Prinsesserne' af Anne Marie Løn. Den handler om to søstre, der har en stor gård i Vendsyssel. Langsomt forfalder alt for dem, og de ender som udstødte i samfundet. Det er en meget spændende og velresearchet bog."
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
"Helt uventet er det nok Hans Edvard Nørregård-Nielsens 'Mands Minde'. Min familie stammer nemlig fra det Vestjylland, som han beskriver. Jeg føler mig meget knyttet til landsdelen, og da jeg læste bogen, var det som at høre min bedstefar tale."
Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?
"Ja. Første gang, jeg besøgte Hampton Court Palace Flower Show i England, der er en kæmpestor haveudstilling. Den oplevelse har haft stor betydning for mit haveliv sidenhen.
Det gjorde et stort indtryk på mig at opleve den overdådighed, der fandtes, og møde en passion og et interessefællesskab med nogle ligesindede. Det er dejligt at være sammen med mennesker, som man deler interesser med, for så kan man springe nogle led over i samtalen. Man behøver ikke at komme med en masse mellemregninger.
Jeg tror, at min begejstring for England altid har ligget der latent, men jeg opdagede for alvor England, da jeg begyndte at interessere mig for have, for England er jo et rigtigt haveland, og når jeg kommer til England, er det som at komme hjem. Jeg plejer at sige, at England er en tidslomme og et land, fra før verden gik af lave. Her kan man købe alt, for der er en udpræget sans for feinschmeckeri og æstetik.
Når jeg kommer til England, overnatter jeg altid på det, der hedder 'bed and breakfast for gardenlovers'. Det er ofte nogle helt fantastiske steder, som giver nogle kulturoplevelser, som jeg gerne vil anbefale til andre."
Hvad betyder kultur for dig?
"Det betyder alt. Det kan godt være, at jeg ikke selv så ofte går i teateret eller i biografen, fordi jeg er engageret i så mange andre ting. Men det ville være frygteligt, hvis ikke der fandtes et kulturliv.
Jeg kan godt lide visheden om, at der i en by som Århus, hvor jeg bor, findes både et teater og et musikhus, hvor man kan se fantastiske teaterstykker og høre skøn musik.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
"Al kultur fortjener opmærksomhed - og gerne mere. Det, som jeg savner inden for kulturlivet er de radiomontager og radiodokumentarer, som blev lavet tidligere.
Når jeg går i min have, kan jeg nemlig godt lide at gå og høre P1-programmer, som jeg har podcastet, og så savner jeg altså nogle nye montager og dokumentarprogrammer."
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
"Danske film fra 1960'erne og 1970'erne a la 'Min søsters børn'. De er fortænkte, platte og lavet for hurtigt."
madsen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad