Frankrig går til kamp mod religiøst hærværk

Den 6. oktober udsendte borgmester Roland Ries en "Republikansk appel", hvor han opfordrer til at danne en "demokratisk front, hvor vi står sammen om vore demokratiske værdier".

"De skyldige ønsker at splitte os og så tvivl om det, der udgør vort samfunds grundpiller. Vi siger: Nu er det nok," hedder det i appellen, som er blevet underskrevet af over 5000 borgere i Alsace.

Dagen efter fulgte de katolske, protestantiske, jødiske og muslimske trossamfund efter med en fælles fordømmelse af "disse provokationer, der har ramt en række personer alene på grund af deres religiøse tilhørsforhold".

"Alsace har traditionelt været et sted, hvor den katolske, protestantiske og jødiske tro og nu også islam har levet side om side. Vi har en meget velfungerende religionsdialog, og det er tilsyneladende det, som falder ekstremister fra alle sider for brystet," siger Martin Bogner, provst i den katolske kirke i Strasbourg.

I Alsace, som blev berømt i sommer, da bystyret nægtede at give tilladelse til en "kæmpeaperitif med vin og pølse" organiseret af højrenationalistiske grupper, mener både kirkerne og de kommunale myndigheder, at hærværket og gravskændingerne er resultatet af "en instrumentalisering af religionen i politisk øjemed", som Martin Bogner udtrykker det.

Det er langtfra tilfældet overalt. De fleste skændinger går ud over katolske kirkegårde og kirker.

Af de 226 tilfælde i 2009 gjaldt de 216 kristne symboler. Og alle undersøgelser tyder på, at religiøst hærværk som oftest begås af helt unge, ofte mindreårige, som i fuldskab trænger ind på kirkegårdene eller i kirkerne på jagt efter moralske grænser, de kan overskride.

"Tidligere havde gravskændinger især en religiøs eller politisk dimension og gik først og fremmest ud over jødiske eller muslimske kirkegårde. Det nye er, at det nu langt overvejende er kristne kirkegårde og kirker, der udsættes for skændinger," siger André Flajolet, medlem af det franske parlament for regeringspartiet UMP og forfatter til en rapport om fænomenet i 2008.

Men det gør ikke gravskændingerne mindre alvorlige, understreger han.

"For de unge er der ikke den store forskel på, om de vælter en gravsten eller en skraldespand. Det er udtryk for en historieløshed, hvor man ikke føler sig knyttet til de symboler, der illustrerer fællesskabet," mener André Flajolet.

Religionssociolog Olivier Beaubino fra det katolske universitet i Paris går et skridt videre efter at have arbejdet med gravskændinger ud fra en antropologisk synsvinkel. De er på det symbolske plan et angreb ikke kun på de døde, men på de levende, mener han.

"Gravskændinger er udtryk for, at man forgriber sig på de levendes ret til at mindes deres forfædre. Det betyder, at man angriber deres historie og hele deres oprindelse. Når man ødelægger symboler på den religion, man selv tilhører, signalerer man, at man ikke accepterer at tilhøre et nedarvet fællesskab, hvor generationerne er knyttet til hinanden. Det er udtryk for en form for dyb håbløshed. Forgriber man sig på andre religioners kirkegårde, er det et angreb på disse menneskers oprindelse," analyserer han.

"Selv mafiaen respekterer de døde. Når unge ikke længere gør det, er det udtryk for et samfund, der er ved at miste sine kulturelle og moralske pejlemærker," mener André Flajolet.

b.pedersen@k.dk