Lars Løkke Rasmussen skal indgyde partiet nyt mod til mødet i weekenden.
- Claus Fisker/Scanpix.
Henrik Hoffmann-Hansen |
6. november 2010
Den borgerlige blok er revnet, og det gør det ikke lettere for at statsminister Lars Løkke Rasmussen at indgyde Venstre nyt mod, når partiet holder landsmøde i weekenden
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ærgrer sig formentlig en ekstra gang over, at Nato om 14 dage holder et vigtigt Afghanistan-møde med blandt andre USA's præsident. Mødet er den direkte anledning til, at Venstre måtte fremrykke sit landsmøde til i dag og i morgen, fordi statsministeren ikke ville risikere at melde afbud til et vigtigt møde med Barack Obama.
Venstre-toppen skal nu møde baglandet, dagen efter at Liberal Alliance er trådt ud af finanslovsforhandlingerne med beskyldninger om, at regeringen fører social-demokratisk politik.
Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, udtrykte det i går på denne måde ved et pressemøde på Christiansborg:
"Lars Løkke må prøve at forklare sit bagland, når han kommer til landsmøde, hvorfor det var så umuligt for Danmarks tidligere liberale parti at imødekomme et ønske om at fjerne tre, små skatter," sagde han.
De tre skatter, han gerne ville have fjernet, var multimedieskatten, iværksætterskatten og særskatten på pensioner til i alt knapt tre milliarder kroner. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forklarede, at han ikke kunne give alle tre lettelser, når Danmark har udsigt til et statsunderskud på 80 milliarder kroner.
Anders Samuelsen har en indlysende interesse i at gøre Venstre og De Konservative til hovedskurkene for forliset, fordi det er de to partier, han håber at liste flere stemmer ud af ved næste valg. Den primære forklaring på bruddet skal dog findes et andet sted, nemlig hos Dansk Folkeparti.
De to regeringspartier ville hellere end gerne have opfyldt Liberal Alliances ønsker, som deles af mange borgerlige vælgere, men Dansk Folkeparti vil under ingen omstændigheder give så store indrømmelser til "et parti med tre mandater", som Pia Kjærsgaard pointerede i går. En milliard kroner pr. mandat er langt mere, end Dansk Folkeparti nogensinde har fået i en finanslovsforhandling.
Partiet har til nød accepteret, at multimedieskatten, der indbringer 1,5 milliarder kroner, fjernes, og det vil nok ske selv uden Liberal Alliances medvirken, vurderer Anders Samuelsen.
Han er også overbevist om, at regeringen må imødekomme flere krav om skattelettelser efter næste valg, hvis den borgerlige blok da ellers bevarer flertallet. Får Liberal Alliance 5-6 procent af stemmerne, som meningsmålinger viser, vil partiet få de afgørende mandater. Og regeringen vil næppe have et alternativt flertal med Kristendemokraterne som i dag.
Nu bliver det dette partis folketingsmedlem, Per Ørum Jørgensen, der som mandat nummer 90 skal bære finansloven igennem. Han vil nok få sit ønske om en værdikommission og lidt ekstra støtte til landdistrikterne og socialt udsatte opfyldt, men må samtidig sluge en række stramninger af udlændingepolitikken, som Dansk Folkeparti har krævet.
For Lars Løkke Ramussen er det ikke nogen drømmesituation, når han i dag vil forsøge at tænde en ny gnist i sit parti.
Mismodet er udbredt efter de mange dårlige sager, De Konservatives nedsmeltning og de elendige meningsmålinger. Nu kan man så yderligere se frem til en valgkamp, hvor oppositionen kan pege på splid i regeringsblokken.
hoffmann@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad