Paraboler, ghettoer og dem fra den tredje generation

Vi har en Udlændingeservice og et integrationsministerium. Ord som fremmede og udlændinge findes i et stort omfang, og så anvender vi ord, der i Canada er fremmedord, nemlig anden generationsindvandrere for slet ikke at tale om tredjegenerationsindvandrere. Alene den retorik er alt andet end imødekommende og inkluderende.

I mit daglige arbejde som formand for Dansk Journalistforbund har jeg nu gennem 10 år oplevet, at jo mere samarbejdende og inkluderende Dansk Journalistforbund som forbund har ageret, des større indflydelse har vi fået. Der vil altid være et ønske om en vis eksklusivitet, men den er intet værd uden en inkluderende tilgang til den.

Det gælder også i spørgsmålet om Danmarks forvandling fra et stammesamfund til et multikulturelt samfund. Så længe vi opfører os eksklusivt, vil vi ikke have held med os. Den dag, vi tager udgangspunkt i at være et samfund, der ønsker at inkludere nye mennesker og deres ressourcer, som de tager med sig til Danmark, bliver vi stærke.

Selvfølgelig er det ikke så enkelt, som det lyder, og selvfølgelig vil vi lide tab undervejs, men i en stadig mere global verdensorden har vi næppe noget valg, hvis vi ikke vil overgå til museet for særlige europæisk folkeslag.

Tilbage til Canada, Rigsfællesskabets største nabo, hvor immigrationsprojekter (bridging-projekter), fairness-kommissioner og så videre præger billedet af den retorik, der anvendes. Ligesom vi i Danmark taler om danske værdier, forsøger canadierne såmænd også at tale om canadiske værdier, men det er helt andre værdier end de nationalt bårne.

Skåret ind til benet er det alene menneskerettighederne, der overlever som canadiske værdier, når canadierne bliver gået på klingen, men det er da heller ikke så ringe. Det er da lige til at kopiere, for hvilke værdier er højere end menneskerettighederne?

Canada er naturligvis privilegeret af en historie og et land med kolossale vidder ( tre indbyggere pr. kvadratkilometer mod Danmarks 125), men formentlig er det også med til at give udsynet. Hvert eneste år flytter en kvart million mennesker eller en by på Århus? størrelse ind i Canada, og det er ressourcer, landet i stor udstrækning både forstår, forsøger og formår at udnytte.

Immigrationen sker under en operationel og objektiv godkendelsesform, idet hver enkelt immigrant skal opnå et antal point på en skala opbygget i forhold til sproglige kundskaber, uddannelse, erhvervserfaring og lignende for at kunne få arbejds- og opholdstilladelse, men intet om ens oprindelsesland. Herudover er det naturligt, at familien følger med.

Mens det i Danmark kan tage op til syv år for en udlænding at få job, tager det i Canada gennemsnitligt kun syv måneder for en immigrant at komme i beskæftigelse. Mens ventetiden i Danmark til dels er uproduktiv og vanskelig, anvendes den i Canada til læring og forberedelse til det nye liv og ofte et nyt statsborgerskab, der opnås efter blot et par år mod syv år eller mere i Danmark.

Mens indvandrere i Danmark må leve med en mangfoldighed af medier - bortset fra et par meget små undtagelser - udelukkende på dansk, så vrimler det på avishylderne i de canadiske kiosker med allehånde etniske dagblade. Den mangfoldighed har en enorm værdi for udviklingen af samfundet.

En helt korrekt indvending vil her være, at forskellen mellem Canada og Danmark også er, at Canada modtager immigranter på jagt efter job og en ny tilværelse, mens vi i Danmark modtager mennesker på flugt, mennesker der søger asyl, fordi de på den ene eller anden måde er i nød, men som ifølge nogle danskere helst skulle rejse hjem igen. Måske er det også derfor, at integrationsministeriet oven i købet har valgt at hive stikket ud for et af de eneste indvandrerblade, der er tilbage.

Canada modtager også mennesker på flugt - cirka 30.000 flygtninge med asylstatus til Canada eller cirka 10 procent af immigranterne. Sådan forstås de også og betragtes nærmest som en ressource for landet.

Tænk, hvis vi begyndte at se vores flygtninge som ressourcer i det danske samfund og at behandle dem derefter. Så ville vi begynde at give vores nye indvandrere en langt mere målrettet undervisning, og nogle af dem vil ligefrem komme i beskæftigelse langt tidligere, end de i dag er berettigede til. Vi er mange, der vil kunne hjælpe.

Inden for hvert eneste fagområde kunne vi i organisationerne bidrage med en tilgang, der er inkluderende. Inden for medie- og kommunikationsfagene kunne vi passende begynde med at blive meget bedre til at kunne se indvandrere som en ressource, der kan give hvert eneste medie og hver eneste kommunikationsarbejdsplads ny viden og nye vinkler.

Indvandrere tager masser af viden med sig fra de lande, de kommer fra, og der er masser af særdeles dygtige journalister blandt asylsøgerne. De vil kunne gøre os klogere, give os udsyn. Det er eksempelvis en gevinst, når en tyrkisk indvandrer i en nyhedsudsendelse kan tage seerne med i et nyhedsindslag ind i Tyrkiet.

Om blot få år vil efterspørgslen på at få nye ressourcer til landet stige. Dem får vi kun for alvor, hvis vi forbereder os på det. En af forberedelserne går på at anerkende mangfoldigheden. Det er på høje tid, vi kommer i gang.

Mogens Blicher Bjerregård er formand for Dansk Journalistforbund