Stormen på Vinterpaladset i Skt. Petersborg den 25. oktober 1917 er af eftertiden blevet opfattet som den afgørende nøglebegivenhed, når talen er om Den russiske Revolution. I den sovjetiske historieskrivning blev stormen et billede på det underkuede folks protest mod det gamle regime.
I den vestlige tradition har man lagt vægt på, at der var tale om et kup mod en demokratisk valgt regering begået af en fraktion af venstrefløjen, bolsjevikkerne, ved hjælp af nødtørftigt sammenskrabede tropper og under ledelse af V. I. Lenin. Det gamle regime, zarens enevældige styre, var nemlig faldet allerede tidligere på året til fordel for et tilløb til et parlamentarisk demokrati.
Hvis man - som Erik Kulavig gør det i denne bog - imidlertid betragter den 25. oktober som blot en begivenhed blandt mange andre i disse urolige år, skrumper den på sin vis ind. Der var ikke tale om Den russiske Revolution i bestemt form ental. Rusland var i disse år præget af mange slags uroligheder, fløjkrige, pogromer, kupforsøg, væbnede opstande, revolter, revolutioner, borgerkrig og en verdenskrig. Omkostninger i penge og ikke mindst menneskeliv var skrækindjagende.
Hvad der for bagklogskaben kan se ud som Sovjetunionens fødselstime hin oktoberdag, var i samtiden mere at forstå som et taktisk træk, der ganske vist gav Lenin mulighed for at udmanøvrere mange af sine modstandere, men på ingen måde garanterede ham den endelige sejr. Han handlede på et tidspunkt, da ingen i det, der dengang var landets hovedstad, sad inde med den afgørende magt. Der skulle altså på den ene side ikke meget til for at skubbe regeringen af pinden, men på den anden side var der heller ikke noget afgørende vundet ved at gøre det. Først fire år og en borgerkrig senere kunne Lenin kaldes landets ubestridte leder.
Lenins taktiske overlegenhed bestod ikke mindst i hans kynisme.
Han følte intet behov for at retfærdiggøre sine handlinger ved hjælp af velkendte normer eller etablerede institutioner.
Det mest slående er den ærlighed, hvormed denne indstilling blev deklareret. Bolsjevikkerne hyldede ganske åbenlyst voldsanvendelsen. Det banede vejen for den berygtede røde terror.
Det rejser ganske naturligt spørgsmålet, om der gik en lige linje fra Lenins revolution til Stalins terrorregime i 1930?erne. Kulavig forsøger sig med et svar:
"Det særlige ved "terroren" i trediverne var, at selv om det gik ud over mange, så var der intet socialt lag, der blev fuldstændig fjernet, så man kunne godt bilde sig selv ind, at hvis man ellers var et samvittighedsfuldt menneske, så ville man ikke lide overlast. Skete det alligevel, kunne man trøste sig med, at der var tale om en fejl. Under borgerkrigen var der tale om virkelig terror, idet det gik ud på at udrydde hele lag af befolkningen. Alle, der ikke med gerning viste, at de tilhørte den nye magt."
Det er faktisk ganske uklart, hvad Kulavig mener. Umiddelbart ser det ud til, at han forveksler terror med folkedrab. Ellers giver det slet ingen mening at sætte Stalins terror i gåseøjne, hvad man ellers kun kan forestille sig inkarnerede stalinister gøre, og Kulavig er næppe stalinist.
Det er faktisk et af bogens afgørende fortrin, at dens forfatter ikke er ude i et ideologisk ærinde. Til plusserne må også regnes det fortrinlige udvalg af samtidige fotos fra Skt. Petersborgs statslige billedarkiv.
Problemet er, at Kulavig simpelthen skriver for upræcist og uklart - ikke kun i denne passage. Det ødelægger et ellers fortjenstfuldt forsøg på at tage disse centrale verdenshistoriske begivenheder og sætte dem ind i deres sammenhæng. Det hindrer forfatteren i at give dybde og nuance til de diskussioner, der knytter sig til Sovjetunionens tilblivelse og væsen.
Erik Kulavig: Den Russiske Revolution 1917 – et folks tragiske kamp for frihed. 320 sider. 349 kroner. Gyldendal.