Et nyt beredskab i den katolske kirke i Danmark skal hindre eventuelle sexovergreb. Et opgør med en "fortidig kultur i kirken", fastslår katolsk biskop
Den katolske kirkes egne uklare regler for håndtering af anklager om seksuelle overgreb var med til at forværre den krise, som kirken i foråret blev kastet ud i.
LÆS OGSÅ: Katolikker laver nye regler for behandling af overgrebDet skriver forfatterne bag en ny beredskabsplan, "Den katolske kirkes beredskab over for seksuelle overgreb mod børn og unge", som fremover skal forebygge overgreb i den katolske kirke i Danmark. Ifølge den katolske biskop, Czeslaw Kozon, må kirken tage ved lære af de tidligere sager:
"Vi kan ikke sige os fri for, at noget af det, som er gået galt, beror på en fortidig kultur i kirken, som blandt andet bestod i manglende opmærksomhed over for konsekvenserne for ofrene efter et overgreb. Det skyldtes dels utilstrækkelig viden om seksuelle overgrebs væsen og følger, dels ønsket fra kirkens side om ikke at skade sit image," siger han.
Den tidligere beredskabsplan fra 2008 gjorde kun ondt værre, da de 33 anklager om sexovergreb i foråret kom frem efter et interview med den katolske biskop i Kristeligt Dagblad. Det mener Erling Tiedemann, formand for udvalget bag beredskabsplanen.
"Reglerne i den gamle beredskabsplan var uklare, og det førte til dårlig kommunikation internt i kirken og mellem kirken og offentligheden. Nu har vi slået fast, at der aldrig skal være tale om, at præster efterforsker sig selv - det er politiets opgave. Og det er gjort klart, at hvis nogen forsynder sig i kirken, må de regne med, at selvom politiet henlægger sagen, er vi ikke færdige med den! Også selvom der er tale om adfærd, som rent strafferetligt ikke er ulovligt," siger han.
Selvom beredskabsplanen omtales som "imponerende" af en juridisk ekspert, vil den ikke kunne genoprette den katolske kirkes troværdighed, mener Erling Tiedemann. Heller ikke selvom politiet opgav efterforskningen af samtlige 33 anmeldelser om overgreb, blandt andet på grund af forældelse.
schelde@k.dkjohansen@k.dk