Religionslærere er glade for det stigende samarbejde med folkekirken.
- Sonny Munk Carlsen/Scanpix.
Tobias Stern Johansen |
9. november 2010
Folkekirkens skoletjeneste er vokset de seneste 10 år og leverer en stigende støtte til skolernes kristendomsundervisning, lyder det fra religionslærerne og eksperter
Rollespil, historiefortællinger og kreative lege i den lokale sognekirke er blevet en integreret del af folkeskolernes kristendomsundervisning i store dele af landet. Antallet af folkekirkens skoletjenester er vokset eksplosivt over de seneste fem-ti år, og i dag tilbyder folkekirken hjælp til skolernes undervisning 26 steder i landet med mere end 40 hel- og deltidsansatte. Både lærere og elever er samtidig begejstrede for kirkens skoleprojekter, lyder det fra Folkeskolens Religionslærerforening.
LÆS OGSÅ: En dag med dødssynder og helteøvelser i kirken"Det er et tilbud, der er stor efterspørgsel efter på skolerne. Meldingerne, vi får fra lærerne, har kun været positive. Skoletjenesten leverer et gennemarbejdet og tilrettelagt projekt til skolerne med oplæg til eleverne og en præst, der er klædt på til at tage imod eleverne. Det virker ret professionelt," siger formand for Folkeskolens Religionslærerforening John Rydahl.
Skoletjenesterne supplerer ofte undervisningen med en stuntman, billedkunstner eller en anden kreativ person, som har en praktisk tilgang til undervisningen.
"Det giver eleverne et større udbytte af undervisningen," siger John Rydahl.
Sognepræst Helle Krogh Madsen, som i 1992 grundlagde en af landet første skoletjenester i København og på Frederiksberg, bekræfter, at skolerne i stigende omfang benytter sig af kirkens tilbud til skolerne.
"Vi har aldrig før haft så mange skoler med som i år," siger hun.
Skole-kirke-samarbejdet hjælper mange steder lærerne med at opfylde de høje krav til elevernes kundskab, vurderer Leise Christensen, som er lektor ved Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster, med speciale i børn og unges forhold til tro.
"Børnene skal nå at lære meget ifølge Folketingets nye trinmål, og samtidig mangler en del skoler lærere med kristendom eller religion som linjefag. Skoletjenesterne er pædagogisk utrolig opfindsomme og tilgodeser alle måder at være barn på. Og samtidig tilbyder kirkerummet helt andre muligheder for undervisningen, end klasseværelset gør. Børn synes, det er stjerneinteressant, og skolerne betragter tjenesten som en virkelig god og stærk ressource," siger hun.
Udbredelsen af skoletjenester er samtidig udtryk for, at folkekirken vil gøre op med faldende medlemstal og manglende kontakt til store dele af befolkningen, vurderer Leise Christensen.
johansen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad