Hekse, djævle, magi, kætteri - og en masse historikere

Disse begreber var med til at sætte rammerne for den menneskelige erkendelse, men billedet var ikke entydigt. Det var forskelligt fra periode til periode, fra region til region, endda fra by til by. Fælles for hele Europa var inddelingen i begrebsparrene Gud og Djævelen, godt og ondt.

Konferencen tager sit afsæt i de senere års begyndende opgør med den faglige opsplitning i blandt andet kirkehistorie, videnskabshistorie og folkloristik, der havde medvirket til et kunstigt modsætningsforhold mellem for eksempel religion og videnskab.

Hovedparten af middelalderens eller postreformationens teologer ønskede på ingen måde at spænde ben for videnskaben i Guds navn. Og størstedelen af tidens videnskabsfolk arbejdede ud fra den samme indbyggede tro på Guds almægtighed som teologerne.

I lyset af de geografiske forskelle kan problemfeltet med fordel studeres i et komparativt perspektiv på tværs af nationale eller konfessionelle grænser. For de fleste kommer det stadig som en overraskelse, at de katolske inkvisitioner ikke var nær så brutale i deres forfølgelser af troldfolk og andre magikere som protestanterne. Faktisk kan man sige, at vi i det protestantiske nord var et af hekseforfølgelsernes hotspots.

De europæiske hekseforfølgelser tiltrækker sig traditionelt opmærksomhed fra mere end blot fagfolk. Når historikerne studerer hekseforfølgelser, så anskuer de emnet ud fra en reformationskontekst. Hekseforfølgelserne opstod i kølvandet på de protestantiske reformationer og knytter sig til den sociale disciplinering, som fandt sted i både Nord- og Sydeuropa.

Efter den lutherske reformation i Danmark blev helgentilbedelse til afguderi og katolske helbredelsesformler til trolddom. I Sydeuropa var kirken ligeledes årvågen over for almindelig menneskers brug af magiske ritualer og personer, der mente, de besad overnaturlige og helbredende evner. Men her handlede det ikke om at udrydde ritualerne så meget som at sørge for, at det var kirkens egne folk, som forestod dem.

Enhver inkvisitor vidste jo, at almindelige mennesker ikke havde forstand på det hellige. De var ikke ordinerede og havde ikke præster og munkes særlige kanal til det hellige og ville i stedet misbruge troen. Og misbrug af troen krænkede Gud.

Konferencen i Odense tematiserer netop denne problemstilling, for hvordan opfattede folk i de forudgående århundreder magikere, mystikere og mennesker, som mente at have særlige forbindelser til Gud?

I middelalderen var hellige kvinder helt normalt og antallet af helgenkåringerne højt. Men den bølge af fromme kvinder, der påkaldte sig Guds hellighed og derved foranledigede mirakler, blev få hundrede år senere udråbt til at være formidlere af Djævelens bedrag.

Sideløbende med de forskellige kirkelige konfessioners indsats for at opdrage sognebørnene i "den rette" tro tog naturvidenskaben sine første skridt. Denne udvikling har i hidtidig forskning været anskuet som en begyndende adskillelse af religion og videnskab.

Et sådant skel ville de fleste naturvidenskabsfolk i renæssancen nok have stillet sig uforstående over for. Videnskabsfolk og teologer agerede inden for den samme religiøse kontekst, og man kunne dengang være gudsbespotter, men ateist var ikke en mulighed.

Folk som Galilei betvivlede ikke på noget tidspunkt Guds eksistens, men de udfordrede den gængse og af kirkens accepterede måde at anskue verden eller universet på.

Den naturvidenskabelige bevægelse var ikke organiseret ud fra et fælles program, men bestod af en række enkeltpersoner og institutioner, som hver især bidrog til formationen af nye verdensbilleder, hvor tro og videnskab efterhånden kom til at operere uafhængigt af hinanden, men ikke som hinandens modsætninger.

Religionskrigen i 1500- og 1600-tallet, reformationerne, statsdannelsen og ikke mindst Trediveårskrigens rædsler førte både til en eksplosion i udviklingen af krigsteknologien og intensiverede forsøg på at disciplinere og opdrage befolkningerne i den sande tro, som krigene også handlede om.

Frygten for Djævelen og magien var til stede alle vegne, og uden at have renset ud i samfundet og fået opdraget befolkningen kunne man ikke gøre sig håb om at sejre eller afværge den dyrtid, pest og hungersnød, der fulgte i krigens kølvand.

Hvis årsagerne til krig, sygdom og hungersnød findes i spændingsfeltet mellem religion, magi og naturvidenskab, så er det klart, at midlerne til at undgå eller imødegå også findes her. Der var derfor i princippet ingen forskel på at indføre eksempelvis karantæne og medicinsk behandling og samtidig at forsøge at formilde Gud gennem bøn og bodsøvelser i bestræbelserne på at bekæmpe sygdom. Eller at bede hele befolkningen om at gøre bod og fremsige bønner imod Det Osmanniske Imperiums ekspansion eller katolske fyrsters angreb. Samtidig indførte man indfødsretsprøver og førte massive propagandakampagner imod muslimerne for at bekæmpe dem på hjemmefronten sammen med, men vigtigt før calvinister, katolikker og andre.

Man kan sige, at de forestillinger om, hvordan verden hang sammen i perioden 1400-1650, som vi normalt opfatter det, førte til massive forfølgelser af anderledes tænkende – værst i Danmark i perioden efter 1536.

Men moderne naturvidenskab udsprang netop af de tanker, som den ideologiske kamp mellem religion og videnskab affødte. Og det har fortsat relevans og gyldighed på mange forskellige niveauer: for spørgsmålet om videnskab og etik, moderne behandlingsmetoder versus "traditionel" eller alternativ medicin, om forfølgelser af anderledes tænkende "kættere" og så videre.

Det er let at foregøgle, at hekseforfølgelserne er længe siden, og at videnskaben har skubbet overtroen og religionen i baggrunden, men indfødsretsprøver, skræmmekampagner og etiske diskussioner om den medicinske frontforsknings forhold til religionen er stadig langt fremme i tidens politiske debat. Diskussionen begyndte i 1400-tallet og er fortsat lige så aktuel.

Janus Møller Jensen og Louise Nyholm Kallestrup er begge historikere