JEG HAR FULGT de frie skoler i Danmark, siden jeg i 1983 blev ansat på en fri kristen grundskole. I disse 27 år har jeg været stolt over at bo i et land, der vægter åndsfriheden på skoleområdet så højt, at man giver store økonomiske tilskud til frie grundskoler, efterskoler og højskoler.

Jeg er også stolt over, at vi her til lands har givet disse skoler frihed til at være anderledes end det offentlige skolesystem, hvad angår mål, indhold og metoder.

Men jeg er ikke stolt over den udvikling, som på det ideologiske plan tog sin begyndelse med terrorangrebene i 2001, og som på det økonomiske plan tog sin begyndelse med finanskrisen i 2008. Disse globale begivenheder har nemlig haft stor indvirkning på de frie skoler i Danmark.

Frygten for muslimsk ekstremisme har siden 2001 været motoren i en række ideologiske indskrænkninger af især de frie grundskoler. Det har betydet ændringer af friskoleloven, så frihedsgraderne er blevet mindre for alle skolerne, og det har betydet skærpede tilsyn, senest det såkaldte ekstremismetilsyn, hvor 25 skoler bliver udtaget og tjekket for de rette demokratiske værdier.

Konsekvensen af det store fokus på de muslimske friskoler har blandt andet været, at også de kristne friskoler er kommet i søgelyset. Med deres bibeltroskab og konservative teologiske holdninger har de haft stor politisk og mediemæssig bevågenhed de seneste ni år.

Jeg anerkender, at nogle af de ideologiske stramninger har været nødvendige. Også de frie skoler må reagere på ændrede omverdensvilkår. Men nogle gange løber bægeret så fuldt, at man må standse op og spørge, hvor en udvikling ender. Fra politisk hold er der ingen ende på de begrænsninger af friheden, man er villig til at ofre på det antimuslimske alter. Der er efterhånden ikke en sag om "tydelig religiøsitet", uden at flere politiske partier råber: "Mere kontrol med friskolerne!" Når frygtens psykologi styrer, er der ingen ende på kontrol og beskyttelsesstrategier – som fører til øget frygt og isolering.