Birthe B. Pedersen |
11. november 2010
Flere europæiske byer står over for ansøgninger om kald til bøn fra minareter. Mange muslimer mener dog, at ordentlige forhold i moskéerne er vigtigere
Myndighederne i den stockholmske forstad Botkyrka hørte om ønsket via pressen.
"Vi har søgt om lov til at kalde til fredagsbøn fra moskéen, men vi har ikke fået noget svar," sagde Ismael Okur, leder af Muslimska Föreningen i Botkyrka, i et interview i dagbladet Dagens Nyheter sidste år.
Men Botkyrka Kommune kender ikke noget til nogen ansøgning, den første af sin art i Sverige.
"Den muslimske forening har fremsat sit ønske i et interview i en avis. Men vi har ikke fået nogen formel ansøgning. Og den byggetilladelse, som er udstedt til moskébyggeriet, præciserer, at der ikke kan gives tilladelse til bønnekald. En tilladelse forudsætter i givet fald, at byggetilladelsen ændres," siger Tuva Lund, politisk sekretær ved Botkyrka Kommune.
Sagen vakte en del opsigt i Sverige og udløste en debat om minareter netop på det tidspunkt, hvor schweizerne ved en folkeafstemning besluttede at forbyde minareter på nye moskéer.
Den såkaldte adhan eller bønnekaldet, hvor muezzinen via højttalere kalder til bøn fra minareten, hører til sjældenhederne i Europa. Det findes ikke desto mindre i en række byer med betydelige muslimske befolkningsgrupper.
"Spørgsmålet om bøns-kald var på dagsordenen i 1970?erne, da de europæiske lande begyndte at åbne sig for multikulturalismen og islam. Men i praksis har det store flertal af muslimerne afholdt sig fra at bede om lov til at kalde til bøn fra højttalere og nøjes med en adhan, der lyder inde i moskeen. Forbud er gængse i de fleste europæiske lande, selvom det ikke altid er klart formuleret," siger Stefano Allievi, religionssociolog ved universitetet i Padova i Italien og forfatter til en undersøgelse af de europæiske landes håndtering af moskébyggerier, som blev offentligjort i slutningen af 2009.
I Frankrig er tilladelse til bønnekald utænkeligt i overensstemmelse med landets verdslige tradition. I de lande, der tillader moskeerne at kalde til bøn med højttalere på minareterne, er tilladelserne ledsaget af strenge begrænsninger om antal og lydstyrke.
Norge accepterer for eksempel kun bønnekald i forbindelse med fredagsbønnen og kun på betingelse af, at lydstyrken ikke overskrider 60 decibel. Det vil i praksis sige, at kun duerne på tagene kan høre det. Og også i Østrig, hvor bønnekaldet kun lyder fra den store moské i Wien, er adhan begrænset til fredagsbønnen.
Holland er det eneste land, som har lovgivet om bøns-kald og i en lov fra 1987 udtrykkeligt sidestillet muezzinens kald fra minareten med kirkeklokker. Men det er op til de enkelte byer at udforme præcise regler for brugen af højttalere og for eksempel regulere lydstyrke og hyppighed. I Amsterdam så vel som i de fleste andre hollandske byer er adhan kun tilladt om fredagen i forbindelse med fredagsbønnen med en øvre decibelgræse.
Også i Tyskland kan flere tekster læses sådan, at muezzinens kald er en del af religionsfriheden og desuden bør tillades på lige fod med klokkeringning fra kirkerne. Men det er op til de lokale myndigheder at give tilladelse, og i praksis er retten til at kalde til bøn som oftest blevet fortolket som muezzinens ret til at råbe, ikke til at benytte højttalere.
Men inden for de seneste måneder er flere anmodninger om at benytte højttalere indløbet hos tyske kommunalbestyrelser. I Rheinfelden nær den schweiziske grænse klingede muezzinens råb ud over byen i tre uger, før naboerne begyndte at klage og kræve et stop for bønnekaldet.
I Rendsborg i Nordslesvig har to indbyggere iværksat en underskriftsindsamling for at forhindre, at det nybyggede islamiske kulturcenter får lov til at kalde til bøn fra de 26 meter høje minareter. Efter forhandlinger med bystyret er ansøgningen blevet begrænset til adhan i forbindelse med fredagsbønnen, og en undersøgelse af støjniveauet skal afgøre, om muezzinens kald er generende for naboerne eller ej.
"Det er et tegn på normalisering af islam, når man behandler ansøgning om bønnekald som enhver anden støjkilde som for eksempel et diskotek," siger Stefano Allievi.
Også i den belgiske by Beringen behandler myndighederne en ansøgning om højttalerbåret bønnekald fra Fatih-moskéen, en af Belgiens største moskéer. Og i den britiske by Oxford har Central Mosque erklæret, at man gerne vil have lov til at kalde til bøn tre gange dagligt eller, hvis dette afvises, i det mindste om fredagen.
Stefano Allievi mener ikke, at kravet om at kunne kalde til bøn fra minareterne er ved at udvikle sig til et nyt krav blandt Europas muslimer.
"Muezzinens kald har ikke betydning for religionsudøvelsen, men er mest udtryk for et ønske om anerkendelse og synlighed for islam. Jeg tror ikke, vi vil se flere og flere krav om bønnekald," siger den italienske forsker.
Et synspunkt, som støttes af European Muslim Union, en paraplyorganisation for muslimske organisationer i EU.
"Spørgsmålet er marginalt. Vi er meget mere interesserede i moskéer med ordentlige pladsforhold. Bønnekald med højttalere er unødvendigt og i de fleste tilfælde umuligt at gennemføre," siger Sulaiman Wilms, talsmand for European Muslim Union
En af grundene er, at meget få moskéer ligger i overvejende muslimske kvarterer, hvor det giver mening at kalde til bøn, påpeger en talsmand for moskéen i East London, den ene af de to britiske moskéer, som har lov til at kalde til bøn med højttalere.
"Vi ligger midt i et overvejende muslimsk kvarter, men det er tilfældet for meget få moskéer, og det ville virke generende for naboerne, hvis alle moskéer skulle kalde til bøn," siger talsmanden.
kirke@k.dkLæs mere om moské- debatten på
@K.dk henvisning:k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad