Bente Clausen |
11. november 2010
Over hele Europa diskuterer politikere og gejstlige det muslimske kald til bøn. Hvor meget støj kan accepteres i det offentlige rum - og hvor langt kan religionsfriheden strækkes? I går kom turen til det politiske miljø på Christiansborg. Kristeligt Dagblad var med til et samråd, som kun på overfladen handlede om... støj
"Jeg fristes til at spørge, har ministeren aldrig rejst i muslimske lande eller set en film, hvor der indkaldes til bøn fra en minaret? Vi kender ikke den lyd i Danmark, men man kan da ikke gøre sig døv og blind og sige, at fordi det ikke er et problem lige nu, så kan man ikke forberede sig."
Dansk Folkepartis kirkeordfører, Jesper Langballe, tabte på et tidspunkt tålmodigheden i går ved det åbne samråd med miljøminister Karen Ellemann (V). Han havde ellers i begyndelsen af samrådet fastholdt, at det udelukkende handlede om støj og ikke religiøse modsætninger. Men godt hjulpet af Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, endte diskussionen alligevel i debatten om den potentielle støj fra potentielle bøns-kald fra moskéer, som måske dukker op i fremtiden.
Imens forsøgte Karen Ellemann at holde sig til de spørgsmål, hun på forhånd havde fået.
"Jeg er ikke bekendt med støjproblemer med moskéer i dag. Og jeg er ikke bekendt med, at der i Danmark er bønnekald fra minareter. Støj fra moskéer er i dag et ikke-eksisterende problem. Miljøbeskyttelsesloven regulerer ikke noget, der ikke eksisterer," sagde miljøministeren.
Karen Ellemann tilføjede, at netop når det handler om religionsfrihed, så kan der også reguleres, men det kræver andre redskaber end støjregulering. Et trossamfund er ikke det samme som en erhvervsvirksomhed.
"Det kræver en undersøgelse af problemet, også i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikler om religionsfrihed, så derfor skal Justitsministeriet medvirke til den undersøgelse."
I den sammenhæng var hun også forberedt med en liste over, hvordan andre europæiske lande tacklede bønnekald fra minareter. For eksempel er det tilladt i Holland siden 1987 efter samme model som kirkeklokker, i Tyskland er det en grundlovssikret ret, og i Storbritannien er det tilladt, men med restriktioner.
Martin Henriksen mente, at flere medlemmer af regeringspartierne har udtalt, at de ikke ville tillade bønnekald fra moskéer, og spurgte, om regeringen havde ændret holdning til det spørgsmål.
Spørgsmålet var ikke et emne, miljøministeren ønskede at svare direkte på. Men til sidst sagde hun, at "hun ikke ønskede at blive vækket klokken fem om morgenen, hverken af bønnekald eller af lyden af en motorsav".
Langballe og Ellemann kunne også enes om at synes om et citat, som sundhedsminister Bertel Haarder (V) engang har refereret. Det handlede om en imam, som sagde, at vi "selvfølgelig ikke skulle have bønnekald. Det er jo ikke jeres lyd."
Kirkeudvalgsformand Britta Schall Holberg (V) spurgte, om det så var et problem i forhold til kirkeklokkerne fra danske kirker i udlandet.
Handsken blev ikke samlet op.
Jesper Langballes ærinde var også at finde ud af, hvorfor Karen Ellemann ikke selv havde svaret i Jyllands-Posten, men ladet en embedsmand gøre det, da debatten om, at samfundsaccepteret støj også omfattede bønnekald, rullede tidligere på efteråret.
"Der er jo opstået en tendens til, at dårlige ministre skubber deres embedsmænd foran sig. Men Anders Fogh (V) havde jo ellers som statsminister udtalt, at ministre ikke skulle administrere, men i høj grad også være politikere," sagde Langballe.
Karen Ellemann svarede, at embedsmanden var blevet kaldt til orden på hendes kontor, da udtrykket var dårligt. Men at hun ikke havde pligt til at revse embedsmænd offentligt.
Langballe var også utilfreds med, at kommuner ikke selv kan regulere støj i deres område.
"Støj er ikke et kommunalt anliggende, men et nationalt, da reglerne skal være ens," påpegede miljøministeren.
Så kom Britta Schall Holberg sin partikollega til undsætning – med Langballes ord en feberredning – med spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at lovgive om ikke-eksisterende problemer.
Men ellers var bokseringen Dansk Folkepartis og miljøministerens i den lille time, kampen varede. Og at dømme på undertonerne er der ikke gået megen kærlighed tabt mellem parterne.
Simon Emil Ammitzbøll (LA) fik det sidste ord, da han roste ministeren for hendes svar – og en prisværdig tålmodighed.
"Der kan jo være forskellige hensyn at tage i politik, også i forhold til mindretal. Det må vi kunne finde ud af, uden at jorden går under af den grund."
benteclausen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad