Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Når præsten skal bære det religiøse til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når præsten skal bære det religiøse

Foto: Colourbox.com

-

Kommenter Hold mig opdateret

Præster bliver interessante, når det religiøse bliver kulturelt marginaliseret. Men hvor bliver hverdagstroen af – og menigheden?

"Præster", sådan kaldte man før i tiden de hvide reflekterende stave, der afmærker veje – hvorfor? Fordi de viser vejen uden selv at gå den, som folkeviddet udtrykte den klassiske afsløringshistorie: Præster siger ét og gør noget andet. Det er muligt, at folkeviddet stadig trives – min fornemmelse er, at udtrykket er ved at gå i glemmebogen – men der sker også i disse år en omtolkning af præsternes rolle, altså dem i folkekirken.

Symptomatisk er det således, at der er hele to vandrere på forsiden af bogen "At være det man siger" en bog med 10 præsteportrætter skrevet af journalisten Tina Varde, anmeldt forleden her i avisen. Når autoriteter falder, og autenticitet bliver afgørende, så er det ikke længere nok for præster at pege på vejen, forventningen er, at de selv går den.

Det turde være en selvfølgelighed, at præster som personer skal repræsentere kirken og troværdigt stå inde for forkyndelsen – dette aspekt indgår da også som et af flere elementer i det såkaldte præstespejl, der blev udarbejdet i forbindelse med en kirkeministeriel betænkning om præsters uddannelse og efteruddannelse for nogle år siden. Spørgsmålet er altså ikke om – men hvordan, og her er portrætbogen interessant som et journalistisk præstespejl, fordi den i et videre perspektiv siger noget om kristendommen og samfund.

Annonce
Journalister er ikke de eneste, der fremstiller præster i det offentlige rum. Vi har efterhånden vænnet os til, at præster på film er let flagrende kvinder i 30?erne med rod i privatlivet og uden den store pastorale faglighed. I skønlitteraturen er forfatterne krøbet ind i præsten, eksempelvis Ida Jessen i romanen "Det første jeg tænker på". Den moderne præst er sympatisk – men som litteraturforskeren Erik Skyum-Nielsen har påpeget, så er der også en tendens til i litteraturen at identificere kristendom med kirke og dermed marginalisere det religiøse kulturelt set. Troen er ude af den daglige sfære, derfor må troen løftes over i præsten, som skal både bære og være det religiøse. Derfor bliver præster interessante – og særlige.

Sådan er det i fiktionen, påpeger altså litteraturforskeren. De journalistiske præsteportrætter kan tolkes i samme retning. Troen er ikke helt almindelig, og præsterne har noget særligt. Her er mennesker, der er rørt af Guds hånd, præster, der vandrer i skyggelandets spindelvæve, de pludseligt omvendte, de store gode hjælpere, sjælesørgere for voldtægtsmænd og kriminelle, sjæledansere og tungetalerne og religiøse entreprenører. Selv som læser med et forholdsvis fromt gemyt og en brugt vandringsstav sidder man og bliver helt forpustet over alt det, præsterne tager på sig. Jeg er ikke i tvivl om, at der er både gode og kloge præster iblandt – det interessante er, at journalisten målrettet går til yderligheder. Det er dem, yderlighederne, der gør præsterne journalistisk interessante.

Det er ikke uden problemer – for præster og for lægfolk, ja måske endda for kristendommen i Danmark. For det første er det en skrøbelig position for præster at indtage, hvis det er præstens person og personlige religiøsitet, der er afgørende – løsrevet fra uddannelse og centrale præstelige opgaver som gudstjeneste og kirkelige handlinger, undervisning og sjælesorg. Det religiøse er demokratiseret, men er det afgørende for præstens troværdighed at demonstrere en ganske særlig tro? Og hvad med den almindelige hverdagshorisont for tro og tvivl, kan man komme med den til tungetaleren?

Bemærkelsesværdigt er det for det andet, hvor lille en rolle menigheden spiller i de fleste portrætter – ud over altså at være noget, man planter. Det er aldrig nogen, der kalder. Her er ikke meget af det, der i gamle dage hed "det myndige lægfolk" – og ærligt talt er der vel heller ikke meget for dem at foretage sig, når præsten tager det hele på sig? Inklusive marginaliseringen af kristendommen – hvis man her også skal drive konklusionen til yderligheder.

Den særligt religiøse præst er ikke den eneste præst i medierne. Heldigvis. Det er her, man skal være glad for, at der er præster, som udtaler sig om alt mellem himmel og jord. Også selvom man ikke er enig i, hvad de siger. De er nemlig med til at holde kristendommen i kulturelt omløb.

kirke@k.dk

Kristeligt Dagblad bringer hver uge en aktuel analyse af begivenheder og nye tiltag i troens og kirkens verden. Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​