Ikke desto mindre føler den økumeniske patriark af Konstantinopel, åndeligt overhoved for 300 millioner ortodokse kristne over hele verden, sig belejret, og som han udtrykte det i et interview med den amerikanske tv-kanal CBS – nogle gange korsfæstet.

Tyrkiet har nægtet at anerkende hans økumeniske status, og at patriarken er en juridisk person, hvilket gør det svært at administrere patriarkatets ejendomme. Men Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afgjort, at børnehjemmet på øen Büyükada (Prinkipos), som blev konfiskeret af den tyrkiske stat, skal leveres tilbage til dets juridiske ejer, patriarkatet.

ENDVIDERE ER det græsk-ortodokse præsteseminarium på øen Heybeliada (Halki) forblevet lukket siden 1971 i henhold til en lov, der forbød privat højere uddannelse.

Derfor er det ikke længere muligt at uddanne græsk-ortodokse præster, da de skal være tyrkiske statsborgere. Tyrkiet har dog givet tyrkisk statsborgerskab til 14 græskortodokse præster. I et interview med den tyrkiske avis Milliyet beklagede patriark Bartolomæus, at patriarkatet er ved at dø af iltmangel.

Nu er der 60.000 armeniere og 25.000 jøder tilbage i Tyrkiet, og derudover 24.000 syriskortodokse kristne, som led samme skæbne som armenierne under Første Verdenskrig. Den syriskortodokse kirke kæmper en juridisk kamp mod de tyrkiske myndigheder, som prøver at konfiskere en del af jorden, der tilhører Sankt Gabriels Kloster, som er grundlagt i 397 og blandt verdens ældste.

Selvom Københavner-kriterierne for EU-medlemskab omfatter respekt for og beskyttelse af minoriteter, som Tyrkiet definerer på et religiøst og ikke et etnisk grundlag, er de skridt, Tyrkiet hidtil har taget, mere af symbolsk karakter.

For eksempel er det nu tilladt at holde en gudstjeneste en gang om året i Sümela Kloster ved Sortehavskysten, og for nylig blev der holdt den første gudstjeneste i 95 år i den armenske Hellig Kors Kirke i Van (men uden korset på kuplen).

I EN UNDERSØGELSE udført af Istanbuls Bahcesehir Universitet sidste år sagde halvdelen af de adspurgte tyrkere, at de ikke ønskede kristne naboer, og det må indrømmes, at kristne ikke er velsete i Tyrkiet. Tag for eksempel de tre kristne, der fik halsen skåret over i Malatya for tre år siden, fader Andrea Santoro, som blev myrdet i Trabzon (hvor journalist Hrant Dinks morder også boede), og biskop Luigi Padovese, som blev myrdet i Trabzon i juni. Og ifølge anklageskriftet i den igangværende Ergenekon-sag, planlagde tyrkiske specialenheder at terrorisere og angribe den ikke-muslimske befolkning for at kunne kaste skylden på AKP-regeringen.

Tyrkiets udenrigsminister Ahmet Davetoglu har forklaret, at Tyrkiets multidimensionelle udenrigspolitik hviler på fire søjler, hvoraf den ene er kulturel harmoni og gensidig respekt. Når det drejer sig om Cypern, hvor kristendommen allerede var etableret i år 45, ligger tyrkisk praksis langt fra professor Davutoglus ideal.

Som det er veldokumenteret i for eksempel rapporten fra US Helsinki Commission i 2009, er kristne kirker i de besatte områder i det nordlige Cypern blevet ødelagt og plyndret, ikke bare med den tyrkiske hærs samarbejde, men også med støtte fra FN-myndighederne. Over 500 kirker, kapeller og klostre er blevet konfiskeret og overtaget af Evkaf, den muslimske religiøse fond.

Deres tidligere menigheder og præster er nu nødt til at søge om tilladelse til at bede ved deres hellige steder ved bestemte højtider, alt afhængigt af de tyrkiske myndigheders velvilje. Da den tidligere svenske statsminister Olof Palme besøgte Zambia i 1971, henviste han til Zambezi-floden, der skilte Zambia fra Sydrhodesia (hvor det hvide mindretal ensidigt havde erklæret uafhængighed), som "grænsen for menneskelig anstændighed". Det samme kunne siges om den grønne linje, der deler Nord- og Sydcypern.

Robert Ellis er rådgiver for Turkey Assessment Group i Europa-Parlamentet