Det er ikke hverdagskost, at en bog når tekst-tv's hovedoverskrifter, flere uger før den udkommer. Men Peter Tudvads bog "Stadier på antisemitismens vej" om Søren Kierkegaards forhold til jøder (og måske især jødedom) skabte straks debat, da Peter Tudvad i et interview forud for udgivelsen lod forstå, at han mente, at Søren Kierkegaard var antisemit.
Det er ikke første gang, at Peter Tudvad deler vandene i forskerkredse. I 2005 forlod han sit job ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret efter et voldsomt opgør med kollegaen Joakim Garff. Dengang var stridens æble Garffs Kierkegaard-biografi "SAK", som Tudvad mente, var videnskabeligt uredelig.
Men nu er Tudvads skyts altså rettet mod selveste Søren Kierkegaard, Danmarks største og mest folkekære filosof. Kierkegaard er ellers blevet kendt som moralens vogter, fordi han stædigt påpegede hykleriet i borgerskabet og kirken i sin samtid. Men med sin bog antyder Peter Tudvad, at Kierkegaard samtidig kan have pustet til antisemitismen.
At bogen desuden udkom på årsdagen for krystalnatten (i tirsdags) satte sindene yderligere i kog blandt Kierkegaard-elskere. Og kritikere – som Kristeligt Dagblads anmelder Sørine Godfredsen – kaldte det en "plat og sensationslysten" beslutning fra forlagets side. På den anden side har Peter Tudvad selv antydet, at hans forskerkolleger hidtil har lagt låg på Kierkegaards jødesyn for ikke at miskreditere den store kristne filosof, en pointe, som Politikens anmelder Lars Sandbeck bider mærke i:
"Tudvads nye bog er ganske spændende, men var det virkelig nødvendigt at forsøge at gøre den mere interessant ved at svine andre forskere til med beskyldninger om bevidst at fortie sandheden om Kierkegaard?", skriver Lars Sandbeck, der hverken køber den "misvisende" titel eller præmissen om, at sandheden om Kierkegaard tidligere skulle være blevet fortiet for at skåne ham:
"Det forekommer mig at være den rene spekulation fra Tudvads side, for Kierkegaard er jo ofte blevet miskrediteret, både for sin strenge, pietistiske kristendomsopfattelse, for sit kvindesyn og antidemokratisme, for at være et gennemført selvoptaget og usympatisk menneske og så videre," skriver Sandbeck, der trods alt giver bogen fire hjerter, idet han medgiver, at Søren Kierkegaards radikale kristendomsforståelse kan gøde jorden under antisemitiske strømninger, selvom Kierkegaard retfærdigvis ikke kan kaldes jødehader:
"Grænsen mellem teologisk kritik af jødedommen og rendyrket antisemitisme kan måske i visse tilfælde være svær at drage, men der er dog intet, der tyder på, at Kierkegaards dogmatiske antipati førte til et regulært jødehad med dertilhørende ønsker om korporlig forfølgelse eller social udgrænsning af det jødiske mindretal. Og dette er altså ikke min fortolkning, men Tudvads egen konklusion sidst i bogen."
Blandt de mest begejstrede anmeldere er Henrik Gade Jensen, der giver bogen fem stjerner i Jyllands-Posten:
"Tudvad har i mange år på videnskabeligt grundlag forsket i Søren Kierkegaards liv og levned, og bogen er som hans øvrige bøger en minutiøs åbenbaring af detaljer om Kierkegaard og hans tid. Det er spændende læsning at få samlet denne vinkel på Kierkegaards forfatterskab, og bogen vil i fremtiden indgå som et standardværk om Søren Kierkegaard," skriver Henrik Gade Jensen, der dog også godt kunne have ønsket sig et par forbehold:
"Det kunne være tydeliggjort, at Kierkegaards forfatterskab indeholder den mest insisterende undsigelse af enhver kategorisering af mennesket under kollektive, og herunder raciale, kategorier. Og at med religionskritik, som Karl Marx sagde, begynder enhver samfundskritik."
Man kunne tilføje, at Luther jo også udtrykte kritik af jøder og jødedom i sin religionskritiske bog "Mod jøden og tyrken". Både Luther og Kierkegaard kritiserede først og fremmest jødedommen som religion, og ingen af dem kunne retfærdigvis forudse det forfærdelige jødehad, som senere skulle føre til systematisk forfølgelse og udryddelse under flere forskellige regimer. Men kan man alligevel tale om, at Kierkegaard har et stort moralsk medansvar for de senere pogromer? Det mener Berlingske Tidendes anmelder, Kathrine Lilleør, ikke:
"Ord fører til gerning, skriver Tudvad, og han har selvfølgelig ret i, at man ikke kan skrive stærkt nedsættende om en befolkningsgruppe, uden at man risikerer, at nogle lader ens ord blive til handling en dag. Man mærker garnet strammes om Kierkegaard her i det første kapitel, og man venter spændt på de store afsløringer, der dog aldrig kommer," skriver Lilleør, der mener, at bogen mangler teologisk tyngde, selvom Tudvad har en pointe:
"Kierkegaard er antisemit. Og det er han. Men er han det i en så overvældende grad, at vi skal læse 500 sider om det? En sensationel overskrift sælger altid. Smart af Tudvad. Også for smart."
Når debatten efter Tudvads bog har lagt sig, står måske tilbage, at ingen filosof er ufejlbarlig, men altid er præget af sin kultur og tid med dens blinde vinkler. Det vidste Paulus allerede, da han skrev: "Endnu ser vi ind i et spejl, ind i en gåde." For de største filosoffer, som vi stadig kan læse og lære af, tager jo også fejl.