Det er trist, at kirken også i Danmark fjerner sig fra den Lutherske bekendelse. Norge er nået længere i deres tilnærmelse til katolicismen. Håber ikke, det samme sker her. Det hele skyldes vel i stor udstrækning den udbredte uvidenhed om, hvad folkekirken er for en størrelse. Også i menighedsrådene. Det er trist.

Ole Buchardt Olesen har skrevet en ualmindeligt velargumenteret artiklen.

Det er en uskøn demokratisk tradition, at de der vises tillid ved at give dem et magtfuldt embede, med tiden vil komme til den opfattelse, at de er de mest forstandige, og vil søge at udvide deres magt på trods af deres begrænsede mandat.

Således også biskopperne, der fra at være præsters foresatte og statens rådgivere i statskirkelige spørgsmål, ønsker at gøre statskirkens til et domæne de har reel magt over. En udvidelse af biskoppers embede og magt.

Heinrich R. skrev:

Tja, sådan noget hedder jo magtfuldkommenhed. Jeg har tidligere skrevet noget om dette (http://www.kristeligt-dagblad.dk/laeserdebat/traad/265329?post_id=234296#post_234296), ganske vist i en lidt anden sammenhæng.

Og dog alligevel. Ole Buchardt Olesen's påstand er jo, at Folkekirkens demokrati er blevet kompromitteret. Jeg vil hævde, at Folkekirken i virkeligheden slet ikke er demokratisk ledet. Det demokratiske lag er ganske enkelt forsvundet, for de sørgelige kendsgerninger er, at langt størstedelen (93%) af alle menighedsråd har udpeget sig selv.

Sat lidt på spidsen, handler Porvoo-striden ikke om demokrati, men om hvem indenfor denne selvudpegede indforstående klub, som Folkekirken efterhånden er blevet til, der skal bestemme.

Ove skrev:

Folkekirkens demokratiske ledelse, består af hvad 179 udpegede personer måtte bestemme ved lov, og hvad kirkeministeren/ministeriet måtte får gennemført i form af bekendtgørelser, og som rosinen i pølseenden, hvad meningshedsråd måtte beslutte lokalt.

Den konstruktion, mener nogle er et udtryk for demokrati.

Magtfuldkommenheden og selvhøjtideligheden er sikkert udtalt i samtlige grupper. Det bedste man kan sige om den begrænsede lyst til at deltage i meningshedsrådsarbejde, er vel at der næppe er den helt store sociale status i at være "valgt" til disse, hvorfor den overdrevne selvhøjtidelighed og arrogance i de selskaber formodentligt hører til sjældenhederne?

@Heinrich R: Hvis Folkekirkens demokratiske grundlag er Folketinget, så falder kronikkens argumentation sammen:



Jeg kan ikke forestille mig, at kronikøren lever i en drømmeverden fra fortiden. Som jeg læser kronikken, insisterer han på, at kirkeforfatningen lægger beslutningskompentencen hos folkekirkens medlemmer gennem det repræsentative organ: Menighedsrådet.

Mine iagttagelser fortæller mig blot, at menighedsrådene for det meste ikke repræsenterer andre end sig selv.

Det har jeg også tidligere skrevet noget om:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/laeserdebat/traad/262402?post_id=233907#post_233907

Ove skrev:

Til dels, ja. I Kirkeministeriets Bekendtgørelse af lov om menighedsråd, fremgår det klar, hvad menighedsråds arbejdsområde er. Nemlig sognets og kirkedistriktets anliggender. Statskirkens mellemkirkelige anliggender er ganske klart ikke noget, menighedsråd har hjemmel til at beslutte.

Men det er jo altid høfligt at spørge de, der sidder med de daglige opgaver, selv om disse ingen formel magt har. De kunne biskopperne selvfølgelig have gjort. Et smukt træk i så fald, idet biskopper heller ikke selv er en gruppe, der har formel magt, men alligevel ofte bliver spurgt til råds af deres herrer og mestre, politikerne.

Hvad angår kritikken af biskoppernes egenrådighed og kuptilbøjeligheder, mener jeg dog der er noget at komme efter. Med nogle justeringer af de argumenter Ole Buchardt Olesen fremfører, vil jeg mene der kan fremsættes en argumentation der holder vand.

Ove skrev:

Der findes ingen kirkeforfatning. Grundloven giver politikerne mulighed for at indrette statskirkens forfatning ved lov (GRL § 66), men en sådan lov er ikke blevet effekturet.

Love om statskirkens indretning, består af et mylder af love og bekendtgørelse, om alt mellem himmel og jord. Dele af Danske Lov fra 1683 med senere ændringer, er f.eks. stadig gældende, og fastlægger dele af lovgrundlaget for kirkens virke og doktriner.

Menighedsrådsmedlemmer repræsenterer ikke nødvendigvis sig selv, eller nogle af sognets kirkemedlemmer. I Bekendtgørelse af lov om meninghedsråd, fremgår det, at de har pligt til at antage bestemte (teologiske) dogmatiske holdninger, og arbejde for en bestemt dagsorden (gode vilkår for evangeliets forkyndelse, gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst). Så reelt er ethvert menighedsrådsmedlem pligtig til at repræsentere gældende lovgivning om Folkekirkens indretning og dogmer, og arbejde for evangeliets udbredelse.

Enig i det om GRL §66, og enig i, at al tale om en kirkeforfatning er en abstraktion over et mylder af love og bekendtgørelse, men...

Heinrich R. skrev:

hvis det er rigtigt, kender jeg rigtig mange menighedsrådsmedlemmer incl. mig selv, som må føle sig bondefanget til at arbejde for et bureaukratisk system, der intet har at gøre med at tjene Gud.

Det kan ikke hurtigt nok blive november 2012

Ove skrev:

Det er vel nøgternt Folkekirken som institution, man tjener og betjener? Konkret ved at udføre arbejde for et sogn.

I Bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2 står der:
"§ 1. Sognets kirkelige og administrative anliggender styres af menighedsrådet, medmindre andet er særligt hjemlet i lovgivningen.
Stk. 2. Det påhviler menighedsrådet at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse."

og sammesteds, i § 7:
"§ 7. På det konstituerende møde afgiver de nyvalgte medlemmer en erklæring på ære og samvittighed om at ville udføre det dem betroede hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke, så at den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst. Erklæringen skal kun afgives af medlemmer, der første gang indvælges i et menighedsråd."

Der er ikke tanke-kontrol i kongeriget (endnu), så det står enhver frit for mene hvem man tjener ved at udføre frivilligt arbejde. Det er en smuk og positiv tanke, at have den tilgang at ens indsats er at tjene ens gud og ens trossamfund. I lodret modsætning til den direkte deprimerende, at man er Kirkeministeriets ulønnede og uskattede lakaj.

Det gælder vel for menighedsrådsarbejde, som for alt muligt andet frivilligt arbejde, at man gør det med det sigte at glæde og gavne andre/fællesskabet, og at det dermed beriger og højner ens egen tilværelse?

Heinrich R. skrev:

Vi skal lige have med:


Menighedsrådslovens forudsætning er menighedsrådsvalget. Det er ikke meningen at man skal kunne melde sig til menighedsrådsarbejde på samme måde som når man melder sig som indsamler for Folkekirkens Nødhjælp.

Menighedsrådsarbejde er i mine øjne et politisk arbejde, der går ud på at repræsentere sognets folkekirkemedlemmers lokale interesser overfor statsmagten.

Ove skrev:

Også en positiv og motiverende vinkel på meninghedsrådsarbejde, Ove ;-)

Jeg påstod ikke, at meningsrådsmedlemmer nødvendigvis er Kirkeministeriet lydige slavehær og lokale indpiskere af de rette kirkelige forhold. Blot at det ville være en deprimerende tanke, hvis nogen havde den opfattelse.