Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Musik og teater kan forvandle usikre børn til tolerante, livsduelige mennesker med tro på sig selv. Det har Bo Schiøler erfaret gennem 44 år med syngende og spillende børn fra Vesterbro Ungdomsgård

I 1970'erne skrålede børn over hele landet med på hittet fra "Kattejammerrock" om baggårdskattens hundeliv, og plader som "Hjerteblod" og "Vi lever på Vesterbro" snurrede på pladespillerne. Det var socialrealisme og samfundskritik i børnehøjde fra Sanggruppen på Vesterbro Ungdomsgård, og alle teksterne var skrevet af husets egen digter, komponist og dramatiker, Bo Schiøler.

I 44 år har han været det faste holdepunkt for de hundredvis af børn og unge, som har sunget og spillet teater i Ungdomsgården. Han har skrevet næsten 1000 sange, instrueret 185 teaterstykker og stået for udgivelsen af 36 cd'er, der sammenlagt er solgt i 300.000 eksemplarer. Han har modtaget utallige priser og er endog blevet ridder af Dannebrog for sit arbejde med børn og unge. Men nu er det slut. Bo Schiøler trækker sig tilbage, og cd'en "Den sidste sang", som Sanggruppen netop har udgivet, bliver også korets sidste.

Sangene handler om godt og ondt. Om ret og uret. Om ensomhed og smerte og om alt det, der fylder i et teen-ageliv. Der er ikke noget, som tyder på, at nogen af numrene bliver landeplager, for det er længe siden, Ungdomsgården har haft et rigtigt hit som i 1970'erne. Stilen ligner sig selv, tiden er bare en anden. Det tager Bo Schiøler imidlertid med knusende ro, for hit er ikke det, der tæller for ham.

Annonce

"Jeg interesserer mig ikke så meget for, hvilke popsild, der er oppe i tiden. Jeg har set så mange komme og gå, og jeg går mere op i blivende kvalitet," siger han.

For mange børn og unge er det en tindrende drøm at blive berømt og skinne om kap med projektørlyset på de store scener. Da DR for nylig inviterede til casting på fire roller i en ny drama-serie for børn, væltede 3700 ansøgninger ind. Bo Schiøler synes, det er fint, at børn gerne vil spille teater, men trist, hvis de kun gør det for stjernestøvets skyld.

"Mange af de unge vil bare være kendt. Det er ligegyldigt, hvad de bliver kendt for. Det kan jeg ikke se værdien i," siger han.

Sanggruppen på Vesterbro Ungdomsgård har ellers i tidens løb banet karrierevejen for adskillige unge talenter: Mike Tramp, som trådte sine musikalske barnesko i Ungdomsgården, vandt det danske Melodi Grand Prix med Mabel i 1978 og har siden fået en international rock-karriere. Skuespilleren Mia Lyh-ne, kendt fra tv-serien "Klovn", har også været med i Sanggruppen som barn, ligesom Ken Vedsegaard, der fik sit gennembrud som Erik i DR-succesen "Krøniken".

Det er flot, men ikke afgørende for Bo Schiøler. For ham er det indholdet og værdier som fællesskab, solidaritet og ansvarlighed, der vejer tungest, og han måler ikke succes i salgstal og sceneshow.

"Når jeg har gjort nogen til større mennesker, så er det en succes, som ikke kan måles med noget pladesalg eller nogen skønsang," siger han.

"Jeg synes selvfølgelig ikke, man skal sende en skodplade på markedet, men for mig er teater og sang en genial værktøjskasse i arbejdet med menneskers sind. Jeg har mødt et hav af børn og unge, som havde meget lavt selvværd, og jeg ville ikke kunne holde mig selv ud, hvis jeg ikke havde kunnet få dem til at stråle og stå sikkert på deres egne ben," siger han.

Det, som giver den enkelte selvtillid, handler for ham at se først og fremmest om fællesskab, for det at opleve, at andre har brug for en, og at der er noget, man er god til, får mennesker til at vokse og stå fast i livet, så de bliver svære at vælte omkuld.

Bo Schiølers idéer om drama og musik som pædagogisk værktøj er vokset ud af hans praktiske erfaringer. Det er ikke noget, han har lært på en uddannelse, for han har ingen.

Da han selv første gang trådte ind ad døren til Ungdomsgården, var han 21 år. Det var i 1966. Han gik på studenterkursus, skrev digte og drømte om at blive en anerkendt digter, og så kunne han klimpre tre akkorder og spille et par numre eller fem på en guitar. Med den ballast satte han sig i husets kælder og spillede "Tom Dooley", "Se den lille kattekilling" og "Blowing In the Wind".

Der kom hurtigt en del børn, som ville lære at gøre ham kunsten efter, og gradvist begyndte den unge guitarlærer også at undervise i teater. Han havde ikke forestillet sig, at Ungdomsgården skulle blive hans livsprojekt, men sådan gik det. Han blev grebet af husets ånd, som var præget af frihed, tolerance og respekt for forskellighed.

Vesterbro Ungdomsgård var dengang en oase for børn og unge midt i et nedslidt, slumlignende arbejderkvarter. I bedste socialdemokratiske stil skulle arbejderungdommen dér have et tilbud om dannelse og et alternativ til den virkelighed, der ellers omgav dem. I begyndelsen forstod den unge digterspire ikke helt pointen. Han syntes, det var småborgerligt med kunst på hvide vægge og grønne plæner med rosenbede, men ved den første juleafslutning begyndte meningen at dæmre for ham.

Juleafslutningen var ellers ikke hans stil. Først sad en ensom pianist på scenen og spillede Beethovens "Måneskinssonate" på et stort flygel. Derefter kom en ung mand og læste Juleevangeliet højt, og til sidst var der godteposer til alle. Nede i salen sad der 300 læderjakker og piger med franskbrødshår.

"De sad bomstille og lyttede, og jeg tænkte, 'hold da kæft, nu bliver der oprør. Nu kommer den store grimme F-finger'. Men sådan gik det overhovedet ikke. De sad lige så stille og tog det hele til sig, og jeg undrede mig. Da det var slut, stod forstanderen i døren og gav hånd til alle ligesom præsten, når folk går ud af kirken. Han sagde 'rigtig glædelig jul' til hver enkelt, og 'jeg håber, vi ses igen, når raketterne er faldet ned efter nytår'," husker Bo Schiøler.

"Den juleafslutning lærte mig, at hvis man tror på sine værdier, kan man få alt til at lykkes," tilføjer han eftertænksomt. Forstanderen troede på, at alle mennesker har brug for at blive set og anerkendt. At give hånd til hver enkelt var på en måde at sige: Jeg ved, at du er her på kloden, og det betyder noget for mig, at vi ses igen om 14 dage. Du er mig ikke ligegyldig."

"Det faldt jeg fuldstændig for, og jeg praktiserer det selv og har gjort det i 44 år. Jeg sørger altid for at give børnene personlig feedback på vores samvær, for alle har brug for at få at vide, at vi er i hinandens verden, og at vi har valgt hinanden."

Den anden vigtige erfaring, han tog med sig hjem fra juleafslutningen, var, at man som pædagog, lærer eller bare som voksen skal have modet til at præsentere børn og unge for noget, de ikke kender i forvejen, og som de ikke selv ville have valgt. Forstanderen præsenterede dem for Beethoven og Juleevangeliet. Selv har han præsenteret "sine" unger for Bob Dylan, Billie Holiday, Nordahl Grieg og Bertolt Brecht og for holdninger, de ikke møder derhjemme.

"Jeg prøver at give dem adgang til så mange forskellige landskaber som muligt. Hvis du har hørt Beethoven, så kan du sige, at 'det der, det keder mig. Mig og Beethoven, vi er færdige med hinanden!'. Det er fint for mig. Men hvis du siger det uden at have hørt Beethoven, så tager du stilling ud fra fordomme, og det har jeg ikke respekt for."

"I mange år har det været meget populært at se på, hvad børn og unge har lyst til. Den er jeg slet ikke med på. Jeg spørger i stedet, hvad børn og unge har brug for. Jeg tror på, at man som voksen skal have modet til at tage ansvar og sige: 'Det her, synes jeg, er godt og rigtigt, og jeg tror også, det er godt for dig. Du kan vælge det fra, hvis du er uenig – men først når du har lært det at kende.'"

familieliv@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock