14-årige Kira Lyngaa (tv.) og 21-årige Erin Kristensen sætter begge stor pris på fællesskabet og sammenholdet i Sang-gruppen på Vesterbro Ungdomsgård.
- Holger Agerskov/Vesterbro Ungdomsgård.
Ulla Skovsbøl |
13. november 2010
Erin og Kira er blandt de hundredvis af børn og unge, som har trådt deres musikalske barnesko i Vesterbro Ungdomsgård. De er blevet gode til at synge, men det er fællesskabet, der er vigtigst
Teenagepiger og nogle få drenge siver småsludrende ind i salen og sætter sig afventende på stolerækkerne foran scenen. Nogle beholder overfrakkerne på, for der er koldt i rummet – endnu. Men de ved alle sammen, at de får varmen lige om lidt både udvendig og indvendig, for i de kommende tre timer skal de øve numrene fra cd'en "Den sidste sang".
Det bliver helt bogstaveligt den sidste med Sanggruppen på Vesterbro Ungdomsgård. Det er slut, når Bo Schiøler, som har stået for musik og teaterarbejdet på ungdomsgården i 44 år, stopper om kort tid. Så stopper også Sanggruppen.
"Det er rigtig sørgeligt, men det er nok ikke helt gået op for os endnu," siger Kira Lyngaa.
Hun er en tynd og alvorlig pige på 14 år, som har været med i både sanggruppe og teatergruppe i fem år. Ved siden af sidder Erin Kristensen, som også har sunget og spillet teater på Ungdomsgården, siden hun var ni. Nu er hun 21 og læser til markedsføringsøkonom, men bliver alligevel ved med at komme her, for alder er ingen hindring. De ældste medlemmer er langt oppe i tyverne.
Begge pigerne er vilde med at synge og glade for at optræde, men de har ingen planer om at gøre det til en levevej. Det er noget helt andet, der er drivkraften, når de møder op i øvelokalerne uge efter uge, år efter år.
"Vi har et fantastisk sammenhold, som bare er blevet stærkere og stærkere. Det er det, som får mig til at blive ved. Vi er en slags familie, hvor Bo er vores far," siger Erin, og Kira nikker.
"Man er venner med alle, og vi kommer meget tæt på hinanden. Her kan man være åben og sige ting, som man ellers ikke fortæller nogen steder," supplerer hun.
"Ja, nogen gange er det næsten lidt som at gå til psykolog at være med i Sanggruppen," griner Erin. Det er svært helt at forklare, men her er et frirum, hvor der er accept og tolerance og ingen fordomme.
Det kræver ikke optagelsesprøve, og man behøver ikke være noget stort talent for at komme med i Sanggruppen, bare man ikke ligefrem synger pivfalsk.
"Hvis man har lyst til det og brænder for det, så kan man øve sig og blive så god, som man nu kan. Det er helt i orden, at man ikke bliver verdensmester, men man flytter hele tiden sine egne grænser og bliver mere sikker på sig selv, og det er rigtig godt," siger Kira.
De to piger er enige om, at når Bo Schiøler ikke er der mere, er det også slut med en vigtig æra i Ungdomsgårdens historie – også i deres egne liv. Men der er stadig nogle måneder tilbage, før det er slut. Lige nu er det generalprøven til den sidste pladefest, det gælder. Lydprøverne er færdige. De andre står allerede på scenen og synger af fuld hals. Erin og Kira skal også være med. Det er tid til "Den sidste sang".
familieliv@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad