I modsætning til ICD-10, kapitel V, indeholder den amerikanske psykiatris diagnosemanual DSM-IV kategorien "Religious or spiritual problem", populært også kaldt "spiritual emergency", spirituel krise.

Forskellen mellem diagnosekriterierne for en sådan "spiritual emergency" og hvad psykiatrien kalder for "psykose", respektive "skizofreni", er, om muligt, endnu mere vag og overladt til den enkelte, diagnosticerende "eksperts" menneske- og verdenssyn at an-/erkende, end forskellen mellem andre diagnoser, eller forskellen mellem et "rask" og "sygt" sind generelt. Med andre ord, nogle "eksperter", hvis menneskesyn anerkender, at mennesket ikke udelukkende er biologi, men også er et spirituelt væsen, vil kunne diagnosticere en "spiritual emergency", hvor andre, i hvis menneskesyn der ikke er plads til andet end biologi, vil diagnosticere det samme menneske med de samme problemstillinger som værende "psykotisk"/"skizofren".

Det frarådes på det kraftigste, at behandle en "spiritual emergency" psykiatrisk-medicinsk. Medicinsk behandling anses som værende mere skadeligt end gavnligt i tilfælde af en "spiritual emergency". I stedet for bør personer, der diagnosticeres med en sådan, tilbydes al tænkelig hjælp til at forstå deres oplevelse i en religiøs/spirituel/eksistentiel og individuel historisk sammenhæng. Vi ved alle, hvad der anbefales som "behandling" mod "psykoser"/"skizofreni": såkaldt "symptomreducerende", men de facto tanker, følelser og den almene livsenergi undertrykkende, "medicin". Behandlingen af "psykoser"/"skizofreni" sigter mod, at hurtigst muligt afbryde "psykosen", og forhindre mulige fremtidige "psykoser" i at opstå. "Psykotiske" menneskers oplevelse defineres som en sygdom, et onde, og "patienten" indoktrineres til at betragte denne "sygdom" som sin værste fjende. En "spiritual emergency" derimod bør gennemleves, tolkes, og forstås, og bør betragtes som en skelsættende oplevelse med potentiale for personlig vækst og udvikling.

Vi har altså to diametralt modsatte opfattelser og behandlingstilgange til hvad der overordnet må siges at være én og samme fænomen.

Det amerikanske skelnen mellem "spiritual emergency", en eksistentiel problematik, på den ene, og "psykose", som angiveligt værende en sygdom, på den anden side, så positivt det end er, at dette skelnen formodentligt sparer en række mennesker for at blive udsat for psykiatrisk "behandling", er i mine øjne dybt hyklerisk. Lige så hyklerisk er det, at afgrænse "en religiøs oplevelse" fra "psykose eller en synshallucination", som det gøres her i artiklen, som om den religiøse oplevelse var noget helt, helt andet, end "psykosen" eller "synshallucinationen". Hyklerisk er det ikke mindst, når vi ved, at de fleste psykiatriserede mennesker, inden de indoktrineres af psykiatrien om meningsløse hjernesygdomme, som de angiveligt lider af, selv definerer deres oplevelser som religiøse/spirituelle/eksistentielle kriser, og ofte skal tvinges og trues til at acceptere sygdomsparadigmet.

P.S.: Der sidder ufatteligt mange Jeanne D'Arcs rundtomkring på de psykiatriske afdelinger , på bo- og værestederne i hele verdenen -- vi taler om stort set alle dem, der er stemplet som "psykotisk"/"skizofren", undtagen dem, hvis problematik skyldes fysiologiske årsager (med psykiatriens nærmest kriminelle hang til at forsømme at få sine "patienter" testet for muligvis underliggende somatiske sygdomme værende et andet, og meget stort problem) -- alle mere eller mindre invalidiseret, og frataget deres sprog af psykiatrisk "behandling". Det er jo rart, at alle disse mennesker måske fremover i Danmark får tilbudt en hyggelig snak med en præst eller imam, der nok ofte vil kunne give dem måske bare en brøkdel af den anerkendelse og respekt, de egentligt har krav på. Men det vil næppe ændre noget grundlæggende ved den ellers ekstremt nedladende, dehumaniserende og invalidiserende behandling, disse mennesker udsættes for af psykiatrien, så længe der fortsat skelnes mellem sygdom og krise.

Et gennemtænkt og opvakt indspark, Marian B. Goldstein leverer.

Der er næppe tvivl om, at psykiatri og medicin som fagområder befinder sig på et stade, hvor viden og færdigheder er yderst sparsom. Det handler om trial-and-error biokemiske forsøg, symptombehandling, obskure begreber der forsøger at forklare menneskelig adfærd og meget andet, der reelt alt sammen vidner om yderst sparsom viden og formåen.

Det samme med medicin i almindelighed, hvor det er et mikroskopisk udsnit af de proteiner o.lign. naturen har dannet i planter, der overhovedet er undersøgt på nogen måde, således at virksomme byggestene der har vist sig at fungere i andre sammenhænge, kan bruges medicinsk hos mennesker.

Når det gælder psykologi og teologi, er det empiriske niveau endnu lavere. Egentligt kan det undre, at studier i disse emner findes på universitetsniveau, da der ikke ligger megen videnskabelig metode bag. De kandidater, der kommer ud af studierne, er jo nærmest shamaner, åndemanere, healere og i bedste fald kloge koner m/k, nogen kan have glæde af at samtale med.

Den faglig arrogance, der findes indenfor ethvert fag, gør naturligvis at hånligheden overfor alt der ikke passer ind i deres faglige univers, er udtalt. Det gælder som altid navnlig de der mest indædt prædiker kætterske tanker, og det er klart, at teologisk optik ikke passer biokemikerne.

Det forekommer mig dog, at den psykiatriske tradtion, der opfatter sig selv som videnskabelig, i vid udstrækning tager hensyn til religiøst troende,; eller måske rettere: til institutionaliseret religion. For at sætte det på spidsen, må det jo være en temmelig vanskelig balancegang at formulere en klinisk definition på skizofreni, hvor diagnosen er afhængig af hvilken usynlig samtalepartner vedkommende kommunikerer med. Den skelnen kan næppe være andet end fag-politisk bestemt, ud fra opportunistiske betragtninger.

@Heinrich R.: Tak for kompliment, og i lige måde!

Jeg vil dog sige, hvis bare kandidaterne var shamaner, åndemanere, healere og kloge koner! En ting er, at de i så fald næppe ville have den lovgivne magt til at tvangs"behandle" mennesker. En anden er, at jeg kender en del, der faktisk er blevet hjulpet af denne professionsgruppe (men også nogen, der ikke blev det), mens jeg ikke kender et eneste menneske, der er blevet hjulpet igennem og ud af deres krise af medicinsk "behandling", som den prakticeres i dag i psykiatrien. Det eneste, psykiatrien "hjælper" sit klientel med, er at lære at leve med det, den definerer som "psykisk sygdom". Hvorfor denne "sygdom" jo også gerne omtales som "livslang" af psykiatrien.

Når du nævner arrogance, så er det faktisk ganske påfaldende, hvor travlt psykologien er optaget af at distancere og hæve sig over de nævnte, "useriøse" hjælpere. Samtidigt er psykologer ofte store modstandere af at få deres præstationer evalueret af deres klienter (jf. CDOI, klient- og resultatstyret praksis: http://www.youtube.com/watch?v=CJMQeXQQvK0), i stedet for af andre "eksperter", og er heller ikke i samme omfang som det "alternative" markedet afhængige af klienternes bedømmelse af deres ydede service. Psykologer har ofte ventelister, og får et stort antal af deres kunder via henvisning fra systemet, "alternative" hjælpere er nødt til at konkurrere frit om dem.

"De healere, de moralbyggere, jeg har mødt, har sjældent været professionelle indenfor psykiatrien. De har befundet sig udenfor dette område. Og de eneste, der befandt sig indenfor det, var igen folk, som på en måde har været rebeller, modstandere. Og en stor del af de bedste healere jeg har kendt mens jeg gik på videregående universitetsuddannelse, eller mennesker jeg har kendt, der var kandidater i psykiatri, de droppede ud, fordi de simpelthen ikke passede ind. De følte sig utrolig fremmed indenfor denne form for mekanisk, ikke-healende model, de blev introduceret til og undervist i", sagde den amerikanske psykolog og forfatter Bruce Levine ved en præsentation af sin bog "Surviving America's Depression Epidemic" i Amherst/Massachusetts d. 25.03.08, http://video.google.com/videoplay?docid=-3738050208402531120#

Personligt søgte jeg hjælp hos en psykolog, og fik den. I modsætning til mange andre. Men jeg plejer også at sige, at det var mennesket, og ikke psykologen, der hjalp mig. Psykologen med sit af uddannelsen til symptomfiksering, diagnosekassetænkning, og generelt sygeliggørelse konditionerede syn på mig og min oplevelse, retraumatiserede mig faktisk flere gange undervejs, og kastede mig tilbage på min vej igennem og ud af "galskaben". Heldigvis havde vedkommende dog også tilpas menneskelig "storhed" -- mod, afklarethed og selv-/bevidsthed -- til at kun i relativt sjældne tilfælde måtte søge tilflugt bag "ekspertskjoldet". Og det er, hvad "ekspertisen", den psykiatriske som den psykologiske, i mine øjne er: en beskyttelse mod den udfordring det er, at blive konfronteret med det ekstremt menneskelige.

Det skal lige siges, at nævnte psykolog (selvfølgeligt, er jeg fristet til at tilføje... ) kun hjalp mig til at forstå min oplevelse ud fra et individuelt-historisk perspektiv. Den manglende brik, det spirituelt-eksistentielle element, måtte jeg ud og finde frem til på egen hånd. Jeg betragter i dag begge elementer som lige vigtige for løsningen af de problemer, psykiatrien kalder for "psykose" og "skizofreni", og som faktisk værende to sider af samme sag: at være menneske i verdenen.

@ Marian

Tak for endnu en kommentar, der er værd at reflektere over.

Jeg har ikke selv de store erfaringer med spirituelle oplevelser eller behandlingssystemer, og er heller ikke udstyret med faglig indsigt på nogen af fagområderne. Således har jeg nærmest ideelle forudsætninger, for at kunne fremsætte lommefilosofiske betragtninger om emnet ;-)

For det første er jeg stor tilhænger af videnskabelig metode. At man opstiller en tese, underbygger den med empiriske data og forsøg, og beder ens kolleger i faget om at forsøge af vælte korthuset, i fald man alligevel ikke har fat i den lange ende.

Der synes jeg, psykiatriens og biokemiens forskere, skulle tage sig selv alvorligt. Hvis arbejdstesen er, at skizofreni og stærkt religiøsistet/spiritualitet lader til at have en sammenhæng, så lad dem undersøge det med videnskabelige metoder.

Hvad er årsagerne til skizofreni? Er det særlige områder i DNA, der er anderledes hos personer med skizofreni? Kan skizofreni opstå pga. traumer? Er skizofreni kendetegnet ved et højt niveau af signalstoffet dopamin? Og utallige andre teser, om biologiske, arvemæssige og biokemiske sammenhænge.

Når skizofreni rent biokemisk lader sig definere, må det være interessant at undersøge personer, der er markant spirituelle, uden dog i øvrigt at være erklæret for egnet patientmaterialer hos de praktiserende biokemikere. Kan man hos den kontrolgruppe, konstatere tilsvarende forudsætninger, som kendetegner skizofrene?

Det er muligt, at religiøsistet/spiritualitet har en sammenhæng med fysisk påviselige fænomener. Uagtet om en sammenhæng kan påvises eller ej, kan man kun glæde sig over den indsigt der opnås.

Det andet vigtige aspekt, mener jeg bør handle om, at forsøge at finde et fælles grundlag, fysikerne og metafysikerne kan samtale meningsfuldt ud fra. En stillingskrig, hvor den ene part mener der er tale om syge fantaster der lider af vrangforestillinger der skal justeres til mere vanlig adfærd, mens den anden part mener der er tale om kemisk krigsførelse og overgreb mod en gruppe sensible mennesker, kommer der næppe noget godt og konstruktivt ud af.

Om det lader sig gøre, er måske tvivlsomt. Det vil forudsætte stor imødekommenhed fra begge parter, for at acceptere at modparten har nogle valide pointer og grundantagelser.

@Heinrich R.: Jeg er meget enig i dine betragtninger angående videnskab/videnskabeligt metode. Samtidigt er jeg igennem tiden, hvor jeg, der oprindeligt kommer fra humanioraen, ikke fra naturvidenskaben, har beskæftiget sig med den sidste som hvad man måske kunne kalde "kritisk observatør", men også som "bruger" (netop som et "våben" i "stillingskrigen"; og det interessante er jo, at psykiatriens egen videnskab, de kolde data og fakta, modsiger dens dogmer), blevet mere og mere opmærksom på et stort problem med videnskaben: mennesket, der anvender den. Mennesket, der interpreterer de kolde data og fakta, og så benytter interpretationen f.eks. med den hensigt, at erklære en bestemt reaktion på det undersøgte fænomen som den eneste rigtige. Ofte uden at tage højde for f.eks. den kulturelle konditionering, den intellekt, der foretager interpretationen, uvægerligt og foregående interpretationen, har været udsat for. Dvs. uden at tage højde for, at interpretationen af de objektive data og fakta kunne være subjektivt farvet. Videnskabelige undersøgelser går som regel altid ud fra et sæt af præmisser, der klart farver interpretationen af undersøgelsens resultater. Når jeg f.eks. laver en undersøgelse af årsagerne til, hvorfor græsset er grønt, så misser jeg egentligt, strengt taget, at stille spørgsmålstegn ved, om græsset faktisk er grønt. Jeg går ud fra, at det er sådan det er.

Nu er der nok ikke så mange mennesker, der ville modsige mig, når jeg siger, at græsset er grønt, og der er nok heller ikke mange, om nogen, for hvem det ville betyde lidelse, at skulle acceptere min påstand om, at græsset er grønt. Men hvis der fandtes mennesker, for hvem min påstand betød lidelse, så ville jeg pludseligt stå med det ansvar, at måtte gå tilbage og undersøge sandhedsindholdet i min påstand, før jeg går videre med den. Eller også så måtte jeg indrømme, at resultaterne af mine undersøgelser ikke kan siges at være ubetinget, absolut sandt, siden jeg ikke har undersøgt, om mine præmisser er sande. Det er jo det, der menes, når man taler om vigtigheden af, at videnskaben, forskerne, er i besiddelse af og udviser en vis ydmyghed.

To læsetips: "Approaching Mysticism Through Scepticism", interessant, men lidt længere, essay af den amerikanske terapeut Ron Unger om sagen: http://www.efn.org/~ronunger/mysticism.pdf , og "Be wary of the righteous rationalist: We should reject Sam Harris's claim that science can be a moral guidepost", en ikke mindre interessant artikel af videnskabsjournalisten John Horgan: http://www.scientificamerican.com/blog/post.cfm?id=be-wary-of-the-righteous-rationalis-2010-10-11

Vi lever i dag generelt i hvad man kunne kalde en "Illustreret Videnskab"-tid, hvor den positivistiske videnskab er blevet til noget nær en religion (sic), og dens erkendelser/resultater til noget nær dogmer. Og der er nok ingen anden videnskab, hvor konklusionerne er så i den grad præget af subjektiv interpretation, hvilende på dogmatisk som sandt antagede præmisser, som de er det i den psykiatriske videnskab. Tankevækkende citat af Robert Freedman i en ellers også ret dogmatisk artikel (udgående fra præmissen, at "skizofreni" er genetisk-biologisk forårsaget hjernesygdom): "Skizofreniforskningen er fuld af folk, der er sikre på, at de ved, hvad de gør, og bare senere opdager vi, at hele paradigmet var forkert. Så ser vi med forbløffelse tilbage på, hvor forkert de var på den. Jeg tænker, at enhver i min generation burde være sig bevidst om denne historie, og burde være uvillig til at sige, vi er der." (http://www.nature.com/news/2010/101110/full/468154a.html)

Når vi f.eks. skal undersøge årsagerne til "skizofreni", så tænker jeg, at vi burde starte med at definere "skizofreni". Nu findes der en definition af "skizofreni", der er officielt anerkendt, ligesom det er "officielt anerkendt", at græsset er grønt. Dog er den officielle definition af "skizofreni" som en sygdom knapt så ukontroversiel som påstanden, at græsset er grønt, og hvad værre er, er at definitionens følgevirkninger må siges, at forvolde en del mennesker såvel fysisk som psykisk lidelse. I hvert fald, hvis vi skal tro disse mennesker. Og dermed er det, at lade påstanden om sygdom stå som en sandhed, uden at undersøge den nærmere, eller indrømme, at det drejer sig om ikke andet, end en antagelse, etisk egentligt ikke forsvarligt. Det interessante er her, at psykiatrien formår, at omgå dette etiske dilemma, ved at komme med en anden påstand, den, at det er et "symptom", endda det ultimative af slagsen, på den angivelige "sygdom", når mennesker giver udtryk for, at sygdomsparadigmet og den deraf resulterende "behandling" forvolder dem lidelse: "manglende sygdomsindsigt" (se foroven: "hvis vi skal tro disse mennesker").

Det her er ved at blive til en hel afhandling. Bare lige kort et par flere tanker: Hvis der findes afvigelser i DNAen, og/eller i hjernestrukturen, hvordan kan vi vide, om de er årsag, eller endnu et "symptom"? Jf. http://www.mcgill.ca/newsroom/news/item/?item_id=104667

Hvis "skizofreni" er kendetegnet ved et højt dopaminniveau, hvordan kan vi vide, om dopaminniveauet er ansvarligt for "symptomerne", eller om "symptomerne" er ansvarlige for dopaminniveauet, dvs. om hjernens dopaminniveau afspejler på det biokemiske niveau, hvad der foregår af tanke- og følelsesvirksomhed, forårsaget af f.eks. psykologisk trauma? En anden aspekt af denne sag: dopaminhypotesen opstod i kølvandet på, og på grundlag af de samme præmisser (sic) som, serotoninhypotesen, der igen er resultat af, at man observerede, at SSRIs virkede "opstemmende", hvilket så blev til "antidepressivt". Dvs. vi har her at gøre med en noget "bagvendt" konklusion angående årsager. Forskningen forkastede transmitterstofhypoteserne allerede i 1990'erne, da man ikke kunne finde beviser for deres korrekthed. I offentligheden er man blevet ved med at promovere hypoteserne, da de er det eneste, der kan retfærdiggøre medikamentel "behandling" med de stoffer, psykiatrien har til rådighed i dag (tænk, hvis "de sindssyge" smed deres dope ud!...).

Iøvrigt også interessant, at psykiatrien gennemgående gør brug af "for", som i "for vred/ked af det/opstemt/angst/osv.", og "for meget dopamin/for lidt serotonin/etc.". Hvor går grænsen mellem f.eks. "vred", og "for vred"? Og hvem bedømmer, på hvilket grundlag?...

Mange, mange flere tanker her, men, for nu, tak for inspirerende input!

En rettelse til min sidste kommentar: jeg skrev, at følgevirkningerne af definitionen af "skizofreni" som værende sygdom, altså den psykiatriske, medicinske "behandling" denne definition retfærdiggør og udløser, forvolder en del mennesker fysisk og psykisk lidelse, hvis vi skal tro disse mennesker. Det er ikke helt korrekt, da i hvert fald en god del af den fysiske lidelse efterhånden er bevist, at være forårsaget af "behandlingen" (bivirkninger). Så, her må vi tro på de mennesker, der oplever bivirkningerne. Imidlertid findes der stadigt bestræbelser fra psykiatriens side, at bortforklare både ikke helt uimodsigeligt beviste, fysiske bivirkninger som "sygdomssymptomer", respektive forårsaget af "sygdommen", og psykiske skader/psykisk lidelse, såsom re-/traumatisering via tvangsanvendelse, anerkendes stadigt ikke som en følge af "behandlingen", men tilskrives "sygdommen".

Marian,

tak for flere gode betragtninger. Jeg vil kigge på diverse links, når tiden tillader det.

Mht. til antagelsen om det grønne græs, så holder det ikke vand. Af flere årsager, men i denne sammenhæng af bl.. den ganske interesse, at farveopfattelse er subjektiv. Den varierer fra person til person, eller kan gøre det. Og i nogle tilfælde er der endog markante forskelle i farveoplevelse.

Lyset fra typisk solen er et misk-mask af frekvenser i farvespektret, der sammenlagt får lyset til at tage sig "hvidt" ud. Dets reflektion i græssets overflade går gennem gennem øjets linse, til et område i øjets bagside, for tre forskellige varianter af foto-receptorer registrerer hvor tydeligt farver opfattes af hver af dem. De tre typer receptorer, har hver deres klokkeformede kurve for hvor stærkt de opfatter spektre af lys, og de tre kurver overlapper hinanden. Hver af disse tre typer receptorer giver en værdi i samme lille område i øjet, svarende til et lille udsnit af hvad der betragtes, hvor det er hjernen der stykker dataene sammen og leverer opfattelse af farve. Uhyre avanceret og sindrigt system.

Når man taler om lysstyrke i almindelighed, vurderer man det ifht. menneskelige (gennemsnitlig) opfattelse. Altså ikke som et apparat der måle elektromagnetisk stråling i det frekvensområde synligt lys udgør, men som mennesker typisk vil opfatte det. Grønlige farver er f.eks. meget tydelige, da to typer receptorer udløse høje signalværdier for frekvenser i det grønlige farvespekter. Blå farver derimod giver ikke særligt respons fra receptorerne, så lysintensiten af blåt lys skal være markant kraftige end grønt lyst, hvis det skal opfattes lige så tydeligt af det menneskelige øje og hjerne.

Hvilke frekvenser, mennesker kan se, varierer. Nogle kan se infrarødt lys, f.eks., ligesom insekter. Linsen (i øjet) fungerer dog også som et filter, der i praksis forhindrer infrarødt lys at nå frem til det lysfølsomme område, fovea. Der er eksempler på, at personer med grå stær har fået fjernet den uigennemsigtige linse, og deres farveopfattelse derved har ændret sig, bl.a. ved at nogle har været i stand til at opfatte infrarødt lys. En maler som Claude Monet anvendte et mildest talt besynderligt farvevalg i sine malerier, hvilket skyldtes tiltagende grå stær, og siden at han fik fjernet linsen i det ene øje. Hans malerier giver således et indtryk af, hvor langt hans farveopfattelser ligger fra andres.

Farveopfattelse er langt fra trådens emne, men jeg synes det er interessant, at noget så jordnært et udsagn som at græsset er grønt, i objektiv forstand er noget nær meningsløst. Det man må forholde sig til, er menneskers subjektive oplevelser, med en vished om at forskellige mennesker i bogstaveligste forstand vil se og opleve noget forskelligt.

En parallel til, at skizofrene/halucinerede/fantaster meget vel kan opleve situationen markant anderledes end de der betragter dem. Hjernen er voldsomt kompleks, og en præmis om at al opfattelse er subjektiv, er næppe helt ved siden af.

Heinrich, ja, netop, det holder ikke, det med græsset. Lige så lidt som det holder, videnskabeligt, at "skizofreni" er sygdom (om det så er i bogstavelig, medicinsk forstand, eller i overført betydning som et onde; jf. at nogle gerne vil forklare galskab som dæmonbesættelse). Her: http://www.psychiatrictimes.com/display/article/10168/1402032 opstiller psykiateren Ronald Pies en definitionsmodel for sygdom, som svarer meget fint til den af den medicinske videnskab generelt anerkendte. Han medgiver, at "psykiske sygdomme" ikke opfylder kriterierne, men bliver så offer for en logisk vildfarelse, når han holder fast ved, at i hvert fald nogle "psykiske sygdomme" ikke kan andet end være sygdomme, og at det faktum, at de ikke opfylder kriterierne, vil blive korrigeret en skøn dag i fremtiden, når biomarkører etc. er fundet. Muligheden, at entydige biomarkører ikke findes, undgår hans opmærksomhed. -- Hans "tanketorsk" er imidlertid kun forståeligt, da psykiatrien som lægevidenskab ville stå med et enormt problem, hvis eksistentiel lidelse pludseligt ikke længere blev betragtet som medicinsk ekspertise krævende sygdom... Han ville være nødt til, at se sig om efter et andet job.

Det mest overraskende ved Ronald Pies artikel (kunne kun læse den første side) er næsten, at han citerer Allen Ginsberg. Men sådan må det vel gå - at de obskure traditionsfornægtere kommer til ære og værdighed, når den generation de har inspireret, får magten til de diktere hvad der er god smag ;-)

Det gælder vel for mange fagområder, at deres ønsker om at kunne kalde sig videnskab og bestræbelserne på at følge videnskabelige retningslinjer, er af relativ ny dato? Psykiatri og psykologi tror jeg er milevidt fra at få etableret en egentligt videnskabelig basis for deres fag, men måske vil det lykkes i løbet af et halvt århundredes tid, hvis ellers fagets skarpeste tænkere arbejder på at få luget ud i selvbedraget og selvhøjtideligheden i fagets dogmatik og blandt fagets udøvere.

Der skulle mange skarpe tænkere til indenfor matematikken og fysikken, og en ekstrem grad af faglig disciplin til, for at få etableret disse som robuste videnskaber.