Den slags konspirationsteorier hører selvfølgelig hjemme i samme kategori som Don Quixotes kamp mod vindmøllerne. Havde Smedegaard Andersen gjort sig den ulejlighed at følge lidt med, ville han vide, at landsforeningen – når det fremmer medlemmernes interesser – har et nært samarbejde med Kirkeministeriet. Andre gange ser vi forskelligt på tingene, som eksempelvis når det gælder indførelsen af flere arbejdsopgaver for menighedsrådene. Dem har rådene nok af i forvejen.

Helt galt går det for Smedegaard Andersen, når han i sine påstande mener, at løsningen på alle menighedsrådenes problemer er at melde sig ud af menighedsrådsforeningen. Det mener vi selvsagt er en rigtig dårlig idé. Hos os får medlemmerne nemlig det, som er umuligt at opnå uden at stå sammen: Vi giver stemme til lokale bekymringer over for myndighederne, og som sagen om de flere administrative byrder viser, er vores stemme én, der bliver lyttet til.

Smedegaard Andersen har tydeligvis en stor afsky for, at statsmagten skal komme og fortælle de lokale menighedsråd noget som helst, men modstillingen mellem en stor styg statsmagt og et lille lokalt råd er ganske enkelt forkert.

Menighedsrådene lever i dag ikke isoleret bag tykke mure, og den idylliserede fortid, Smedegaard gerne vil tilbage til, hvor de lokale råd egenrådigt kan bestemme alting i ro, fred og samdrægtighed, er en illusion.

I landsforeningen ser vi fremad og tager bestik af den samtid, som menighedsrådene er en del af. Menighedsrådene skal naturligvis følge de samme love som resten af samfundet, og jeg kan kun se det som en kæmpe fordel, at menighedsrådene i deres landsforening har en slagkraftig repræsentant, der kæmper for deres sag.

At tro, at et direkte møde mellem Kirkeministeriet og de cirka 2000 menighedsråd skulle give mindre administrative opgaver lokalt, er ikke blot illusorisk. Det er også naivt.

Ole Wind,

sekretariatschef,

Landsforeningen af Menighedsråd,

Damvej 17-19, Sabro