Nogle mener, at de danske menighedsråd drukner i bureaukrati. Selv ser Landsforeningen af Menighedsråd fremad.
- Henning Bagger, Scanpix
Ole Wind |
15. november 2010
Kritikken har lydt på for meget bureaukrati for landets menighedsråd. Selv vil Landsforeningen af Menighedsråd se fremad, skriver sekretariatschef i foreningen Ole Wind
SELV NÅR MAN diskuterer med folk, hvis opfattelser af tingenes tilstand er en smule på afveje, kan man finde en flig af enighed. Som eksempelvis, når
forhenværende dommer Jens Smedegaard Andersen i Kristeligt Dagblad den 9. november skriver: "Menighedsrådene består af fornuftige mennesker, som har folkeligt mandat til at styre kirkens lokale anliggender."
Den slags udsagn er jo fornuftige og konstruktive. Lidt mere skidt står det til med Smedegaard Andersens analyser, når udsagnet skal bredes ud, og menighedsrådene skal placeres i det komplicerede netværk af regler, love, stat-kirke-forhold og alskens andre forhold, der udgør den samtid, som rådene er en del af.
Smedegaard Andersen har tidligere været ude med sine anklager mod Landsforeningen af Menighedsråd, der efter hans mening har en skjult dagsorden: Han mener, at vi vil kvæle de medlemmer, hvis sag vi kæmper for, og som betaler kontingent til foreningen, i bureaukrati.
Anledning til Smedegaard Andersens kampagne mod Landsforeningen af Menighedsråd er denne gang, at vi i forbindelse med et høringssvar til Kirkeministeriet mener, at tiden er inde til at slå koldt vand i blodet og skrue ned for lov- og regeltempoet. Vi hører nemlig fra mange steder lokalt, at rådene har nok at se til med at få andre nyskabelser som kontoplaner og overenskomster til at fungere.
Ud af vores synspunkt, der vel burde passe ham fint ud fra hans øvrige afsky for statsmagtens indblanding i folkekirkelige forhold, udleder Smedegaard Andersen, at Landsforeningen af Menighedsråd og Kirkeministeriet nu sikkert går og pønser på en farlig masse reformer. Der skal bare være lidt tid til at få det hele tænkt igennem, mener han.
Den slags konspirationsteorier hører selvfølgelig hjemme i samme kategori som Don Quixotes kamp mod vindmøllerne. Havde Smedegaard Andersen gjort sig den ulejlighed at følge lidt med, ville han vide, at landsforeningen – når det fremmer medlemmernes interesser – har et nært samarbejde med Kirkeministeriet. Andre gange ser vi forskelligt på tingene, som eksempelvis når det gælder indførelsen af flere arbejdsopgaver for menighedsrådene. Dem har rådene nok af i forvejen.
Helt galt går det for Smedegaard Andersen, når han i sine påstande mener, at løsningen på alle menighedsrådenes problemer er at melde sig ud af menighedsrådsforeningen. Det mener vi selvsagt er en rigtig dårlig idé. Hos os får medlemmerne nemlig det, som er umuligt at opnå uden at stå sammen: Vi giver stemme til lokale bekymringer over for myndighederne, og som sagen om de flere administrative byrder viser, er vores stemme én, der bliver lyttet til.
Smedegaard Andersen har tydeligvis en stor afsky for, at statsmagten skal komme og fortælle de lokale menighedsråd noget som helst, men modstillingen mellem en stor styg statsmagt og et lille lokalt råd er ganske enkelt forkert.
Menighedsrådene lever i dag ikke isoleret bag tykke mure, og den idylliserede fortid, Smedegaard gerne vil tilbage til, hvor de lokale råd egenrådigt kan bestemme alting i ro, fred og samdrægtighed, er en illusion.
I landsforeningen ser vi fremad og tager bestik af den samtid, som menighedsrådene er en del af. Menighedsrådene skal naturligvis følge de samme love som resten af samfundet, og jeg kan kun se det som en kæmpe fordel, at menighedsrådene i deres landsforening har en slagkraftig repræsentant, der kæmper for deres sag.
At tro, at et direkte møde mellem Kirkeministeriet og de cirka 2000 menighedsråd skulle give mindre administrative opgaver lokalt, er ikke blot illusorisk. Det er også naivt.
Ole Wind,
sekretariatschef,
Landsforeningen af Menighedsråd,
Damvej 17-19, Sabro
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad