Balancen mellem substans og person forrykker sig

VALGKAMPEN ER for længst over os – tidligere end sædvanligt hen mod slutningen af en valgperiode, fornemmer mange vist (uden måske dog at have noget sikkert belæg for denne fornemmelse).

Men også en anden tendens synes at gøre sig gældende, nemlig en forrykning af balancen mellem substans og person, det vil sige mellem det politiske indhold i valgkampens temaer og fortællingerne om politikerne som personer.

Det nye er forrykningen af balancen, for substans og person er altid indgået i det samlede billede, man som vælger tager stilling til, når man sætter sit kryds – det eneste ene kryds, man har at gøre godt med. Man kan stemme på et parti, eller man kan stemme personligt på en kandidat fra samme parti , men det sker også, at vælgere stemmer personligt på en kandidat fra et andet parti end det, hvis substantielle politik de egentlig har størst sympati for.

Under en demokratisk synsvinkel er alle tre muligheder lige gode, og ingen skal som bekendt tillade sig at opstille etiske regler for, hvordan en vælger i så henseende bør stemme.

Derimod kan man sagtens diskutere den forrykning af balancen mellem substans og person, som er i gang i partiernes propaganda og – ikke mindre – i mediernes vinkling. Den politiske substans trænges i baggrunden til fordel for historier og ikke-historier, heltedyrkende eller fordømmende, om den enkelte politiker som person.

Åbenbart af skræk for, at vi skal glemme en af historierne, repeteres de gerne som et helt litani dels af politiske modstandere, dels af medierne, hvor såkaldte politiske redaktører og eksperter fortæller os, at den eller den minister eller partileder nu er under pres; at baglandet er i tvivl om personens kvaliteter, selvom forlandet holder masken – og så videre.