SOM JØDE OG FILOSOF med stor forkærlighed for Søren Kierkegaard har det været utrolig interessant at følge debatten, som er kommet i kølvandet på Peter Tudvads kritik af Søren Kierkegaards antisemitisme. Det er for mig at se en diskussion, som har relevans for ikke bare Kierkegaards filosofi, men også for den aktuelle daglige politiske situation.

Først kritikken af Kierkegaard. Kierkegaard var meget mere end bare antisemit. Hans primære bidrag til filosofien ligger i en perlerække af litterære værker. Han har bidraget til forståelsen af mennesket i forhold til Gud og psykologien og vist et eksempel på kritik af det bestående i sit opgør med kirken. Smukkest er vel kærlighedshistorien, som ligger bag hans forfatterskab: forholdet til Regine Olsen.

Han har altså vist ikke bare en litterær ekvilibrisme, men også personlig opofrelse og engagement i de idéer, han troede på. Der er et sjældent og meget smukt forhold imellem Kierkegaards liv og hans filosofi.

Heroverfor stilles det beviselige faktum, at Kierkegaard ikke brød sig om jøder. Denne holdning bryder jeg mig selvfølgelig ikke om. Jødernes historie er fyldt med forfølgelse, ofte uden grund, og det giver mindelser om holocaust, pogromer og andre lidelseshistorier, som er en del af den jødiske virkelighed.

HVIS MAN ALTSÅ skal se Kierkegaard lidt udefra, så er der store kvaliteter og store svagheder i hans ideologi og praktiske virke.

Sådan er det med os alle sammen, vi har både styrker og svagheder. Det er menneskeligt, og som Kierkegaard selv konkluderer i sit hovedværk "Enten – Eller", så er kendetegnet ved et spirituelt menneske tilgivelsen. For mig at se er Kierkegaards svagheder så overskuelige, at jeg som jøde godt kan tilgive ham for hans antipati imod jøder, idet han har bidraget til denne verdens positive fremgang så meget, at det er tilgivelsesværdigt.