Den franske præsident Nicolas Sarkozy (billedet)rykker længere mod højre efter regeringsrokade i weekenden.
- HO/SCANPIX DANMARK/Scanpix.
Birthe B. Pedersen |
17. november 2010
Med weekendens regeringsrokade har den franske præsident afskediget alle de ministre, han havde hentet uden for regeringspartiet og dannet en kampregering
De, der havde håbet, at Nicolas Sarkozy ville kompensere for sin faste hånd i pensionsreformen med et signal om en mere "social" regering, er blevet skuffede. Den nye regering, som blev udpeget i weekenden efter ugelang spænding, foretager et klart ryk mod højre. Den franske præsident har ofret alle de ministre, han havde rekrutteret uden for sit eget parti, UMP, og resultatet er en regering, der mere entydigt signalerer traditionel, borgerlig politik.
Væk er først og fremmest midterpartierne, repræsenteret især ved nu forhenværende miljøminister Jean-Louis Borloo. Det var ham, Nicolas Sarkozy havde i tankerne som ny premierminister i den hensigt at signalere over for vælgerne, at han trods alt havde lyttet til franskmændenes sociale bekymringer under protesterne mod den upopulære pensionsreform, der hæver pensionsalderen med to år.
Men præsidentens parti sagde nej. Borloo med sin atypiske facon og sine miljøvenlige idéer var for meget for UMP, hvor mange var trætte af at blive vraget til ministerposterne til fordel for Sarkozys jagttrofæer fra andre partier.
De er næsten allesammen forsvundet efter weekendens rokade. Væk er Bernard Kouchner, udenrigsministeren hentet i Socialistpartiet. Væk er den unge, halvt senegalesiske sportsminister Rama Yade og Fadela Amara, hentet i organisationen Ni Putes ni Soumises (Hverken ludere eller slaver), der bekæmper kvindeundertrykkelse i indvandrerforstæderne.
Væk er i det hele taget "sarkozysmen" – den særlige strategi, som hidtil har været grundlaget for præsidentens politiske magt.
Nicolas Sarkozys særkende har lige siden valgkampen i 2007 bestået i et tvetydigt ideologisk image. Han sikrede sig en markant valgsejr ved at samle vælgerne fra midten til det yderste højre. Og det gjorde han ved på én gang at promovere traditionelle konservative værdier og love højere købekraft til middelklassen. Han ville styrke Frankrigs nationale identitet, men også give plads til minoriteterne.
Efter sommerens repressive tiltag mod romaerne og efterårets faste hånd i pensionsreformen var det forventeligt, at præsidenten nu ville dreje kursen mod venstre for at holde fast i midtervælgerne.
Men rorpinden er knækket under de mange kursændringer. Det konservative parti er endt med at sætte hælene i og gennemtvinge, at premierminister François Fillon bliver på posten som garant for en mere ideologisk renlivet konservativ politik.
At det er lykkedes, viser, at Nicolas Sarkozy ikke er så enerådende, som han hidtil har været. Hans position er udhulet af meningsmålingerne, hvor kun 32 procent af vælgerne er tilfredse med hans indsats, og præsidenten er nødt til at sikre sig loyaliteten i sit store neo-gaullistiske bagland op til præsidentvalget om halvandet år. Der er snigskytter nok, som ligger på lur for at give præsidenten konkurrence ved valget, og Sarkozy vil ikke friste yderligere rivaler til at tro, at de er bedre skikket end præsidenten til at repræsentere det gaullistiske Frankrig.
Der er nu lagt op til, at Nicolas Sarkozy i de næste 18 måneder vil føre en traditionel borgerlig politik. Strategien om at overhale venstrefløjen indenom er lagt på hylden. Fronterne er trukket op.
bpedersen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad