Mona Sahlin var på toppen af sin karriere, da hun blev valgt til partileder for de svenske socialdemokrater. Nu forlader hun svensk politik efter blot tre år på posten
Efter blot tre år som partileder for Socialdemokraterne i Sverige trak Mona Sahlin sig i søndags. Intens kritik siden valgnederlaget i september fik hende til at tage beslutningen, og hun er dermed den socialdemokratiske leder, der har siddet kortest tid.
53-årige Mona Ingeborg Sahlin beskrives som meget loyal mod partiet. Iagttagere forklarer også hendes afgang med kærligheden til partiet og den socialdemokratiske politik. I Sverige er hun kendt for citater som "Jeg elsker partiet" og "Det er skønt at betale skat".
Tidligere partileder Göran Persson har sagt, at hun er iskold i afgørende situationer, og i dette tilfælde har hun indset, at hendes ønske om at føre partiet gennem krisen var umuligt. Hendes medarbejdere har fortalt om en leder med en næsten intuitiv forståelse og høj intelligens, og det var måske det, der fik Sahlin til at sige på søndagens pressemøde: "Jeg stopper nu. Det føles rigtigt for mig, og det føles rigtigt for partiet."
Selvom Mona Sahlin trækker sig tilbage, vil hun stadig bevare sit engagement i Socialdemokraterne, for politik har altid været en stor del af Mona Sahlins liv. Hun blev født i 1957 og voksede op i Nacka syd for Stockholm. Allerede som 16-årig, mens hun gik i gymnasiet, meldte hun sig ind i partiets ungdomsorganisation, SSU, og hun blev som den hidtil yngste valgt ind i Rigsdagen som 25-årig - på det tidspunkt gravid med sit første barn.
Den unge kvinde blev hurtigt afholdt i partiet. Daværende statsminister Ingvar Carlsson udnævnte hende til landets yngste minister i 1990 som arbejdsmarkedsminister, og i den senere regering fik hun tunge poster som ligestillingsminister og vicestatsminister. Hun blev set som den naturlige arvtager til statsministerposten, men i 1995 afslørede avisen Expressen, at hun havde et vældigt rod i sin privatøkonomi og flere gange havde benyttet regeringens kontokort til private indkøb. Sagen blev døbt Toblerone-affæren, efter at Sahlin på et pressemøde sagde: "Jeg købte to Toblerone, bleer og cigaretter". Hun forsøgte at forklare sig, og en undersøgelse viste, at der ikke var tale om mandatsvig, og at Mona Sahlin kunne redegøre for brugen af de godt 50.000 svenske kroner, hun havde købt for. Men uheldige sager om ubetalte parkeringsbøder og licensopkrævninger blev ved med at plette hendes rygte, og efter ugers intens kritik af hendes lemfældige omgang med statens penge valgte hun i november 1995 at gå af.
Hun skrev en bog om, hvor smertefuldt det var pludselig at blive opfattet som en belastning for partiet, men holdt sig ellers ude af søgelyset og brugte tiden med sin mand, Bo Sahlin, og deres tre børn, Ann-Sofie, Jenny og Gustav. Familien har haft sorgen tæt inde på livet, da sønnen Johan døde som kun etårig. Mona Sahlin har fortalt, at hun tænker meget over livet og døden, men hun tror ikke på, at der findes en Gud. Allerede som 18-årig meldte hun sig ud af den svenske kirke.
I to år trak Mona Sahlin sig helt ud af det politiske liv og arbejdede i stedet i det private erhvervsliv. Hun fik støtte fra blandt andre Ritt Bjerregaard, som selv havde prøvet at blive kaldt en skandale for Socialdemokraterne i Danmark. Den danske politiker skrev blandt andet til Sahlin, at "mediernes kritik betyder intet, når det gælder det politiske liv og fremtiden".
Hun fik ret, for Mona Sahlin blev hentet tilbage i varmen i regeringen ledet af Göran Persson i 1998. I Rigsdagen havde hun et tæt venskab med udenrigsminister Anna Lindh, som blev myrdet i Stockholm i 2003. Mona Sahlin har flere gange talt om, hvor meget hun savner veninden. De blev lidt hånligt kaldt for "Barbie-klubben" af medierne, men ellers er Mona Sahlin altid blevet rost for at være et stort politisk talent med et særligt nærvær og evne til at fokusere al sin energi på præcis det politiske projekt, hun er i gang med.
I 2007 skrev Mona Sahlin historie, da hun blev Socialdemokraternes første kvindelige partileder. Allerede på valgnatten i 2006 erklærede Göran Persson sin afgang, og efter nogle måneders uvished blev Mona Sahlin blev valgt til Socialdemokraternes partileder. Hun tog over i et kriseramt parti, som lå på et lavpunkt med 34,9 procent af stemmerne. Den nye partileder fik en forrygende start, da en måling umiddelbart efter hendes start som partileder viste en opbakning på 44,1 procent. Det var lige så højt som i velmagtsdagene under Olof Palme og Ingvar Carlsson. Succesen blev forklaret med Mona Sahlins store erfaring fra flere ministerposter og hendes umiddelbare samling af partiets fløje.
I et forsøg på at skabe en stærk opposition indledte Mona Sahlin et historisk tæt samarbejde med Miljøpartiet, som blev præsenteret på et stort anlagt pressemøde. Det stod imidlertid hurtigt klart, at samarbejdet ikke blev støttet af dele af hendes bagland. Mona Sahlin blev tvunget til at åbne døren for Venstrepartiet.
Den begyndende uro kunne mærkes på vælgernes opbakning, som faldt til 30,6 procent på valgnatten. Det dårligste resultat siden 1914, og det var en mærket Mona Sahlin, som måtte indse, at politikken havde slået fejl.
Hun tog ikke umiddelbart den personlige konsekvens af nederlaget, men de sidste ugers røster blev til sidst for insisterende. Indtil marts har Mona Sahlin alle intentioner om at lede fornyelsesarbejdet i partiet, men når hun trækker sig som partileder, så forlader hun også svensk politik. Og denne gang er det nok ikke blot for et par år.
barslev@k.dk