Henrik Hoffmann-Hansen |
18. november 2010
Udlændingepakken er symbollovgivning for få mennesker
I boksning kan man vinde på knockout eller point. Det er nu svært at få øje på vindere i den udlændingeaftale, integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i går lagde sidste hånd på. Det skulle da lige være Dansk Folkeparti. Intentionen med pointsystemet for ægtefællesammenføringer er ellers ikke helt skæv: at man gerne vil anspore udlændinge til at kvalificere sig bedre til livet her i landet. Det er indlysende, at mennesker, der tager en uddannelse, får et arbejde og slår sig ned uden for et belastet boligområde, får bedre chancer for at klare sig i det danske samfund, end hvis de gør det modsatte. På det område har 24-årsreglen unægtelig haft sine begrænsninger. Den er en tilfældigt valgt aldersgrænse, hvis oprindelige formål var at forhindre herboende udlændinge i at ende i et tvungent eller arrangeret ægteskab.
Det nye pointsystem virker desværre også ret tilfældigt og endda uklart. Man kan få 10 point for at have engageret sig i en "global, humanitær organisation", men hvordan defineres sådan en? Er der mon forskel på at have arbejdet for Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp? Nogle job giver point, andre ikke. Man får 20 point for at bosætte sig uden for et "udsat boligområde", men hvorfor lige 20 point, og hvad sker der, hvis et område pludselig bliver udsat, mens man er ved at flytte ind? Skal man så finde sig en ny bolig? Forligspartierne vil sige, at man nu får nogle helt objektive kriterier, som man selv kan gøre noget for at opfylde. Sandheden er, at systemet bestemt ikke er blevet mere gennemskueligt, men tværtimod langt mere bureaukratisk.
Pointsystemet rejser mere overordnet spørgsmålet om, hvor dybt politikerne egentlig kan og bør blande sig i privatlivet. Og hvor få mennesker det er rimeligt at lovgive for. Den rimelighedsgrænse synes klart overskredet med regeringens og Dansk Folkepartis aftale. Jyllands-Posten har opgjort, at pointsystemet nok kommer til at berøre omkring 500 mennesker om året. Så mange ægtefællesammenførte bidrager i dag ikke til samfundet. Man kan spørge, om ikke der var mere mening i at prøve at få de 500 i uddannelse og arbejde end at stramme tøjringen af grænsebommen yderligere. De mest liberale i Venstre og Liberal Alliance har således talt for, at man burde gøre ægtefælleindvandringen fri, men til gengæld skulle der lukkes for offentlige ydelser. Det kunne lyde som en fristende måde at sikre det danske velfærdssystem på, men det er ikke så let i praksis. EU-regler og internationale konventioner tillader ikke den form for forskelsbehandling. Politisk handler det om, at Dansk Folkeparti oprindelig krævede en 28-årsregel, og så måtte regeringen finde på noget andet, da samfundsøkonomien ikke tillod større ældrecheck. Resultatet er blevet et pointsystem, som reelt er en stramning af mulighederne for at få en udenlandsk ægtefælle hertil. Det sætter oppositionen på prøve, fordi Socialdemokraterne og SF nu skal forsøge at finde deres egne ben i en sag, der har voldt dem kvaler i mere end 10 år. Men det bliver også en svær sag for regeringen selv, fordi mange borgerlige vælgere har det svært med symbolpolitikken. De jages nu i armene på oppositionen og Liberal Alliance. Det giver i hvert fald ikke ret mange point til regeringen for det kunstneriske indtryk.
hhh
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad