Slibe sig en skraber

Jeg kan lægge mig på divanen for at få en skraber, skriver Inger Marie Tran holm-Pedersen fra Hune ved Blokhus, og det betyder som bekendt at få sig en lille forfriskende søvn. Men burde det ikke hedde at slibe sig en skraber? Tranholm-Pedersen beretter, at hendes far, der var snedker- og tømrermester, forklarede oprindelsen til vendingen således: Lærlinge hos håndværkere sagde til deres mester, at de skulle ud for at slibe skraberen, og når de så blev for længe væk, kunne mester finde det unge menneske sovende i et hjørne.

Det er rigtigt, at slibe sig en skraber er den oprindelige vending, der efterhånden er blevet til at få sig en skraber, og den forklarede oprindelse er heller ikke helt forkert. Ordbog over det Danske Sprog forklarer udtrykket ved at bringe os til en lidt anden branche, nemlig til sømændenes verden. Når sømænd udførte det hårde arbejde at skrabe rust, benyttede de ofte lejligheden til at få sig en lille blund midt i sliddet, mens deres skraberedskab blev slebet. Ud af dette begreb er at få eller tage sig en skraber altså udviklet. Samtidig peger ordbogen på, at det der med en skraber og en lille lur også godt kan rumme et ekko af snorkelyde. Når en person tager sig en lur og snorker, så kan det associere til skrabelyde.

Det er almindelig sprogbrug i dag, at en lille lur kan hedde en skraber, og det er morsomt, at det egentlig har noget med at skrabe rust at gøre. Det er endnu et bevis på, at sproget er en levende organisme, der ofte rummer lange spor af historie. Der er næppe mange, der ved ret meget om sømandsliv dengang, der skulle skrabes rust i dagevis, men vi kan bruge udtrykket forskudt til en anden sammenhæng.