Det er tonefaldet, der tæller

Jeg syntes, at læserne skal have del i denne søde erindring fra dengang, mit ældste barnebarn Troels var cirka fire år og vi gik tur i parken!

Vi så nogle flotte store sten som mindede om dem, man ofte ser på gravsteder!

Så sagde Troels pludselig! "Se farmor, der ligger min bedste ven begravet!"

Prøv at sige det, Farmor!

Jeg sagde så i en ganske almindelig, næsten ligegyldig tone hurtigt "der ligger min bedste ven begravet!

"NEJ, NEJ,farmor, sådan skal du ikke sige det! Du skal sige sådan!"

satte ansigtet i dybt tragiske folder og sagde med grådkvalt stemme: "der (snøft snøft) ligger min allerbedste ven begravet."

At jeg kunne tage så meget fejl!

Esther Hadberg,

Topasvej 22,

Herlev