Folkekirken bør slippe gudstjenesten fri

Fra Reformationens overtagelse af Luthers tyske gudstjenesteordning fra 1526 fik den danske højmesse et pædagogisk-sjælesørgerisk tilsnit. I 1800-tallet bidrog Grundtvig til langt stærkere vægtning af liturgisk fejring af Guds nærvær og Kristi levende tale i hans egne ord omkring dåb og nadver. Hertil kom i 1900-tallet en vis indflydelse fra det internationale arbejde med liturgisk restaurering med større vægt på de gamle former fra urkirken som for eksempel kyrie og gloria.

Men den folkekirkelige gudstjeneste er stadig meget bundet til idéen om, at den skal opdrage og oplyse menigheden om kristendommens sande indhold gennem bestemte bibeltekster, der læses og udlægges i prædikenen. Med det sigte går gudstjenesten galt i byen i forhold til, at den faktiske menighed ikke kommer for at få lagt en lille alen til sin kristendomskundskab, men for at søge orientering og næring i det liv, vi hver især lever.

Der er derfor brug for, at gudstjenesten ikke længere tænkes pædagogisk-sjælesørgerisk, men liturgisk-sjælesørgerisk. Det var på sin vis lettere, da enevældens indgangsbøn fra 1685 stadig passede: "Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus ? for at høre ? og lære." I dag er løsenet for de fleste, når vi går i byen: "Som dine orienteringsoplevelser er, skal din styrke være."

Vi er åbne og ganske forventningsfulde, ikke kræsne, men meget følsomme over for oplevelsernes ægthed og kvalitet. Mange gudstjenester, ikke mindst de kirkelige handlinger, er en solid succes, fordi præster og organister kan deres kram – og er ved at komme ud af den forkrampethed, der ligger i den pædagogiske gudstjenestetænkning.

Desværre er alterbogen langtfra fulgt med udviklingen. Alt for mange uforståelige tekster signalerer, at kirkegængerne lige så godt kunne være blevet hjemme. Det samme kan for mange uforståelige salmer gøre - og for tung og ikke-inddragende musik og liturgi.

Alt tyder på, at alle gudstjenestens forskellige dele, klokker, musik, sang, liturgi, tekstlæsning, prædiken, nadver og eventuelt dåb, fortsat kan bruges med styrke. Men der er et stærkt behov for en fælles gudstjenesterevision, så de lokale gudstjenesteaktører kan få et bedre udgangspunkt for at indbyde til en gudstjeneste, der kan fungere som en kombination af en opløftende oplevelse og en livsfortolkende forkyndelse for dagens danskere.

kirke@k.dk

Kristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk analysere og vurdere væsentlige tendenser og tiltag i kirkens verden. Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet.