Katedralen på øen i Paris

Den er høj. Svimlende høj, når man står udenfor på torvet og kigger op ad facaden. Og så er den så massivt udsmykket, at de mange detaljer næsten fortaber sig i mængden.

Stedet er Paris, nærmere bestemt Île de la Cité – den lille ø midt i Seinen, hvor Notre Dame tårner sig op mod himlen. En lang kø af mennesker slanger sig over det lille torv Place du Parvis Notre Dame, men der er nok at se på, mens man venter på at komme ind i kirken.

Nederst på den vestlige facade er tre hoveddøre, hvoraf den midterste, som også er den største, bliver kaldt for dommedagsporten. Her vejer ærkeenglen Mikael de dødes sjæle.

Til højre er Sankt Anne-porten, hvor en stor Jomfru Maria-figur sidder på en trone med Jesusbarnet på skødet og et scepter i hånden. Til venstre er Jomfruporten, hvor Jomfru Marias død, opstigning til himlen og kroning til himlenes dronning ifølge katolsk kirketradition er afbildet.

Over de tre hoveddøre står på rad og række 28 statuer af konger af Judæa, og midt på facaden danner et rosevindue glorie omkring Jomfru Maria og Jesusbarnet. Højt oppe på den store kirkes facade stikker mystiske figurer – en slags fantasiuhyrer – hovedet ud.

Inde i katedralen, hvor der er utroligt højt til loftet, er strømmen af turister så stor, at man nærmest bliver ført rundt i kirken. Men undervejs på rundturen er der et væld af ting, der fanger øjet.

De små levende lys, der for et mindre beløb bliver tændt af besøgende, de store malerier, den store lysekrone, de smukke glasmosaikker, skriftestolene, der er i brug, og de andægtige ansigtsudtryk på de personer, der venter på at komme til.