May Al-Hawi fra Libanon blev som barn gemt væk på grund af sit handicap. I dag er hun forsikringsselskabet Trygs ansigt udadtil, når hun tager imod som receptionist i koncernens hovedkvarter
Der var ikke mange, der spåede May Al-Hawi de store chancer i livet, da hun som bare etårig blev ramt og lammet af polio. Pigen, der voksede op hos fattige forældre i en lille by i Libanon, blev ekskluderet af det omgivende samfund, der ligesom hendes egen far skammede sig over handicappet og ikke regnede May Al-Hawi for et menneske, der kunne blive til noget eller bidrage med noget.
De tog allesammen fejl.
I dag er May Al-Hawi forsikringsselskabet Trygs ansigt udadtil, når hun med sit strålende smil og et opvakt blik tager imod koncernens gæster fra sin plads bag receptionsdisken i hovedkvarteret i København. Og det kan være mere end almindeligt svært at forstå, hvordan nogen nogensinde har tvivlet på hendes arbejdsduelighed, når hun med største lethed bevæger sig rundt bag disken i sin elektroniske og næsten lydløse kørestol for at notere beskeder, bestille taxaer og hjælpe besøgende på rette vej.
Det har imidlertid krævet både blod, sved og tårer at overbevise dem, der skulle overbevises, forsikrer den i dag 37-årige kvinde, der kom alene til Danmark for mere end 17 år siden.
"Jeg har kæmpet med næb og klør for at nå mine mål. Og jeg har ikke bare skullet kæmpe imod min egen kulturs fordomme og min egen tvivl, men også imod sagsbehandlere. Jeg har skullet overbevise alle om, at jeg var værd at satse på. Nogle gange har jeg været lige ved at give op, men jeg har åbenbart en stædighed, der ikke kan slås ned," siger May Al-Hawi.
Hun er ikke i tvivl om, at den kamp, hun har kæmpet, er en kamp, langt de fleste mennesker med et handicap må tage, men hun er samtidig overbevist om, at kampen er sværere for handicappede med en anden etnisk baggrund.
"I mange kulturer er det skamfuldt at få et handicappet barn, derfor bliver vi gemt væk, holdt ude af skolen og isoleret fra de andre. Vi bliver ikke regnet for noget, og det sætter sig i psyken og i selvtilliden. Det bliver svært at tro på, at man kan noget og endnu sværere at tro på, at man har ret til noget", siger hun.
For May Al-Hawi voksede ambitionen om uddannelse og karriere, efterhånden som hendes to børn blev større. Sagsbehandleren havde imidlertid ikke tiltro til, at kvinden fra Libanon, der udover sit handicap også er ordblind, kunne gennemføre den HG-uddannelse, hun drømte om. May Al-Hawi måtte trække på hjælp fra sin handicaporganisation PTU for at gøre opmærksom på sine rettigheder. Hun måtte også indvilge i at tage sin uddannelse sammen med teenagere, da der ikke var adgang for kørestole på uddannelsesforløbet for voksne.
"Det var ydmygende og svært at sidde der med børn, der kun var lidt ældre end mine egne, men man må finde sig i, at man også selv må ofre sig. Man må sluge nogle kameler," siger May Al-Hawi, der trods ordblindhed, handicap og alder hev en eksamen med topkarakterer hjem og fortsatte sine studier.
Hun har i øjeblikket orlov fra sin kontoruddannelse, fordi hun som led i sit praktikforløb hos Tryg blev tilbudt et job. Et jobtilbud, hun ikke kunne sige nej til, selvom hun var betænkelig ved at tage en pause fra studiet.
"Det her er mit drømmejob. Det er en fantastisk følelse, at jeg arbejder for min løn. Det er jo ikke, fordi jeg tjener en formue, men det har heller aldrig været målet. For mig har det handlet om frihed og om at klare mig selv. Jeg har altid været træt i kroppen. Den har været mit handicap og min store udfordring. I dag er jeg først og fremmest enormt træt i hjernen, når jeg kommer hjem. Og det er en skøn og tilfredsstillende oplevelse".
bech-jessen@k.dk