Marianne With Bindslev |
20. november 2010
Urolige drenge, hed de før i tiden. I dag får de diagnosen ADHD, og der er flere af dem. Ifølge eksperter er en af årsagerne, at skolen stiller høje krav til fleksibilitet og præstationer, og sårbare børn bukker under for presset
Peter hænger i gardinerne. Han kan ikke sidde stille på sin stol, kan slet ikke koncentrere sig om at løse sine opgaver, han taler i munden på andre, fordi han har svært ved at vente på sin tur. Bliver han frustreret, kan det ske, at han slår de andre, så de græder.
Peter har det hårdt. Det kribler og krabler inden i ham, han er trist, lærerne er irriterede på ham, fordi han saboterer undervisningen for de mange, han får skældud, klassekammeraterne driller ham, fordi han er anderledes, og forældrene ryster på hovedet ad ham – frustrerede over, at han ikke kan finde ud af det. Hvad skal vi stille op med Peter?
Samfundet står over for en kraftig stigning i antallet af børn, der har det som Peter. Det ved vi, fordi forbruget af Ritalin, som er medicinen mod ADHD, er steget med 300 procent for børn mellem 10 og 14 år siden 2005. Ifølge privatpraktiserende psykolog Michael Kaster skyldes stigningen to ting: at samfundet overdiagnosticerer, samt at flere og flere børn får det dårligt i det samfund, vi lever i.
"Gennem de seneste 50 år er mennesket blevet syge- liggjort mere og mere, idet antallet af diagnoser er boomet. Eksempelvis overvejes det nu, om det i det kommende diagnosesystem skal være en psykisk lidelse at være nikotinafhængig. Vi skal være varsomme med at sygeliggøre børns almindelige uro," siger Michael Kaster og tilføjer:
"Samtidig ser vi en masse børn, der ikke trives i det samfund, vi har. Det kan være svært at være småbørnsforælder og have den tid og ro og omsorg, som et barn kræver. Skole- og institutionsmiljøet gør, at børn bukker under, fordi de ikke får den støtte, der er brug for. Der er ikke plads i verden til den sårbarhed, som nogle børn har med sig."
Der har altid været urolige drenge. I gamle dage gik de måske ud af 7. klasse og kom i lære – kravene til skolegangen var ikke så høje. Og så var skolegangen mere struktureret dengang, og måske var det en fordel for de børn, der havde brug for en fast struktur.
Flere eksperter på området peger på, at skolesystemet, sådan som det er indrettet i dag, ikke er særlig godt til at rumme børn, der har brug for forudsigelighed.
En af dem er Bjarne Nielsen. Han har i 33 år været psykolog og chef i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Frederikssund Kommune. Desuden er han formand for Pædagogisk Psykologisk Forening.
"Nogle børn har brug for forudsigelighed og faste rutiner. Det er måske svært at indføre på hjemmefronten, hvor forældre er optaget af deres eget. I dag har vi en skole, hvis grundfilosofi mange steder er 'ansvar for egen læring'. Desuden er der en masse skift, idet børnene arbejder i skiftende grupper, skifter lærere, efterhånden som de rykker op, og arbejder med individualiserede arbejdsmetoder. Det stiller høje krav til børnenes sociale kompetencer, og det kan nogle børn ikke leve op til. Forskning viser, at de mange skift, vi byder børnene, er den rene gift for dem, der har brug for en forudsigelig hverdag," siger Bjarne Nielsen.
Bjarne Nielsen påpeger, at der er store forskelle fra region til region på, hvor mange procent af en årgang der får diagnosen ADHD.
"Den geografiske forskellighed er mærkværdig og viser os, at det er en meget usikker diagnose, der beror på et skøn. Og man skønner altså forskelligt i forhold til at vurdere, hvornår et barn har ADHD, og hvornår et barn ikke har det," siger Bjarne Nielsen, der betegner ADHD som en "modediagnose", og det er problematisk, påpeger han.
"En diagnose giver et fastlåst billede af barnet. Man ser det som en sygdom, der skal medicineres. Det, som der først og fremmest er brug for, er, at lærere, skole og forældre kigger på barnets reaktioner i forhold til de voksne, som er omkring barnet. Hvis barnet skal hjælpes, så er det de voksne, der skal i arbejdstøjet," siger Bjarne Nielsen.
En af dem, der diagnosticerer med udgangspunkt i lægevidenskaben, er professor i børne- og ungdomspsykiatri Per Hove Thomsen på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov.
Han er helt enig i, at medicin langtfra altid er løsningen.
"I svære tilfælde kan medicinen hjælpe ADHD-børnene. Men i mildere tilfælde bør man forsøge med pædagogiske tiltag først. Desuden bør medicinen aldrig stå alene – den virker bedst, når den går hånd i hånd med pædagogiske støttetiltag over for de situationer, som barnet har vanskeligt ved," sig er Per Hove Thomsen.
Imidlertid er praksis i de fleste kommuner, at støttetiltagene først bliver iværksat, når barnet har en diagnose. Lærere og skole presser på for at sende barnet til psykiatrisk screening, for en diagnose åbner for helt nye støttemuligheder. Det fortæller blandt andre Anne Worning, der er direktør i ADHD-foreningen.
"Når kommunerne selv siger, at en diagnose er afgørende for støttemuligheder, kan jeg godt forstå, at det er den vej, forældre går. Om det er godt for børnene med ADHD-træk, stiller jeg mig tvivlende over for. Hvis vi diagnosticerer børn, der har opmærksomhedsforstyrrelser, er vi med til at begrænse det normale, og det burde være sådan, at familieterapi, samtalegrupper og andet bliver iværksat til børn, der har det svært – før de får en diagnose."
Eksperterne peger alle som én på, at systemet ikke er indrettet særlig hensigtsmæssigt til at varetage børnenes behov. Der er fare for, at børnene havner som kastebold mellem det psykiatriske system og kommunerne.
"Psykiatrien mener, at det er socialforvaltningens opgave at løse familieproblematikker, mens socialforvaltningen tænker, at psykiatrien løser problemet. Børnene bliver gidsler, fordi ingen ser det som deres ansvar, og så sker der ikke andet, end at barnet får medicin," siger Michael Kaster, og psykolog Bjarne Nielsen er enig:
"Sådan som det fungerer nu, kommer børnepsykiatrien til at virke som en overfaglig instans. Vi skal have den børnepsykiatriske ekspertise ud i kommunerne, sådan at socialforvaltningen, PPR og børnepsykiatrien kan arbejde sammen. På den måde kan man ikke stille diagnosen ADHD uden også at kigge på, hvilke andre tiltag barnet har brug for derhjemme og i skolen," siger Bjarne Nielsen og tilføjer:
"Sådan at der samlet set bliver gjort mere end at udskrive medicin."
familieliv@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad