At komme hjem til sig selv og ned på jorden

Ultimativt er det således hjemmets mål at forme barnet sådan, at det udvikler evnen til at være hjemme i sig selv. Når et menneske er hjemme i sig selv, kan han danne sig en klar fornemmelse af omgivelserne. Selv i stor forvirring kan han finde vejen frem. Det er, hvad spiritualitet er: kunsten at kunne komme hjem til sig selv.

"Et er nødvendigt

i denne vor vanskelige verden

af husvilde og hjemløse,

at tage bolig i dig selv,

gå ind i mørket

og pudse sodet af lampen,

sådan at mennesker på vejene

kan skimte lys i dine beboede øjne."

Sådan digter en anden digter, nemlig den norske Hans Børli om spiritualitet. Om væsentligheden af at komme hjem til sig selv, tage bolig i sig selv, sådan at vi ikke skal leve i verden som hjemløse og husvilde.

Forudsætningen for, at vi som mennesker kan tage bolig i os selv - have hjemme i os selv - er inkarnationen: at Gud tog bolig i Jesus Kristus og dermed - gennem åbenbaringen af kærligheden til mennesket - gør det muligt for os at tage bolig i den krop og det sind, der er vores. Tage bolig i os selv, i vores verden som den verden, der er velsignet og elsket af Gud selv.

Det er evangeliet i sin essens, at hos Gud kan jeg rummes, som jeg er. Hos Gud har jeg et hjem, som jeg igen og igen kan vende tilbage til. Et hjem, hvor jeg igen og igen kan søge ly og læ for verdens mange storme og hårde domme over mig. Et hjem, hvor jeg kan finde hvile og "komme til mig selv". Fordi kærligheden - Guds kærlighed - er så stor, at den kan rumme mig som jeg er. Også de sider af mig selv, som jeg ikke selv vil kendes ved, fordi de ikke er særligt pæne.

Af og til kan vi finde hjem hos hinanden, når kærligheden udvirker, at jeg kan rumme den anden, som han eller hun er. Inklusive hans eller hendes ikke særligt pæne sider.

Eller omvendt: at jeg kan rummes og heles (jeg heles, når jeg kan være helt mig selv sammen med en anden) i den andens kærlighed. Og det er stort. Det er underfuldt, når det sker. Det er Gud selv, der sender os til hinanden, inkarnerer sig i os mennesker, sådan at jeg kan gå til det andet menneske med Guds kærlighed, og mit medmenneske kommer til mig med Guds kærlighed.

I tiden er der stor interesse for det spirituelle, og det skulle man jo umiddelbart synes var godt, når man ser på, hvordan mennesker i vores tid lider under den "åndløshed", materialisme og overfladiskhed, der også præger tiden.

Imidlertid møder jeg ofte interessen for spiritualitet som en interesse for det særlige, det ekstraordinære, det mystiske. Som for eksempel de erfaringer, man kan få, når man trækker sig ud af samfundet og sætter sig til at meditere i årevis i Himalaya. Eller de erfaringer, man får i Medjugorje, hvor nogen hævder at modtage månedlige Maria-åbenbaringer, og andre bliver stigmatiserede.

Denne interesse for spiritualitet viser sig ofte som en interesse for "det inter- essante", det særlige, der kan hæve den enkelte op over det almindelige, jordiske menneskeliv. Det almindelige, jordiske menneskeliv, der i den klassiske pilgrimsmyte er noget, man længes væk fra. Længes hinsides livet her på Jorden, bort til noget ophøjet, åndeligt smertefrit, himmelsk.

I vores søgen efter og i vores forsøg på at få et ophøjet, smertefrit liv - som er meget forståelig, for hvem vil ikke gerne undgå smerte og lidelse? - bliver vi imidlertid neurotiske. Som C.G. Jung siger det, er neurosen forsøget på at undgå legitim smerte. Den smerte, der hører med til det at leve et menneskeliv her på Jorden. Vi kan ikke komme uden om smerten i livet. Den hører - sammen med glæden - med til det at være menneske.

Spiritualitet er - for mig at se - ikke et eksklusivt begreb, for de særligt indviede. De særligt fine. De særlig åndeligt udviklede og interesserede. Ethvert menneske er et spirituelt væsen. Et åndeligt væsen. At vi er spirituelle eller åndelige væsener kan ses derpå, at vi længes. Længes ud over dét, der er lige nu. Længslen efter kærlighed og fællesskab. Længslen efter at have hjemme et sted, hvor jeg kan være den, jeg er.

Kirkefaderen Augustin taler om menneskets længsel som det, at vore hjerter er urolige. "Confessiones", Første bog, 1: "... for du har skabt os til dig (Gud), og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig." Vi er Guds skabninger. Vi er skabt af ånd med ånd. Spirituelle væsener.

For mig at se må spiritualitet i dens kristne form lede den direkte modsatte vej i forhold til den vej, den klassiske pilgrimsmyte og megen nutidig spiritualitet anviser. Nemlig den vej, Gud selv gik. Inkarnationens vej. Ned på jorden. Ind i det almindelige, brogede menneskeliv med lyst og smerte. Med blod, sved og tårer. Med relationen til mit medmenneske, som er bestemt af relationen til Gud. At livet, vi har med hinanden, så svært det ofte også er, er velsignet. Så vi kan have hjemme her!

Sådan ser og arbejder jeg også med pilgrimsvandringen i nutidig evangelisk-luthersk sammenhæng. Som en bevægelse, der fører mig ind i virkeligheden her og nu. Ind i det liv, jeg har fået givet her på Jorden. Med den krop og det sind, der nu engang er blevet mit. Med de mennesker, som jeg har fået at følges med på vejen. I lyst og nød. I medgang og modgang.

Ind i det jordiske. Ikke bort fra det jordiske og ind i højere åndelige og luftige sfærer. At forsøge at følge vejen ind i de højere åndelige luftlag er for mig at se at fare vild. At følge den anden vej - ind i det jordiske - er at komme hjem.

Anette Foged Schultz er pilgrimspræst i Viborg Stift