Højskolens nødvendighed

Men hvor uddannelsessystemet tidligere var rettet mod fasthed, ensartethed og stabilitet, har dette ændret sig radikalt ved overgangen til videnssamfundet, der bygger på foranderlighed og fleksibilitet, der kræver livslang læring.

Denne transformation stiller store krav til det enkelte menneske. For hvilken uddannelse skal man vælge, når mange af de jobtyper, som vi kender i dag, ikke fandtes for bare 10 år siden, som for eksempel inden for it-området? Og når der ikke længere eksisterer de sociale og praktiske bindinger og begrænsninger, der tidligere styrede vores tilværelse og valg af uddannelse?

Rodløsheden, rådvildheden samt følelsen af at stå i et kulturelt tomrum kendetegner på mange måder det moderne menneske i dag og forklarer i udstrakt grad de stigende frafaldsproblemer på de videregående uddannelser.

Derfor er det ikke mærkeligt, at særligt unge mennesker tager på højskole for at blive afklaret omkring studievalg, men også mere eksistentielt.

Dannelsen retter sig på den anden side mod at skabe mening og sammenhæng i den komplekse tilværelse, det enkelte menneske er en del af. Det gælder om at få gjort det moderne menneske bevidst om, at de er historiske skabninger, der allerede er indfældet i en kultur og et fællesskab, hvorfra de kan hente identitet og søge pejlingsmærker.

Herved sikrer højskolerne også eleverne og kursisterne den menneskelige og folkelige ballast, der er afgørende for at skabe aktive og engagerede mennesker, der føler en forpligtelse over for fællesskabet. Det fællesskab, der rækker ud over den enkelte og derved kan danne basis for vores demokratiske folkestyre i bredeste forstand.

En anden vigtig side af højskolen er, at et ophold giver tid til refleksion. Livet farer af sted. Penge, succes, effektivitet. Inden vi får set os om, er vi på vej ind i pensionsalderen, hvis vi da ikke har knoklet os ihjel inden da.

Det er, som om rastløsheden gennemsyrer vores samfund, så vi ikke længere er i stand til at hvile i os selv. Der skal hele tiden ske noget, og i stedet for at leve i nuet, lever mange i fremtiden: Hvad skal jeg i morgen, hvad er den næste store arbejds- eller rejseoplevelse, der kan give mig et kick?

Men livskvalitet hænger ikke kun sammen med velstand og materielle udfoldelsesmuligheder, men i lige så høj grad med vores mentale velbefindende.

Det er en folkesygdom, at vi i dag skynder os fra vugge til grav. Det starter allerede i ungdomsalderen. Igennem de seneste år er der blevet lagt et stadigt stigende pres på de unge fra store dele af det politiske spektrum, for at de skal komme hurtigt igennem uddannelsessystemet og derefter få et arbejde, så de kan tjene penge og blive nyttige skatteborgere.

Nu er det ikke i sig selv nogen skade til at blive færdig med sin uddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet. Men hvis det sker på bekostning af selvrefleksion, hvor man åndeligt talt har slået automatpiloten til, er der risiko for at udvikle menneskelige robotter, der ukritisk følger med strømmen, og ingen dybere glæde finder ved livet.

Som for eksempel spidsborgeren i Søren Kierkegaards univers, der blot følger samfundets normer og værdier uden egentlig at tænke over hvorfor. Sådan gør man bare. Men spidsborgeren bliver til sidst drevet ud i en eksistentiel krise, da det går op for ham, at han kunne leve anderledes. Han mangler en mening med livet. For hvad hjælper det, at vi kun ved, hvad vi skal leve af, hvis vi ikke ved, hvad vi skal leve for?

Højskolen har altid været en vigtig brik i denne afklaring. Ikke fordi vi hævder at have svaret, men fordi der på højskolen er rum for denne diskussion. For når vi kommer til spørgsmålet om, hvordan vi skal leve livet - altså hvad vi skal leve for - gives der intet patentsvar.

Her duer intet evalueringssystem og målbare enheder. Selv ikke videnskaben kan hjælpe her, for den giver os ingen redskaber til at løse dette spørgsmål. Hvordan vi skal leve livet, findes der ingen fundamentalistiske svar på.

Det kræver derimod, at vi hver især træder i karakter. Her begynder samtalen, hvor vi alle er på lige fod: lærere og elever, unge som gamle, indvandrere og danskere, piger og drenge, rige som fattige. Og denne samtale bliver vi aldrig færdige med. Den varer hele livet.

Her er vi ved det centrale i højskolernes livsoplysning, der handler om at kaste lys over vores fælles grundvilkår som mennesker. I dette ligger også - midt i vores almindelige hverdagsliv - en erkendelse af, at selve livet er en gave. Det, at verden er skabt, og at vi er sat på denne jord, er et under.

Det illustreres bedst i visen om "Svantes lykkelige dag" af Benny Andersen. Her sidder Svante en ganske almindelig morgen som tusindvis af andre med sin morgenkaffe og ostemad, mens hans elskede Nina kommer gående ud af badet og ind i køkkenet, nøgen og med fugtig hud.

Og pludselig sker det: Han rammes af en overjordisk glæde og en dybtfølt lykke. For det går op for Svante, at denne almindelige hverdagsbegivenhed er selve livet! I dette øjeblik hviler han i sig selv; han behøver ikke ustandselig at stræbe efter mere succes eller mærke adrenalinen pumpe, når han kaster sig ud med en faldskærm.

For disse højdepunktsoplevelser får nemt den almindelige hverdag til at blegne og ender ofte med en uendelig jagt efter flere oplevelser af samme slags. Man risikerer så at sige at leve for disse højdepunkter, så tiden indimellem kun bliver parenteser.

I bestræbelserne på at redde dansk økonomi er politikerne imidlertid ved at tage kvælertag på en unik dansk skoleform. Højskolens styrke ligger netop i at være et alternativ til de formelle uddannelser, et åndehul, hvor man kommer for at lære af lyst og dygtiggøre sig på en lang række felter og ikke af pligt, fordi man skal op til en eksamen.

Tilbage står, at det, der skal være med til at sikre højskolen fremover, er, at politikerne igen værdsætter et højskoleophold som en del af det samlede uddannelsesbillede, hvad enten det drejer sig om elever på de lange kurser eller kursister på de korte kurser.

Mads Rykind-Eriksen er forstander på Rødding Højskole