Præsteforeningen ønsker at der bliver opretter et korps, som kan rejse rundt og løse konflikter i kirkerne.
- Malene Korsgaard Lauritsen
Tobias Stern Johansen |
23. november 2010
Et korps af mæglere i folkekirken skal gribe ind i konflikter, inden de ender i sogneflugt og fyringer. Lappeløsning, mener eksperter
Biskopper og provster gør ofte ondt værre, når de forsøger at løse en strid mellem medarbejdere i landets sognekirker.
Det mener præsternes fagforening, der tæller 2000 præster, som derfor vil samle et rejsehold af konfliktløsere, der kan rykke ud til landets sogne, når præster, menighedsråd eller kirkens øvrige ansatte ryger i totterne på hinanden.
LÆS OGSÅ: Jeg kom i gode hænder efter afskedigelsen"Vi får tilbagemeldinger både fra præster og fra menighedsråd om konflikter, der begynder i det små og siden kører helt af sporet, uden at vi har redskaber til at tage fat på dem. Sognenes liv lider under det. Derfor har vi brug for et uvildigt korps, som betragter konflikterne med neutrale øjne, og som på et tidligt stadie kan sætte ind," siger Præsteforeningens formand, sognepræst Per Bucholdt Andreasen.
Korpset skal blandt andet hindre konflikter som den, Kristeligt Dagblad beskriver i dag, hvor tidligere sognepræst i Bregninge Kirke Kjeld Burgby blev fyret i 1992. Sognekonflikterne er ikke blevet færre med tiden, og alene i 2009 førte mindst tre konflikter til sogneflugt og fyringer. En af konflikterne tog en historisk drejning, da Folketingets Ombudsmand i august 2010 underkendte fyringen af en nordjysk sognepræst året før. Denne hændelse viste, at kirken har brug for et uvildigt korps af konfliktløsere, mener Præsteforeningen.
"Som ansættelsesmyndighed bliver provst og biskop hurtigt parter i konflikterne, og konflikterne spidser ofte endnu mere til, når de træffer beslutninger," siger Per Bucholdt Andreasen.
Præsteforeningens korps er en "fin lappeløsning", mener kirkekonsulent og udviklingschef i Vesterbro Bykirke Sabine Kleinbeck.
"Det er uhyre fornuftigt af Præsteforeningen at se på det her. Og absolut ikke for tidligt. Vi ved fra undersøgelser, at en fjerdedel af sognekirkerne har så store problemer med det psykiske arbejdsmiljø, at der er brug for uvildig hjælp," siger hun.
Mens præster ansættes af Kirkeministeriet, er menighedsrådene demokratisk valgt i sognene. De stridende parter i en sognekonflikt er ofte præster og menighedsråd, og netop formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, er skeptisk og "forholder sig afventende til Præsteforeningens forslag".
"Jeg kan sagtens se fordelen ved at have mæglere at trække på. Men faren ved at have folk fastansat til formålet er, at de selv bliver fedtet ind i sagerne. Som det er nu, henter man folk udefra, og dem kan man ikke mistænke for at være fedtet ind i noget," siger hun.
At folkekirken har brug for et korps, er en "falliterklæring", mener professor i organisationsteori og ledelse Kurt Klaudi Klausen:
"Folkekirken lider af manglende professionalisme. Biskopper og provster er ikke uddannet til at løse konflikter. I stedet for en lappeløsning vil det eneste rigtige være at indføre en ordentlig personalepolitik i folkekirken, hvor ledelsen uddannes til at forebygge og håndtere konflikter."
Præsteforeningen forventer at have korpset klar i foråret 2011. Det var ikke muligt at få en kommentar fra kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V).
johansen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad