Exit Afghanistan

Intet tyder på, at det er hensynet til civile afghanere, der i weekenden fik Nato-alliancen til at sætte 2014 på som skæringsdato for tilbagetrækning fra landet. Tværtimod er det de politiske behov i de enkelte Nato-lande, der nu dikterer tilbagetrækningen.

Mens Nato-styrker først i disse år trækkes endeligt ud af Balkan-landene efter næsten 20 års tilstedeværelse, er den politiske tålmodighed i Afghanistan noget mindre. Det samme er udsigten til en stabil fred desværre også.

Selvom det er indlysende, at indsatsen i landet må rette sig mod at opbygge ikke bare skoler, broer, veje og brønde, men også lokal organisering af almindelige mennesker omkring sager af fælles interesse, er det vanskeligt at foretille sig dette ske uden en massiv tilstedeværelse af et beskyttende militær. Måske kan opbygningen af en afghansk hær løse problemet fra 2014, men det er mere ønsketænkning end realisme.

Den danske indsats for eksempelvis uddannelse af piger og hjælp til kvinder, så de kan starte egne små virksomheder og modtage elementær sundhedstjeneste, betragter Taleban som en forbrydelse. Uden soldaterne havde kvinderne aldrig fået denne hjælp, og der er grund til at frygte, at de mister de nyvundne rettigheder, når Nato trækker sig.

Taleban likviderer hver måned børn, der har taget imod tilbuddet om at gå i skole. De straffes til skræk og advarsel for at acceptere goder, der er fulgt med Nato-styrkerne, og frygten for, at det hensynsløse og inhumane muslimske styre igen skal komme til magten, er reel. Også sikkerhedspolitisk er der grund til at fastholde en front imod den radikale islamisme i landet. Rusland frygter således Natos tilbagetrækning, fordi landets sydflanke er sårbar over for radikaliseringen af de muslimske nabostater, ligesom Vesten i øvrigt vil være.

Danske lokalpolitikere og forfattere står i denne tid i kø for at gøre sig kloge på et land og en krig, som de dybest set ikke har megen indsigt i. Der er blandt dem og befolkningen i øvrigt voksende konsensus om at udråbe Natos styrker som en del af problemet og ikke en del af løsningen i Afghanistan.

Vi har her på avisen støttet Nato-krigen mod Talebanstyret og al-Qaedas baser i landet, siden den blev indledt i 2001, og i særdeleshed har vi bakket op om bestræbelsen på at sikre den plagede afghanske befolkning menneskelige levevilkår. En indsats, danske styrker har bidraget mærkbart til. Nu hvor de politiske vinde vender - måske imod afghanernes virkelige interesse - skal vi derfor appellere til, at den militære indsats ikke bare nedtrappes, men erstattes af en massiv bestræbelse på civil opbygning af landet. Afghanistan har fortsat brug for hjælp.

bjer