Den egyptiske blogger Abdul Kareem Nabeel kigger ud fra en fængselsvogn umiddelbart efter arrestationen af ham for fire år siden. Op til det egyptiske parlamentsvalg på søndag er han blevet løsladt. --
- AP/Polfoto.
Allan Sørensen |
25. november 2010
Efter fire år i fængsel for at fornærme islam og præsident Mubarak er den egyptiske blogger Abdul Kareem Nabeel på fri fod igen. Hans helbred er dårligt, men han lover at skrive på sin blog inden længe
Alle venter med spænding på at læse den 26-årige egyptiske blogger Abdul Kareem Nabeels første linjer, efter at han op til parlamentsvalget på søndag er blevet løsladt fra et af Egyptens mest berygtede fængsler, Borg al-Arab, der ligger i ørkenen 40 kilometer uden for Alexandria.
Har de fire år i fængsel "tæmmet" ham? Eller er han stadig den frihedssultne unge mand, han var, da de egyptiske sikkerhedsstyrker lagde hånd på ham med beskyldninger om, at han havde fornærmet islam og landets 82-årige præsident, Hosni Mubarak?
Netop dét spørgsmål har stor betydning for de mange andre egyptiske og mellemøstlige bloggere, der hver dag går en hårfin balancegang mellem kritik af regionens diktatoriske og autoritære regimer og de begrænsninger, de samme styrer tvinger ned over hovedet på dem, der ønsker at ytre sig frit.
For mange er Abdul Kareem Nabeel en pioner, der valgte at trodse de strenge normer i et konservativt, islamistisk og autoritært samfund for at fremme sine egne idéer om ytringsfrihed, sekularisme og kvinders rettigheder.
Om al-Azhar Universitetet, Egyptens vigtigste religiøse institution, skrev han eksempelvis: "Professorerne og sheikerne på al-Azhar angriber enhver, der tænker frit. De vil ende i historiens skraldespand." Hertil føjede Kareem, at al-Azhar Universitetet er et "terror-universitet".
I myndighedernes øjne gjorde det ham til et af samfundets sorte får, men for mange andre unge bloggere satte han nogle vovede ord på de tanker, de selv går rundt med. Han blev bloggernes helt, og netop derfor bliver hans næste skridt afventet med stor spænding af både myndigheder og de egyptere, der ligesom han selv ønsker en radikal ændring af landets autoritære styreform.
Abdul Kareem Nabeel er født i Alexandria og er på sin vis også sin egen families sorte får. Han voksede op i en religiøs familie, hvis syn på religion kan defineres som mere end traditionelt. Hans søstre klæder sig i niqab, der dækker hele ansigtet, og da Ka-reem selv ønskede at studere biologi, lagde forældrene pres på ham, og fik ham indskrevet på al-Azhar Universitetets fakultet for shariastudier.
Men Abdul Kareem Nabeel var alt andet end lykkelig for den udvikling og begyndte efterfølgende at bruge internettet til at sprede sine budskaber om ytringsfrihed og religionskritik. På al-Azhar Universitetet skrev han små nyhedsbreve, hvor han angreb kristendom og islam for deres konservative syn på kvinder. Samtidig priste han ytringsfrihed og sekularisme og tog et print af nyhedsbrevene, som han bagefter uddelte til folk på gaden i små foldere.
Men i et land, hvor islamisk lov er defineret som en af lovgivningens inspirationskilder, og hvor styret slår hårdt ned på enhver, der tør provokere de eksisterende normer, blev Kareems virke hurtigt opfattet som en provokation og endda også en trussel mod landets sikkerhed. Men spørgsmålet er, om myndighederne ikke har givet ham en endnu højere status ved at hive ham i fængsel i fire år og udsætte ham for tortur.
Hans fængsling har fået det nye Egyptens og mange andre af Mellemøstens bloggere til at gøre fælles front mod myndighedernes overgreb. I dag er blogkulturen nærmest eksploderende i Mellemøsten, og sagen mod Kareem har en stor del af æren i den sammenhæng.
Hundredvis af bloggere har skrevet ihærdigt om Kareem de seneste fire år. For 10 år siden ville ingen lægge mærke til, at de egyptiske myndigheder arresterede en student fra al-Azhar. Det er sket meget ofte.
Men fordi Kareem er blevet en slags spydspids i kampen for ytringsfrihed på et tidspunkt, hvor blogkulturen er en af de få måder, hvorpå kritiske mellemøstlige unge kan få afløb for deres utraditionelle holdninger, er hans sag blevet en mærkesag for alle bloggere i området.
Med undtagelse af Israel udøver de forskellige mellemøstlige lande en eller anden form for censur af personlige holdninger. Ofte er det, som i Egypten, forbudt at kritisere regimet og islam, og inden, blogkulturen vandt frem, eksisterede der ikke noget forum, hvor enkeltpersoner var i stand til at formidle uacceptable holdninger til brede dele af befolkningen. En af årsagerne er også, at de fleste arabiske landes medier er statskontrollerede og derfor automatisk fravælger og censurerer al kritik af religion og de enkelte landes ledelse. Men blogkulturen har vendt op og ned på de forhold, og for første gang er det muligt for enkeltpersoner at skrive ucensureret om alle emner. Dog med den risiko, at myndighederne skrider ind.
I løbet af de seneste år er en række iranske bloggere blevet anholdt. I Libyen blev en blogger myrdet, formentlig af myndighederne.
Til trods for at Kareem er stærkt islamkritisk, er flere af de mest kendte bloggere fra Det Muslimske Broderskab i Egypten kommet til hans forsvar. For dem er han et offer for Mubaraks autoritære styre på samme måde som Broderskabet, der eksempelvis ikke har ret til at danne et selvstændigt politisk parti.
allan@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad