Krigstrussel på koreansk

Det er ikke uden grund, at omverdenens reaktioner på de nordkoreanske bombardementer af en sydkoreansk ø er præget af dyb bekymring for, at den til enhver tid ulmende konflikt - som nu er blevet til en alvorlig krise - skal eskalere yderligere. Faren for, at den ene begivenhed tager den anden, og det ender i decideret krig, kan ikke udelukkes, især ikke, når vi har at gøre med et totalitært Nordkorea med en internationalt isoleret ledelse, som oven i købet gerne vil signalere, at landet er i gang med at udvikle atomvåben. Alvoren i de internationale reaktioner ses tydeligt ved gårsdagens amerikanske støtte - politisk såvel som militært - til Sydkorea og måske ekstra markant ved Kinas udmeldinger om, at landet tager udviklingen aldeles seriøst og indtrængende opfordrede Nord- og Sydkorea til at bevare roen og genoptage dialog og kontakt. Selvom det blot er ord fra kinesisk side, så er udmeldingen alligevel værd at bide mærke i, al den stund at Kina helst ignorerer det nordkoreanske regimes gerninger og i hvert fald ikke bakker op om stærkere internationalt pres på "den kære leder" Kim Jong-il. Imens fortsatte de hårde ordvekslinger med krigstrusler mellem de to lande, mest markant fra nord mod syd.

Som vanligt, når det drejer sig om Nord-koreas motiver, har der i løbet af de seneste to døgn været tale om mange gisninger om, hvorfor nordkoreanerne angriber nu: At det måske var en misforståelse, og at nogle nordkoreanske officerer faktisk troede, at Sydkorea angreb. At der var tale om interne militære magtkampe på grund af Kim Jong-ils mulige planer om at overdrage magten til sin søn, Kim jong-un. At det var for at skabe sammenhold blandt Nordkoreas eliter og aflede opmærksomheden fra landets økonomiske situation. At der var tale om endnu et afpresningsforsøg over for det internationale samfund for at få nye fredsforhandlinger i stand, som i sidste ende vil kunne bryde isolationen for Nordkorea, uden at regimet falder. Men selv de største kendere af Nordkorea har selvsagt ikke kunnet give et klart svar, og sandheden er måske også at finde et sted midt imellem.

Det er positivt, at den sydkoreanske regering agerer forsigtigt. Men at selv Kina er blevet taget på sengen af situationen og nu agerer som værende i lettere vildrede, er på ironisk vis en smule bekymrende. Ikke fordi det ikke vil være godt, hvis Beijing lægger luft til Pyongyang. Tværtimod vil det klæde Kina at holde op med at holde hånden over regimet. Men det er bekymrende, hvis det er et tegn på, at ledelsen i Pyongyang - eller de kræfter, der måtte være i intern magtkamp - ikke vil lytte til gode kinesiske råd om at udvise dialog, hvis Kina - som man må håbe - nu kommer på banen med en ny tilgang.

brun