Nato indretter sig på fremtiden efter Afghanistan

Hvornår denne overdragelse er mulig, kan ingen sige med sikkerhed i dag. Målet er 2014, men det kan også blive før eller siden. Det afhænger af krigslykken i de kommende år. Derfor er det ikke rimeligt endsige fornuftigt, at der herhjemme fastsættes krav om bestemte datoer til bestemte punkter i den langstrakte proces.

I debatten om tilbagetrækningen fra Afghanistan har vi en stor forpligtelse over for vore egne soldater, men vi har også en forpligtelse over for os selv. Det bliver helt afgørende, at de betydelige ofre, der er ydet, ikke opfattes som forgæves.

Vi har også forpligtelser over for de mange mennesker i landet, som fik håb, da udenlandske soldater ankom i sin tid. De løb en stor risiko ved at vælge side. Det gør de stadig, og den bliver ikke mindre, men formentlig større, når de udenlandske tropper drager hjem.

Betyder debatten om tidsfrister, at vi er rede til at svigte de afghanske piger og kvinder, som nu går i skole, men risikerer at blive smidt ud igen - og det, der er værre - hvis lokale sikkerhedsstyrker ikke kan være klar til at beskytte dem?

De kommende fire år bliver vanskelige, og processen vil - som nævnt - stille store krav til alle involverede.

Udover at forholde sig til Afghanistan traf Nato-topmødet to vidtrækkende beslutninger, som gjorde topmødet til et af de vigtigste i en årrække.

For det første vedtog man et nyt strategisk koncept, der udstikker rammerne for Nato's opgaver i de kommende år. Særligt interessant fra en dansk synsvinkel er, at Nato fremover vil inddrage civile hjælpeforanstaltninger, herunder genopbygning, som en nødvendig forlængelse af den krigsmæssige indsats.

Overordnet betyder det, at Nato fortsætter arbejdet med at omdanne sig fra at være en renlivet militær alliance til en bredere organisation med mange forskellige midler til at imødegå sikkerhedsmæssige trusler udefra.

For det andet rakte man på topmødet hånden frem mod Rusland. Konkret lægges der op til et samarbejde om det så omdiskuterede missilskjold, der skal beskytte medlemslandene - og altså også Rusland - mod fjendtlige missiler.

Samarbejdet bliver formentlig bredere. Det vil efterhånden udvikle sig til udveksling af sikkerhedsmæssige oplysninger og trusselsvurderinger. De to tidligere hovedfjender knyttes altså tættere sammen i stedet for at glide væk fra hinanden.

De to vedtagelser hænger nøje sammen, og de viser, at Nato endnu engang har formået at omstille sig til en ny tid. Alliancen er ellers blevet kritiseret for at være historisk overflødig, men topmødet demonstrerede, at kritikken ikke er korrekt.

Ved at skabe intern enighed om hovedopgaverne og lægge op til at knytte Rusland nærmere til sig banes vejen for nogle fælles strukturer, der kan beskytte vestlige værdier og imødegå trusler på globalt plan. Her ligger kimen til noget banebrydende.

I en tid, hvor flere lande uden for det geografiske område, der traditionelt kendes som "vestligt", rejser sig politisk og økonomisk og fremover vil gøre sig gældende med langt større styrke, end vi har været vant til, indstiller Nato sig på disse nye udfordringer.

Det har ikke været nemt at skabe enighed i en forsvarsalliance, der efterhånden omfatter 28 lande med mange forskellige interesser. Hovedæren for, at det trods svære odds lykkedes at fremtidssikre Nato, går til generalsekretær Anders Fogh Rasmussen. Dét har han fået megen ros for, og det kan vi godt i hjemlandet være en lille smule stolte af.

ehrenreich@k.dk

LÆS MERE | Tidligere Udlandskommentarer