Er det muligt at gøre grin med ekstremistiske islamiske selvmordsbombere? I England, ja
Svaret er et absolut ja, hvis man spørger den britiske satiriker Chris Morris.
Han er manden bag filmen "Four Lions", som beretter om fire selvmordsbombere, der planlægger et terrorangreb i Storbritannien. De er ikke just de bedst begavede, og alt går galt – bortset fra deres mål om at sprænge sig selv i luften.
I Danmark har frygt for terror stoppet 12 afsnit af satireserien "Cellen" om en islamistisk terrorcelle med egyptiskfødte Omar Marzouk i hovedrollen.
Men selvom den britiske film "Four Lions" gør tykt grin med fundamentalistiske terrorister, udløste filmen ikke vrede reaktioner fra britiske muslimer. Tværtimod er filmen blevet et mindre hit blandt unge briter med en muslimsk baggrund, fortalte Chris Morris efter en forevisning af filmen i London sidste uge.
Det afgørende for ham har været, at det er de komiske figurer, det handler om, og ikke en kritik af en religion.
"Du behøver ikke at latterliggøre islamisk tro for at skabe en komedie med en, som vil have, at verden skal underlægges sharialov, men som end ikke kan indføre det i sit eget hjem, fordi hans hustru ikke vil tillade det," har Chris Morris forklaret.
Filmen havde premiere i maj og er også sendt på den landsdækkende kanal Channel 4. Den ramte de danske biografer sidste måned. Her blev den heller ikke mødt med højlydte muslimske protester – men blot lunkne anmeldelser.
Chris Morris er etnisk hvid brite, men understreger, at han har haft muslimske konsulenter - men ikke imamer - med i arbejdet med filmen.
Inspirationen fik han fra historier om tåbelige ekstremister, som var mest til fare for sig selv.
"Jeg læste om fem terrorister fra Yemen, som planlagde at sprænge et amerikansk krigsskib i luften. De fyldte en lille båd med sprængstof – og den sank," siger han.
norum@k.dk