Demokratiet kan ikke løse verdens klimaproblemer

Det spørgsmål, Kerry Whiteside og jeg har stillet, er, hvordan man kan bevare demokratiets kerne og samtidig sikre, at demokratiet træffer de beslutninger, som er nødvendige for at sikre klodens overlevelse. Løsningen er, mener vi, at berige det repræsentative demokrati med nye mekanismer, der kan introducere en dosis viden i beslutningstagningen i miljø- og klimaspørgsmål.

Det kan ske ved at oprette to nye demokratiske instanser. Det ene er det, vi kalder et fremtidsakademi bestående af videnskabsfolk af internationalt format, som kan oplyse og rådgive præcist om videnskabelige spørgsmål og om, hvad der er i samfundets fælles interesse. Dette organ er kun rådgivende.

Det andet organ er et andetkammer, som mange demokratier allerede har. Dets medlemmer skal udvælges ved lodtrækning fra en liste med personligheder, som er udpeget af en række miljøorganisationer. Man kan kun vælges for én periode.

Dette andetkammer skal udtale sig om de store linjer i lovgivningsprocessen. Det fremsætter ikke selv lovforslag men kan rådgive og har vetoret i miljøspørgsmål. Dette kammer skal gøre det muligt at komme ud over den enkeltes egeninteresse, samtidig med at parlamentet bevarer sin repræsentative funktion. Som et alternativ kunne man forestille sig, at en tredjedel af andenkammeret består af tilfældigt udvalgte borgere."

Vi har jo allerede den offentlige debat, hvor forskere og eksperter kan oplyse om virkeligheden, hvorefter den enkelte borger kan stemme for dem, der har den bedste klimapolitik. Er det ikke det mest demokratiske?

"Kun 16 procent af vælgerne i USA mener, at klimaforandringerne er et væsentligt problem. Det er katastrofalt for klodens fremtid, hvis denne uvidenhed får lov at styre den politiske proces

Vi skal skelne mellem viden og holdninger. Der er ingen holdninger, som i absolut forstand er sande eller falske. Her er det flertallet, der bestemmer, hvilke værdier der skal være grundlaget for samfundsudviklingen. I videnskabelig forstand er der derimod sande og falske udsagn. Man sætter jo ikke spørgsmålstegn ved tyngdeloven. Tyngdeloven eksisterer, og det er vi nødt til at tage hensyn til".

Men der er jo ikke enighed om, hvorvidt klimatruslen er reel. Er dette ikke et totalitært system, et ekspertvælde med en officiel sandhed?

"Klimaskeptikerne skal selvfølgelig fortsat have lov til at udtrykke sig i debatten. Men det helt overvejende flertal af seriøse forskere er enige om, at klimaændringerne er reelle, og at de er menneskeskabte. Det må det politiske beslutnings-system tage hensyn til.

Et totalitært system er kendetegnet ved, at man ved vold og magt vil have videnskabens resultater til at passe med politiske dogmer. Det var det, vi oplevede i Sovjetunionen, hvor enhver produktion af viden skulle bekræfte de kommunistiske dogmer. Det er det samme, vi ser, når politikere ikke vil lytte til videnskaben og hævder, at klimaforskerne tager fejl, som vi for eksempel så det i USA under George W. Bush.

Selvfølgelig skal vi ikke indføre et totalitært system i miljøets navn. Vi ønsker blot at indføre nogle bagstoppermekanismer for demokratiet. Vi vil tvinge borgerne til at se virkeligheden i øjnene. Vi tror på, at demokratiet kan blive bedre".

Et er den eksakte viden om, at klimaændringerne er undervejs. Noget andet er, hvad der skal gøres ved det. Her er der forskellige strategier, hvor nogle, inklusive miljøfolk, mener at teknologiske fremskridt vil løse en del af problemerne, mens andre mener, at den eneste løsning er minusvækst. Her er vi alligevel ude i politiske og ikke i videnskabelige valg.

"Det er rigtigt, at valget mellem for eksempel disse to strategier hviler på værdier. Jeg ved godt, hvilken model jeg selv mener er den rigtige. Men jeg er demokrat, og jeg kan ikke tvinge folk til at være enige.

Men det er stadig vigtigt, at demokratiet er i stand til at tage oplyst stilling til de to valgmuligheder. Det 18. århundredes demokratiske udfordring var enevælden, det 19. århundredes var det sociale spørgsmål. Jeg tror, at det 21. århundredes udfordring er miljødemokratiet".

bpedersen@k.dk

@Rubr.fakta 2 dæk:Kerry Whiteside og Dominique Bourg

Kerry Whiteside er uddannet i politisk videnskab ved Stanford- og Princeton-universiteterne i USA. Han underviser i dag i politisk videnskab med speciale i miljøpolitik ved Marshall College i Pennsylvania i USA.

Dominique Bourg er professor i filosofi med speciale i miljøfilosofi. Han er leder af Institut for Miljø og Lokalpolitik ved Universitetet i Lausanne i Schweiz og underviser desuden ved Institut for Statskundskab i Paris.