Højmessen er kirkens kerneydelse. Og jeg tror, at hovedparten af dem, der jævnligt kommer til netop Højmessen i dén finder genkendelsens glæde, som gør at man føler sig godt tilpas ved at opleve den samme liturgi søndag efter søndag.

Hvis man allerede i konfirmationsalderen bliver fortrolig med Højmessens led, vil man givetvis også føle sig hjemme i kirken, når man senere i livet opsøger den søndag formiddag.

Denne "genkendelsens glæde" vil Tove Fergo berøve sine konfirmander, som når de bliver voksne og søger kirken, vil være helt uforberedte på, hvad der venter dem under Højmessen.

Det skal ikke forhindre sognene i at arrangere alternative Gudstjenester, der er målrettet børn og unge.

Det er en god idé at tilrettelægge Gudstjenester, hvori evangeliet forkyndes lige midt ind i den unges hverdag og i et sprog, der er klart forståeligt for den unge.

Men der er slet ikke tale om et enten - eller.
Ungdomsgudstjenesten må være et supplement til Højmessen, ikke en erstatning for den.
Højmessen vil jo stadig være den begivenhed, børn, unge og voksne er fælles om at opleve.
Det er vigtigt, at generationerne har en fælles rekursbasis. Noget fælles genkendeligt som kan være samtaleemnet om middagsbordet i de hjem, hvor dåbsforældrenes forpligtelse (at opdrage i den kristne tro) tages alvorligt.

Det er denne mulighed, Tove Fergo risikerer at fratage familierne ved at opfordre konfirmanderne til at blive væk fra kirkens ugentlige højtidsfest, Højmessen.

Vil børnene så ikke bare finde ud af det når de møder op til højmessen efter de er blevet konfirmeret.
Det er ikke mit indtryk at frafalget efter de er begyndt at gå til konfirmation er så stort.

Naturligvis bør konfirmanderne deltage i højmessen. Hvorfor i alverden skulle de ikke det.

Men så gjorde det måske ikke noget, at man "moderniserede" højmessen lidt. Jeg har været til højmesse i Svenska Kyrkan i Ulricehamn, hvor man udover gamle kendte salmer også sang moderne lovsangskor med akompagnement fra klaver, elektrisk guitar og trommer. Det var præsten, der var "klaverbokser".

Former kan man ændre på - også højmessens - men indholdet må ligge fast. De bibelske sandheder, skal der ikke røres ved.

Bjarne Nederby Jessen

Jeg selv gik først til præst som midaldrende, og lærte at det mest højtidelige og vigtige i kirken (det var godt nok den katolske) var søndagsmessen. Og benævnt som en FEST. Noget man FEJREDE!

Så det var hverken bispe-, præste- eller paveindvielse, der var det væsentligste. Ejheller jul eller påske eller pinse. Dåb eller konfirmation. Før alle disse sideting handler det vel egentlig kun om at vedligeholde "ilden" eller ånden. Og det levende kommer før ritualerne og de menneskelige værdiskalaer.

Til min glæde går en ung af min familie netop i kirke om søndagen - efter at være blevet konfirmeret. Er det ikke der, hvor man føler sig som menneske og ligeværdigt? Og er det ikke netop der, at LIGE også skal huskes?

Jeg er meget enig med Jørgen Christensen i, at søndagsgudstjenesten er en fest, hver søndag - og derfor et must. Jeg kan slet ikke forestille mig en søndag, hvor jeg ikke er i kirke.

Når vi er på ferie og ikke kan komme i vores egen kirke, så finder vi en kirke, hvor vi holder ferie og deltager i gudstjenesten der.

Jeg kan huske, at Helge Pahus, daværende sognepræst i Karslunde Strandkirke, sagde: Da jeg var barn, var vi i kirke hver søndag - også i sommerferien. Vi blev vænnet til at gå i kirke og nu har jeg det sådan, at når det bliver søndag, så begynder benene at gå til kirke, og så må resten af kroppen jo følge med. Søndag og kirke hører sammen.

Godt at vænne sine børn til at gå i kirke. Også før de begynder at gå til konfirmationsforberedelse. Lad børnene vokse op med kirken, hvad enten det er folkekirken, den katolske kirke eller en frikirke.

Bjarne Nederby Jessen

Der er da alletiders chance for en præst, til at lade konfirmanderne deltage aktivt i gudstjenesten- kaldet højmessen, - fordi den er om formiddagen, og der er altergang m.m.
Jeg erkender ,at nogle gudstjenester kan være utroligt uforstående, både på grund af fremmedord, dårlige højtalerforhold m.m.
Da jeg var i menighedsråd i den kirke, hvor Tove Fergo stadig er præst, var det nu ikke så kedeligt, for hun kiggede ud over menigheden- det er de mennesker, der er i kirken- og så afpassede hun sin prædiken- tale- derefter.
Præster skal være forberedt hjemmefra, men skal på den anden side ikke være bange for at afpasse ordvalget efter tilhørerne, dvs. ikke bruge alle fremmedordene, og samtidigt have et indhold i prædiken.
Konfirmader og menighedsmedlemmer kan sagtens læse udgangsbøn, synge i kor, ja måske endda deltage i en dialogprædiken med præsten.
Der er mange muligheder, så kom bare til gudstjenesten, og prøv at spørge præsten, om der er noget, som I kan hjælpe med.

med gode hilsener

Niels Anton Dam
nu pensionist., men kirkelig aktiv.