Kapitel fem: Frisat

Men Benjamin føler sig slukket. Den glød, der har skubbet ham frem mod nye eventyr og flere penge, er erstattet af en følelse af, at han har jagtet det forkerte hele tiden. Uden mulighed for at fortryde.

Han har kun med besvær fået noget, der ligner en hverdag i gang. Gårdturen, træning i motionsrummet, de lange brusebade, hvor han – gerne i en time ad gangen – kan side urørlig på en stol og lade strålerne lukke alt andet ude.

I fjernsynet hører han justitsministeren sige, at har man først én gang været kriminel, vil man altid være det. Og det er sådan, de bliver behandlet, tænker Benjamin. Som tabte tilfælde.

Han siger ikke De til de ældre fanger og fængselsbetjente her, som han gjorde sidst. Det vil ikke give mening.

Opgivende. Ordet går igen i psykologens rapport om ham. Benjamin lægger den fra sig. Hvad ellers skulle han være? Uden Iben ville han have gået til grunde for længst.

Han er kommet med i en gruppe af rockerrelaterede og Nørrebro-drenge og Carsten. Carsten er en af de mest berygtede narkogangstere i landet, men en aften havde han set en engel i sin celle og var blevet troende kristen. Han sørger for, at folk behandler hinanden ordentligt i gruppen. Men ellers er der ingen menneskelighed her, tænker Benjamin tit.

Han når ikke at reagere, mærker bare slaget bagfra. Han ryger ned. Beskytter instinktivt sit hoved, mens slagene bider sig fast i maven, på ribbenene, på armene.

Fem sekunder, så er det overstået. Benjamin ser Jes skynde sig væk, inden vagterne opdager noget. Han rejser sig. Det nytter ikke noget at sladre. Jes sidder på livstid for dobbeltmord og gør, hvad der passer ham. Han har allerede forsøgt at stikke Benjamins ven ihjel, men Benjamin kom imellem. Han forsøgte sig med diplomati, som det er lykkedes ham så mange gange før. Men i stedet blev mordtruslerne rettet mod ham selv.

Hvis han vælger konfrontationen, bliver det til døden, det er han sikker på. Så han må bare være endnu mere opmærksom. Angsten gør ham træt.

Efteråret 2004 – efter knap tre års fængsel

De forstår ham ikke, men Benjamin vil ikke ud i det normale fængsel. Ikke så længe han mangler sin sunde dømmekraft, forklarer han. Hadet og afmægtigheden over for det system, der ikke vil fortælle ham, hvorfor han sidder i isolation, har fortæret ham stykke for stykke.

Han har altid opført sig pænt og ikke været skyld i ballade, siden han kom ind at sidde for anden gang. Det var også derfor, de overførte ham til et åbent fængsel. Og så pludselig, uden varsel, isolation. Og stemplet: yderst farlig og aktiv bankrøver.

Det er kun brevene, der holder ham i live. De mange, lange breve til og fra Iben fyldt med tanker og kærlighed – og eventyr. Fortryllede skove, drager, prinser og prinsesser.

Og så jurabøgerne. Stakke af lånte jurabøger, som skal hjælpe ham til at vende hadet til noget konstruktivt: retfærdighed overfor et fængselssystem, der ikke har gjort ham noget godt. Han klager til Fængselsdirektoratet, til ombudsmanden og skriver til folketingsmedlemmer: Har fængselsvæsenet ret til at sætte ham i isolation i månedsvis, uden han får at vide hvorfor? Hvorfor må han ikke få uledsaget udgang, når han allerede har danmarksrekord i antal ledsagede udgange?

For hvert brev føler han sig stærkere.

Sommeren 2005

Benjamin er ulasteligt klædt. Skjorte, slips, blanke sko. Han kigger kort på sin advokat og tager så ordet i den lille retssal. Med papirstakke i plastik chartekker foran sig gennemgår han roligt og velformueret sin sag og sine argumenter. Han kan det nærmest udenad. Det er derfor, hans nye advokat har valgt at lade ham selv føre sin sag. Den gamle advokat var uduelig, syntes Benjamin. Det gik for langsomt, og han vil ikke vente længere end højst nødvendigt, han vil ud.

Det er flere måneder siden, at han har afsonet to tredjedele af sin dom. Og hvis man ellers har opført sig ordentligt, skal man løslades, det siger loven. Og det har han. Han har været på ledsaget udgang mere end 40 gange uden problemer, hvilket er langt mere end en normal udslusningsproces. Og Retslægerådet har erklæret ham ikke-farlig. Alligevel vil de ikke lukke ham ud, og det er dybt urimeligt, synes Benjamin.

Han har gjort alt for at opføre sig efter reglerne. Han har afsonet sin straf og føler sig afkriminaliseret og renset for, hvad det end var, der tidligere drev ham. Tiden i isolation og Ibens kærlighed har langsomt, men sikkert trukket ham væk fra fortiden. Nu vil han videre, og han er ved at dø indvendigt over, at Fængselsdirektoratet tilsyneladende vil forhindre ham i det.

I afdelingen i fængslet går snakken. De andre kalder ham besat. Det samme gør hans familie. Og det er Benjamin måske også blevet, særligt efter bruddet med Iben for nogle måneder siden. Næsten fire år holdt de ud, men det blev for opslidende. Han var dykket ned i et mørke et stykke tid, men var dukket op igen, mere opsat end nogensinde på at vinde sin frihed.

Benjamin pakker de bugnende sagsakter sammen og går ud til sine søstre og mor uden for retslokalet. Det gik godt, synes han. Han havde fornemmet, at dommeren lyttede. Nu er der ikke andet at gøre end at vente. Igen.

November 2005

Hvidovre Station er fuld af mennesker, men Benjamin ænser dem ikke, han prøver bare at holde sig på benene. Han burde råbe højt, jublende af glæde, men noget i ham holder igen. Han havde jublet første gang, de fortalte ham, at han ville blive løsladt. Og anden gang. Men nu tør han næsten ikke tro på advokatens ord.

Alligevel finder han sin søsters nummer på telefonen og ringer op.

– Det er mig. Jeg har vundet sagen. Jeg er fri.

December 2005

Benjamin trykker på ringeklokken, og kort efter er vagten der. Han følger ham ned ad gangen og ind i kriminalforsorgens forkontor, hvor kameraerne og de frygtsomme øjne møder ham endnu en gang.

I starten havde han været positiv omkring de ugentlige møder. Han kunne mærke, at hans tilsynsværge ville ham det godt. Men han var blevet skuffet så mange gange nu, for de kan jo ikke hjælpe ham, selvom de lover. Og han synes, det er ydmygende at bede om hjælp, selvom det kun er til at finde en lejlighed og søge penge, så han kan fortsætte sin uddannelse.

Han har forklaret sin værge, hvor turbulent det har været at komme ud af fængslet og igen være en del af samfundet. Hvor svært det er ikke at kunne tale med familien og vennerne om, hvor ensom og fremmedgjort han føler sig. De eneste, der forstår hans situation, er andre, der har siddet inde, og dem forsøger han at holde sig væk fra. De river hele tiden i ham, men han har gjort det klart, at det er slut med kriminaliteten, og at han ikke vil se dem mere. Sådan må det være, for alting er sort eller hvidt i den kriminelle verden. Enten er man med, eller også er man ikke.

Men det er svært, når man ingen penge har, og når man ikke engang kan få hjælp til at finde en lejlighed. Havde han ikke haft en god familie, der kunne støtte ham, havde han ikke haft noget valg. Han ved, at de hurtige penge venter lige om hjørnet, hvis han vil.

Da han forlader kriminalforsorgen, har han besluttet sig. Det er slut med at regne med deres hjælp. Han må udsætte uddannelsen, finde et job og tjene sine egne penge. Han må starte forfra. Det kan han også godt, det ved han.

Lyden af stilhed over et lysende København. Herfra kan han se det hele. Tivoli. Christiansborg. Rundetårn.

Vinden hiver i ham. Benjamin kigger rundt for at se efter de andre. De er i fuld gang med bygningsarbejdet. Han er blevet sjakbajs for et lille hold på fire, der arbejder om natten på toppen af en bygning på Holmen. Det er gode penge ved siden af hans dagjob, og han har brug for dem for at kunne betale sin advokat og købe nye møbler til lejligheden.

Han vender sig om igen, ud mod den strålende by og friheden. Han ved, det hele kan blive taget fra ham igen på et øjeblik. Fortiden vil blive ved med at forfølge ham i lang tid. Og måske endda indhente ham. Han har været helt ærlig over for sin chef omkring sin fortid, men forleden havde nogle kolleger fundet ud af det. Måske bliver der hvisket i krogene. Måske får det konsekvenser, han ved det ikke.

Det er heller ikke længe siden, at en gammel bekendt kontaktede ham og forlangte penge for nogle våben, han mente, at Benjamin skyldte ham. Benjamin havde affærdiget ham, men havde alligevel følt sig tvunget til at overveje, om han igen er nødt til at bære et våben, så han kan forsvare sig. Sådan har hans liv formet sig, og han ville ønske, at det var anderledes. Men det er det ikke.

Forhåbentlig går det i sig selv igen. Og forhåbentlig får han noget ud af de jobsamtaler, han skal til i næste uge. Noget inden for reklame og marketing. Kun en enkelt gang er han blevet afvist på grund af sin fortid. Det lover godt. Forhåbentlig får han også et mere normalt forhold til sin mor. Men han tvivler. Hun bliver ved med at tro på, at det blot er et langt oprør, han er på vej igennem. Noget, der kun har med hende at gøre, og som går over igen. Men han er mærket af fængslet og forandret for altid. Der vil altid være et mørke i ham, som hun ikke forstår.

Der vil også være lys, det vil han sørge for. Livet har en anden værdi nu, hvor friheden alene kan gøre ham glad. Nogle gange savner han spændingen fra sit gamle liv, men den er ikke nødvendig for ham længere.

Benjamin kigger op. Stjernehimlen er så klar, som den han så for mange år siden liggende på ryggen, ubekymret i Bosnien. Måske endda endnu mere levende nu.

Marts 2006, København

Benjamin tøver kun et øjeblik, så tager han i døren og træder ind på politistationen. I en plasticpose bærer han en 9-millimeter pistol plus ammunition samt ammunition til en pump gun.

– Smid det hele i havnen, havde hans advokat sagt, da han ringede for at få hendes råd.

Han havde fundet våbnene i de spredte flyttekasser, han omsider havde fået samlet i sin nye lejlighed. Og nu havde han besluttet sig for selv at levere dem tilbage. Han havde behov for at markere over for politiet – og måske også sig selv – at det var slut med kriminaliteten.

– Hrm hrmm ...

Benjamin rømmer sig. To helt unge betjente kigger op.

– Jeg har noget, jeg gerne vil aflevere. Jeg har lige ryddet op, siger Benjamin og løfter lidt i posen.

Betjentene rejser sig op, åbner posen og kigger på hinanden.

– CPR-nummer, siger den ene så og går om bag en computer.

Benjamin siger tallene. Venter et øjeblik og besvarer så de spørgsmål, han ved vil komme.

– Ja, det er rigtigt, jeg har siddet inde i seks år. Og nej, jeg er ikke kriminel mere.

Betjenten beder ham vente udenfor, og han sætter sig og fisker en cigaret frem. Det føles både rigtigt og forkert at være her, men han er ikke urolig. Advokaten har forsikret ham om, at de ikke kan tilbageholde ham. Han har afsonet sin straf og hæfter ikke længere for de våben. De kan ikke røre ham.

Tap på ruden. Betjenten vinker ham ind.

– Vi modtager våbnene som en anonym aflevering, siger han, da Benjamin kommer indenfor.

Benjamin nikker. Giver hånd og vender sig.

– Husk nu ikke at gøre noget kriminelt, siger den ene betjent bag ham.

Benjamin vender sig ikke, siger ikke noget, fortsætter bare. Hvad regner de ham for?

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

Historien om Benjamin er rekonstrueret ud fra mere end 30 timers interview med Benjamin, hans venner og familie samt aktindsigt i politirapporter om røverierne og indsigt i Retslægerådets psykolograpporter om Benjamin.

Af hensyn til familien er Benjamins efternavn fjernet. Alle andre navne i historien er opdigtede, mens tids- og stedangivelser er korrekte. De rigtige navne er redaktionen bekendt.

Dette var historiens sidste kapitel

Da Benjamin blev bankrøver

I november 1999 tager 19-årige Benjamin en beslutning, der ændrer hans liv. Han røver en bank, selvom han aldrig før har begået noget kriminelt. Og selvom han er opdraget kristent af sin religiøse mor. Historien om Benjamin handler om det, der går forud for en skæbnesvanger, forkert beslutning. Om hvordan et fængselsophold kan forandre et menneske. Og om, hvordan man bliver det menneske, man gerne vil være.