Mit kulturliv Dansk Folkepartis Liselott Blixt har haft travlt med at modtage citronmåner den seneste uges tid, men når sundhedsordføreren har mindre om ørerne, holder hun af at opsøge den kultur, der er at finde under åben himmel - både på land og i byen
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
"Det bliver ikke til så mange bøger i øjeblikket, fordi jeg har travlt. Derfor bliver det mest til faglitteratur og biografier, og de gør sjældent det samme uudslettelige indtryk som god skønlitteratur. Et par romaner er det dog blevet til, heriblandt "Østen for solen" af Barbara Bickmore, som jeg synes var en meget stor og lærerig oplevelse. Den handler blandt andet om burkaer og undertrykkelse, og den efterlod mig med en tåre i øjenkrogen."
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
"Jeg læste "Guds blinde øje", da jeg gik i skole, og den gjorde sådan et indtryk på mig, at jeg blev nødt til at tage den op læse den 10 år senere som voksen. Fortællingen om børn, der svigtes, behandles forfærdeligt og lider store afsavn, krøb i den grad ind under huden på mig, og jeg kan stadig ikke slippe den. Jeg tror, det handler om, at vi med litteraturen kommer helt tæt på de børneskæbner, som vi ved findes i virkeligheden både herhjemme og i udlandet. Forfatteren viser os deres følelser og alt det, de alt for ofte må bære helt alene. Litteraturen skildrer deres fortvivlelse, så vi næsten kan mærke den selv. Overordnet må jeg sande, at jeg åbenbart gribes mere af de sørgmodige historier end af de lykkelige. De går i hvert fald lige i hjertekulen på mig."
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?
"Jeg har aldrig været så meget til museumsbesøg, og derfor vil jeg anbefale den kultur, man kan finde under åben himmel ude i landet. Selv kører jeg motorcykel om sommeren og elsker netop at komme rundt i Danmark og suge den kulturrigdom, der er at finde rundtomkring i de små lokalsamfund, til mig. Det er spændende og lærerigt at se, hvordan de forskellige tidsaldre – lige fra middelalder til industrialisering – har sat deres præg på det land, vi lever i, og der er masser af tilbud om byvandringer og lokalguider at hente."
Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?
"Jeg kommer fra landet, og det var både for langt og for dyrt at tage til byen efter store teater- og operaoplevelser, så jeg må nok sige, at den slags kulturel prægning har været sparsom i min opvækst. Min nysgerrighed og interesse blev imidlertid vakt, da jeg så korværket "Carmina Burana" af Carl Orff opført i amfiteatret i Hedeland. Det var en stor oplevelse at sidde der under stjernerne og se og mærke, hvordan naturen blev brugt i opsætningen. Den oplevelse har betydet, at jeg også fik lyst til at gå i Det Kongelige Teater, og at det har været vigtigt for mig, at mine børn fik nogle andre muligheder, end jeg selv havde. Jeg har for ikke så lang tid siden genset "Tryllefløjten" med min 19-årige søn, og det blev netop sådan en god aften, fordi vi også havde set den sammen, da han var en lille dreng."
Hvad betyder kultur for dig?
"Kultur kan vi ikke leve uden, og for mig er kultur først og fremmest den, vi møder ude i samfundet. Og her taler jeg ikke kun om kulturarv og lokalhistorie, men også om de nye kulturelle udtryk. Da jeg var til FN?s generalforsamling i New York, så jeg en såkaldt Flash Mob – en form for koordineret happening, hvor flere hundrede unge havde koordineret bevægelser midt på Times Square. Flash Mobs kan være mere eller mindre politiske, men det mest fascinerende for mig er, at de opstår lige nu og her midt i bybilledet og hverdagen, og at det er en ny måde at vise og udtrykke noget på. Jeg kan godt lide, når kulturen bliver flyttet ud af museerne og findes der, hvor vi lever."
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
"Jeg synes, at mange af vores historiske mindesmærker får lov at ligge hen, uden at vi yder dem den opmærksomhed og den omsorg, de fortjener. Det gør os fattigere, når vi glemmer disse bygningers og steders betydning. Derfor er det vigtigt, at vi ikke bare beskæftiger os med dem og genopfrisker vores hukommelse, men også tager os ordentligt af dem og sørger for den vedligeholdelse, de kræver."
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
"Jeg er ikke så meget for at gå og kigge på billeder på et museum. Jeg har prøvet adskillige gange - også respekterede museer som Munch-museet i Oslo - men jeg må indrømme, at jeg keder mig hver gang. Jeg har for eksempel været i Paris et par gange, men altid takket nej til en tur på Louvre. Sidste gang jeg besøgte byen, prøvede jeg dog museets Da Vinci-tur, og den blev jeg meget optaget af. Det skyldes nok, at jeg netop havde læst "Da Vinci Mysteriet" og set filmen og derfor kendte noget til de værker, der blev vist. Historien bag ting betyder meget for, at min interesse bliver vakt."
bech-jessen@k.dk