Alligevel afviste menighedsrådet i Blågårdens Sogn (Nørrebro i København) sidste vinter at huse cirka 50 hjemløse i Blågårds Kirke – og det til trods for, at kirken er lukket som almindelig højmessekirke.

Når man husker, hvordan den nærliggende Brorsons Kirke kort forinden i flere måneder kunne huse en gruppe irakiske asylsøgere, kan man undres. Landet over rejste der sig en bølge af samaritansk hjælpsomhed. Næstekærlighed synes (lidt overraskende) at have en stor udbredelse. Mange vil hjælpe de svage og hjælpeløse. Hvorfor så ikke hjælpe de hjemløse? De er om nogen svage og hjælpeløse og stærkt marginaliserede i samfundet. De passer tilsyneladende ikke ind i de eksisterende systemer.

Nu tales der så om at lukke en række kirker i København, og politikerne står i kø for at købe dem. De tænkes forvandlet til børneinstitutioner eller kulturhuse. Men inden det sker, vil jeg blot minde politikere og kirkens folk om, at der findes mange hjemløse i dette land. De har brug for steder, hvor de kan få et måltid mad, og hvor de kan overnatte.

Folkekirken kunne beholde enkelte af de lukkede kirker til diakoni og på den måde give de hjemløse menneskekærlig varme og redde en del af dem fra en alt for tidlig død forårsaget af usle levevilkår.

Kirkens fire kendetegn er mission, gudstjeneste, undervisning og diakoni. At hjælpe dem, der er i akut nød, må have en høj prioritet. I det mindste højere end kultur og politik.

Så biskopper og præster: Til handling. Råb op. Giv en støtte til de forfulgte ude i verden og de hjemløse her til lands. Det er næstekærlighed – rent og purt.

Olaf Michelsen

professor emeritus, dr.phil.

Plantagen 11

Horsens