Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Et yndet midtpunkt for erobringer til din ven.
Et yndet midtpunkt for erobringer
1 / 3
Siden Storbritannien blev knust i et blodigt felttog i 1842 -- på litografiet nederst ses de sidste rester af general Elphinestones hær, inden den bliver udraderet, sådan som James Rattray forestillede sig det -- har Afghanistan haft ry for at være en hård nød at knække for udenlandske erobrere. Sovjetunionen besatte landet gennem næsten 10 år uden succes og måtte i maj 1988 begynde at trække sine styrker hjem. Det fik afghanerne til at vifte med både afghanske og sovjetiske flag. I dag er det Nato og USA, der planlægger deres retræte efter lige så lang tid i landet. Fotografiet i midten viser amerikanske soldater passere forbi afghanske politibetjente ved et kontrolsted foran det delvist sønderbombede Darlaman-palads i Kabul. -- Fotos: Scanpix.
-
Præcis i dag har de amerikanske styrker og deres allierede været lige så længe i Afghanistan som den sovjetiske hær var. Ni år og 54 dage. Afghanistan har ry for at tvinge selv stormagter i knæ, men det er en historie med modifikationer. Det meste af sin tid har Afghanistan været let at erobre - og det er blevet det igen og igen
Den sovjetiske øverstbefalende, general Valerij Gromov, var den sidste, der krydsede Amu Daray-floden på grænsen mellem Afghanistan og den usbekiske del af Sovjetunionen den 15. februar 1989. Den dag, da den sovjetiske hær trak sine sidste enheder ud. På det tidspunkt havde besættelsen varet ni år og 54 dage. Netop det tidsrum, som USA og Nato nu har opholdt sig i landet. Officielt kostede besættelsen 15.000 sovjetiske soldater livet og sårede 37.000, men det rigtige tal er formentlig to til tre gange større.
Endnu værre var afghanernes tab. Omkring en million afghanere var slået ihjel, mens flere millioner var flygtet ud af landet. Det økonomiske system var brudt sammen, og i kølvandet på den sovjetiske invasion fulgte syv års borgerkrig, som endte med Talebans magtovertagelse i 1996.
Trods enorme lidelser og tab stod Afghanistan dog tilbage som sejrherre i omverdenens bevidsthed. Ydmygelsen af Sovjetunionen var en realitet, og et berømt citat af Mahmud Tarzi, en kendt intellektuel og afghansk udenrigsminister i en årrække efter Første Verdenskrig, fik fornyet aktualitet. Afghanistan er imperiernes kirkegård, "the graveyard of empires", blev det sagt. For ikke blot havde Sovjetunionen – på det tidspunkt den ene af verdens to supermagter – måttet trække sig ud af Afghanistan. Hele krigen var også med til svække det kommunistiske regime og bidrog til dets opløsning blot to år senere, lød analysen.
Annonce
Mahmud Tarzis ord var oprindeligt møntet på briternes tredje krig i Afghanistan (1919), men Sovjetunionens skæbne i Afghanistan blev hurtigt koblet sammen med det nederlag, Storbritannien, verdens daværende største imperium, led i Afghanistan under sit første felttog i midten af 1800-tallet.
Endnu værre var afghanernes tab. Omkring en million afghanere var slået ihjel, mens flere millioner var flygtet ud af landet. Det økonomiske system var brudt sammen, og i kølvandet på den sovjetiske invasion fulgte syv års borgerkrig, som endte med Talebans magtovertagelse i 1996.
Trods enorme lidelser og tab stod Afghanistan dog tilbage som sejrherre i omverdenens bevidsthed. Ydmygelsen af Sovjetunionen var en realitet, og et berømt citat af Mahmud Tarzi, en kendt intellektuel og afghansk udenrigsminister i en årrække efter Første Verdenskrig, fik fornyet aktualitet. Afghanistan er imperiernes kirkegård, "the graveyard of empires", blev det sagt. For ikke blot havde Sovjetunionen – på det tidspunkt den ene af verdens to supermagter – måttet trække sig ud af Afghanistan. Hele krigen var også med til svække det kommunistiske regime og bidrog til dets opløsning blot to år senere, lød analysen.
Efter at have indtaget Kabul blev englænderne i januar 1842 efter blot et par år ved magten tvunget til at trække sig ud igen. Tilbagetoget blev katastrofalt. Ud af cirka 16.000 soldater, familiemedlemmer og tjenestefolk, som forsøgte at komme fra Kabul og gennem passet ved Jalalabad til sikkerhed i Indien, nåede kun en eneste person frem: feltlægen Willian Brydon. Resten – på nær et par hundrede, som blev taget til fange af afghanerne – var slået ihjel eller døde af sult og udmattelse.
Det er disse to ydmygende nederlag, det britiske i 1942 og Sovjetunionens i 1989 – sammenholdt med den kendsgerning, at ingen af stormagterne længere eksisterer i deres oprindelige form – der har fået mange til at holde fast ved udsagnet om, at Afghanistan er "imperiernes kirkegård". Indtrykket af et uovervindeligt og uregerligt land, som trods fattigdom og mangel på moderne militærudstyr kan tvinge selv stormagter i knæ, står tilbage. Det er her, denne verdens napoleoner møder deres Waterloo, synes en udbredt holding at være. Og den får ny næring af det faktum, at USA og Nato nu har vedtaget at trække sig ud i 2014 – uden at de oprindelige kriterier om fred, stabilitet og demokrati er indfriet.
"Det er i hvert fald sandt, at Afghanistan er det eneste land, der er blevet invaderet af tre stormagter inden for de seneste århundreder og ikke har givet efter," siger Amin Saikal, afghansk historiker og professor i politisk videnskab ved Australiens Nationale Universitet.
Mange militæranalytikere har peget på den afghanske geografi som en væsentlig årsag til, at Afghanistan er så svært at indtage – dets ufremkommelige og barske terræn med lige dele bjerge og ørken bliver hyppigt nævnt - men det er for forsimplet, mener Amin Saikal. Forklaringen skal snarere findes i landets politiske struktur. Afghanistan er et ulykkeligt miks af meget stærke lokalsamfund og en overordentlig svag stat.
"Manglen på national enhed og fraværet af en troværdig centralmagt gjorde erobringen vanskelig for både briter og russere – som nu for amerikanerne og deres allierede. Hvis man skal kunne kontrollere Afghanistan, er det nødvendigt at have en velfungerende partner på stedet. Der skal være et netværk af institutioner, som man kan udøve sin magt igennem. Ellers smuldrer hele indsatsen væk."
Den mur, som fjenderne har løbet og stadig løber hovedet mod, er de mange etniske grupperinger, som indtil nu har hevet Afghanistan i mange retninger og forhindret landet i at opbygge en egentlig nationalstat. Som Amin Saikal siger:"Irak betragtes som vanskeligt, fordi det har tre grupperinger: sunnier, shiaer og kurdere. Men Irak er barnemad ved siden af Afghanistan. Afghanistan har cirka 20 væsentlige etniske grupperinger; omkring 50, hvis alle tælles med."
Han er enig med de Afghanistan-eksperter, der hævder, at det, der gør livet surt for håbefulde erobrere, er, at de bliver hvirvlet ind i et spind af interne stridigheder - undertiden egentlige borgerkrige - som gør det umuligt at identificere venner og fjender.
"Briterne spillede de forskellige afghanske grupperinger ud mod hinanden, men kunne ikke styre det. Russerne vadede ind i en strid mellem kommunister og religiøse fundamentalister, og amerikanerne er fanget i et internt pashtunsk opgør mellem den pashtunstamme, der er anført af præsident Karzai, der vil udvikle Afghanstan i vestlig retning, og de pashtuner, anført af Taleban, der vil etablere Afghanistan som en islamisk stat."
Det paradoksale er, at den mosaik af etniske grupperinger, som har gjort Afghanistan så svært at erobre, siden briterne forsøgte sig i 1840?erne, er et resultat af mange tidligere stormagters succes. Briternes forsmædelige nederlag betegnede et vendepunkt i afghansk historie. Indtil da var Afghanistan langt fra at være "imperiernes kirkegård". Landet var snarere "erobringstogternes hovedvej" – et eftertragtet område, fordi det lå midt på Silkevejen, som frem til, at de europæiske sejlskibe overtog transporten, var centrum for verdenshandlen.
"Afghanistan har gennem 2.500 år altid været en del af et eller andet imperium, begyndende med det persiske rige 500 år f. Kr.," pointerer blandt andet Thomas Barfield, antropolog ved Boston Universitet og præsident for Amerikansk Institut for Afghanske Studier, i sin nye bog "Afghanistan: A Cultural and Political History" ("Afghanistan: en politisk og kulturel historie").
Blandt de vigtigste erobrere var Alexander den Store i 329 f. Kr., Djengis Khan i 1215, Timur Lenk i slutningen af 1400-tallet, og skiftevis det iranske Safavideimperium og det indiske Mogul-imperium mellem 1500 og 1747.
For hver ny erobrer kom også et eller flere nye folkeslag gennem Afghanistan, og de satte deres præg på befolkningen, så man blandt andet kan spore mongolske træk hos hazaraerne, lys hår og blå øjne hos nuristanerne (måske efter Alexander den Stores soldater) og mørkt hår og mørke øjne hos tajikerne.
En egentlig afghansk uafhængighed opstod først i midten af 1700-tallet, hvor pashtuneren Ahmad Khan samler landet og formår at afvise briterne som egentlig besættelsesmagt. Derefter varer det yderligere hundrede år, før fortællingen om Afghanistan som imperie-betvinger kan tage sin begyndelse.
En fortælling om landets indbyggere som utæmmelige vilde, som nutidens afghanske oprørere har taget til sig med kyshånd, pointerer Thomas Barfield.
"Afghanerne udnytter forenklingen af deres historie til at overdrive deres styrker med det formål at skræmme besættere. I dette tilfælde går en ringe viden om deres historie en lang vej for at overbevise andre om, at de skal holde sig væk, men det kan være en farlig illusion," mener han.
Måske er det et forsøg på at finde ud af, hvor grænsen for illusionen går, der har fået den amerikanske øverstbefalende i Afghanistan, general David Petraeus, til at tage fat på at læse Thomas Barfields nye bog. Den er blevet fast inventar på natbordet - omend Petraeus over for det britiske nyhedsbureau Reuters indrømmer, at det ikke bliver til mange sider, når han først ligger under dynen efter 17 timers arbejdsdag.
upoulsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
