Imidlertid har institutioner indbygget en uregerlig hang til selvbekræftelse, institutionen for institutionens egen skyld, en egen indre logik. Institutionen skal bevares for enhver pris. Med det in mente ser man i enhver institution, at den udvikler en vis kynisme. Hvad der tjener institutionens selvopretholdelse er godt, koste hvad det vil.

Se nu, hvor godt denne institutionsideologi også passer på institutionen folkekirke. Hvis denne institution for enhver pris skal opretholde sig selv, så kan den komme så langt ud, at det budskab, den blev sat i verden for at forvalte, ender som en klods om benet på den. For bevarelse af folkekirken som institution kræves det, at den vinder accept i det omgivende samfund, den skal kunne fastholde sine betalende medlemmer.

Kirken ville for eksempel skrumpe voldsomt ind, hvis den skulle tale som kirkens højrefløj. At fastholde og kommunikere kors, død, opstandelse, frelse og tilgivelse stemmer ikke med forståelsen hos størstedelen af befolkningen og kan forstyrre folkekirkens ønske om accept fra det omgivende samfund. Institutionen må for Himlens og navnlig Jordens skyld tilpasse sig. Sådan lyder institutionens kritik.

Et andet eksempel på institutionens tilpasningsstrategi ses ifølge pressen af de nye altertavler, der sættes op i kirkerne for tiden. Det er bestemt ingen tilfældighed, at kors og Kristus byttes ud med motiver fra naturen. Moderne danskere forstår nemlig ikke de traditionelle kristne symboler, og folkekirken skal som institution appellere til et virvar af måder at tro på.

Når danskernes gudstro ændrer sig, og langt de fleste dyrker en hjemmestrikket kristentro uden plads til begreber som synd og frelse, så vil kirken følge med. Solopgange og naturens gang, jovist, dét er en kirke, der virker på institutionens og ikke på evangeliets vilkår.

Som institution skal folkekirken bevare sig selv ved at gøre sig relevant for en tiltagende kirkefremmed omverden. Når brugerne ønsker mening og meninger af tværreligiøs karakter, må institutionen kirke møde op med servicetilbud helt på linje med alle andre servicetilbud i velfærdssamfundet.

Og hvis der ikke er "søgning" om søndagen, må institutionen retfærdiggøre sin eksistens ved alle mulige andre tilbud: babysalmesang, spaghetti og kødsovs, parterapi og så videre, tilbud, som er designede og tilrettelagte, ikke af evangeliske, men af pædagogiske, sociale og psykologiske grunde.

Tankevækkende og typisk er en formulering i et stillingsopslag, hvor et menighedsråd udtrykker den forventning til deres kommende præst, at hun "har evner for at synliggøre menighedsrådets målsætning for kirkerne som et lokalt, netværksdannende samlingspunkt".

Tankevækkende er det også, at ordet "mission" har fået en alternativ betydning. Når det konstateres, at folkekirkens medlemstal i København er i frit fald, så udtaler Københavns biskop, at han er opmærksom på problemet, og nævner, at man har sat en række aktiviteter i gang, herunder babysalmesang. Missionen går altså ud på at fastholde institutionens medlemmer, ikke at styrke forkyndelsen af evangeliet. Eller tager vi fejl?

Når institutionen folkekirke underspiller sin evangeliske målsætning for at bevare sig selv, så bliver ansatte i institutionen til bærere af institutionsbevarende aktiviteter. At være præst som et kald til forkyndelse af Kristus udskiftes med et job som effektiv funktionær i institutionens tjeneste. Præsten opfatter sit job som ethvert andet job. Hun har en uddannelse, viden, indsigt og kompetence som enhver anden læge, ingeniør eller postbud.

Funktionærgørelsen af præsteembedet kan dagligt aflæses af medierne og præsternes egne udtalelser. På linje med alle andre faggrupper er der et ønske om højere løn og kortere arbejdstid. Arbejdspladsen skal være attraktiv. Frisøndagene skal være flere. Femdagesugen står højt på ønskesedlen. I takt med at færre og færre går i kirke, og medlemstallet trods alle anstrengelser falder, så stiger præsternes krav om job som funktionærer.

Der lægges ikke fingre imellem. Her er nogle udsagn fra præster fra dagspressen: "Jeg er god til mit arbejde, så jeg fortjener en god løn," siger den ene, og den anden supplerer: "Når jeg går i banken, kan jeg ikke afbetale mit lån med tre flinke bønner eller gå i Brugsen og betale med salmesang." Og: "Jeg mener, jeg er en ordentlig løn og en ekstra friaften værd."

Eller hvad med denne lille perle: "Det er stort og flot at sige, at vi er kaldet af menigheden og af Gud, men vi er også kaldet ind i en verden, der forandrer sig. Vi bliver nødt til at professionalisere os og dygtiggøre os. Kaldet bærer lønnen i sig selv, stod der for nogle år siden ironisk i en reklame. Nej. Skal vi tages alvorligt, nytter det ikke noget, at vi lever som lazaroner." Tag og læs de tre sidste sætninger én gang til!

Institutionaliseringen af kirken gør, at de pastorale funktionærer prostituerer sig på kaldet. Jævnligt klager yngre præster over, at folkekirken ikke giver dem tilstrækkelige udfordringer og karrieremuligheder. En hel del mener, at folkekirken er en forholdsvis uattraktiv arbejdsplads, fordi teologer kommer med en uddannelse, der giver dem langt flere evner og kvalifikationer, end de får mulighed for at bruge i folkekirken.

Vi vil naturligvis gerne spørge, hvad det er folkekirken har mistet, når disse teologer ikke vil bruge deres ambitioner og visioner på at udbrede og forkynde evangeliet. Hvad fik dem dog til at lade sig ordinere til ordets tjeneste, som de tjener så lidt på?

Nej, vi skal tilbage til kaldstanken, kaldet som en gudstjeneste i troens lidenskab. Kaldstanken signalerer et overskud, fordi tjenesten som præst indebærer, at arbejdet ikke kan måles på en almindelig lønskala. Der kommer altid noget mere til, som ikke kan belønnes: en forkyndelse med ildhu, en utrættelig medmenneskelighed, besøg hos gamle og ensomme, et stadigt selvkritisk opgør.

Den kyniske institutionstænkning er derimod et ideologisk helvede.

Svend Bjerg og Palle H. Steffensen er begge teologer