SOM IMAM Abdul Wahid Petersen har udtalt, kan en from muslim ikke vælge og vrage i shariaen, men må godtage "hele pakken". En tørklædeklædt kvinde signalerer eksplicit, at hun er en from muslim.

Gennemgående for "hele pakken" er, at "rettroende" og "vantro" ikke er ligestillede. En muslim er i følge sharialoven mere værd end en ikke-muslim.

Tørklædet er derfor et selvbevidst apartheidsymbol par excellence. Tørklædet signalerer endvidere religiøs renhed i modsætning til alle os andre "vantro", som opfattes som "urene". Det er meget nedgørende for en patient at blive rubriceret som "vantro" og "uren". Dertil kommer alle de sexistiske over- og undertoner. Endelig er der den samfundspolitiske del, som også hører med til "pakken".

Sharialovene skal fortolkes i en moderne kontekst, hedder det. Javel ja, men uanset hvilke nye humane fortolkninger, man disker op med, så er religiøs lovgivning på det politiske område ifølge vores demokratiske forfatning grundlovstridig. Man kan jo gå ind for hvad som helst privat og i sit hjerte, det kommer ingen ved, men at promenere ovenstående synspunkter i sin klædedragt på et offentligt sygehus vækker naturligvis anstød.

Vi lever nu et samfund med mange religioner. Det kræver, at vi i enkelte sårbare sammenhænge afstår fra grænseoverskridende religiøse signaler. Tilladelsen af en så tungt symbolbelastet beklædning som islamisk tørklæde i vore offentlige institutioner har været meget uklog.

At patienter nu siger fra og har fået sundhedsministerens ord for, at de må benytte sig af frit sygehusvalg, er ikke nogen drømmeløsning. Det kunne være undgået ved et rettidigt beklædningsreglement. Det bør man genoverveje. Principielt hører en ansat, der ikke kan sætte sig selv og sit behov for at synliggøre sin religion til side af hensyn til patienterne, ikke hjemme på et offentligt hospital.

Kirsten Sarauw,

cand.theol. og psykoterapeut,

Fredericiagade 82 A, 4. tv., København K